John Legend bliver global ambassadør for dansk virksomhed

John Legend bliver global ambassadør for dansk virksomhed
John Legend. (Foto: Michael Owens/Getty Images)

Sidste år kunne EGOT-vinderen John Legend opleves som hovednavn på den fynske festival Heartland, og i år er han atter danmarksaktuel. Dog på en ganske anden måde denne gang.

Han er nemlig blevet toårig brand-ambassadør for den danske hi-fi-virksomhed Bang & Olufsen. Det skriver Bang & Olufsen på deres hjemmeside.

»John Legend er en kunstner, hvis virke reflekterer en sjælden balance mellem disciplin og emotionel åbenhed«, siger Bang & Olufsen-CEO Nikolaj Wendelboe ifølge The Hollywood Reporter. »Dette partnerskab handler om fælles værdier inden for de højeste niveauer af håndværk, kunst og en fælles tro på at musik skal kunne mærkes lige så meget som det skal høres. Sammen bygger vi noget, der er raffineret, men også kraftfuldt, hvor lyd og følelser mødes uden at modstride hinanden«.

»Bang & Olufsen har været et af mine yndlingsaudiomærker i årevis«, fortæller den amerikanske r’n’b-stjerne. »Som mangeårig ejer af deres produkter har jeg altid været tiltrukket af den måde, de kombinerer smuk lyd med tidløst design. Deres produkter er skabt med utrolig opmærksomhed på detaljen, og jeg har gennem årene tilbragt tid i deres lytterum og oplevet musik på en måde, der føles tro mod, hvordan den var tænkt til at blive hørt«.

»Jeg elsker, at Bang & Olufsen tilgår både lyd og design med samme omhu og håndværksmæssige dygtighed og skaber produkter, der er lige så smukke at leve med, som de er at lytte til«, fortsætter Legend. »Jeg er begejstret for at indgå et samarbejde med brandet, fordi vi deler en passion for kreativitet, kvalitet og for at skabe oplevelser, der forbinder sig med mennesker på et følelsesmæssigt plan«.

Partnerskabet kommer i kølvandet på, at Bang & Olufsen tidligere denne måned kunne rapportere, at faldende salg havde resulteret i, at de kom ud af regnskabsåret 2025/2026 med et underskud på 107 millioner kroner efter skat.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af