På fredag udgiver Ariana Grande sit længeventede nye album, ‘Petal’, men det er øjensynligt ikke det eneste, der optager hende lige nu.
I går, mandag den 27. juli, lagde popstjernen nemlig sag an mod to uidentificerede hackere, der angiveligt har stået bag målrettede angreb på producere og fotografer med henblik på at stjæle materiale, der sidenhen er blevet solgt »på det mørke web« for »betydelige pengesummer«.
»Alene i 2023 blev 45 uudgivne sange tilhørende Ms. Grande hacket, stjålet og lækket«, fremgår det af sagsanlægget, som blandt andre Billboard har set. »Siden hendes musikdebut i 2011 har hundredvis af lignende lækager fundet sted«.
I ét tilfælde, lyder det, skal en af hackerne have udgivet sig for at være en fotograf for at narre en medarbejder til at sende billeder af Grande til dem. Videooptagelser fra indspilninger og musikvideoer er angiveligt også blevet stjålet.
Grande arbejder på at få hackernes identiteter offentliggjort i løbet af retssagen »for at holde dem ansvarlige for deres invasive og forkastelige opførsel«, som det formuleres i dokumentet.
Det er ikke første gang, Grande har udtrykt ønske om at holde hackerne ansvarlige for tyveri af udgivet musik, videoer og billeder.
I 2024, under et interview med den populære radiovært Zach Sang, diskuterede hun blandt andet en sang ved navn ‘Fantasize’, som hun skrev i samarbejde med den svenske hitsangskriver Max Martin, og som gik viralt efter at være blevet lagt online af anonyme hackere.
»Før jeg gik i gang med Wicked, var der et par studiesessioner, jeg lavede, som nu er overalt på TikTok. Mange tak, vi ses i fængsel – bogstaveligt talt!« sagde hun dengang. Nu har hun øjensynligt i sinde at gøre alvor af truslerne.
