Tidligere i år sprang Tyler, the Creator ud som seriøs skuespiller med karrierens hidtil mest prominente rolle over for Timothée Chalamet i ‘Marty Supreme’.
Nu fortsætter han i filmsporet i en ny musikvideo, der hylder flere ikoniske film.
Her er tale om rapkollega AZ Chikes nye nummer ‘Look Like My Mama’, som Tyler gæster i en løbende frem-og-tilbage-dynamik, hvor de skiftes til at fremføre bars over et simpelt beat.
Imens genskaber de to rappere scener fra en håndfuld populære film. De starter med 00’er-kultklassikeren ‘Napoleon Dynamite’, inden de med masker og en brændende bil hylder 90’er-filmen ‘Dead Presidents’.
Herefter refererer de til ‘Paid in Full’, én af Tylers yndlingsfilm, inden turen kommer til den nyere Oscar-vinder ‘Sinners’ samt ‘Men in Black’.
Singlen er forløber for AZ Chikes syvende album, ‘No Rest for the Wicked’, som er hans første af slagsen på et major label. Det udkommer 18. september.
