Kid Cudi og Kanye West var i årevis gode venner og musikalske samarbejdspartnere, inden de i 2022 blev uvenner.
Nu er duoen, der i 2018 skabte det ikoniske fællesalbum ‘Kids See Ghosts’, imidlertid fundet sammen igen. I weekenden spillede Kanye West således to koncerter i hjembyen Chicago, hvor han hev en række stjerner med på scenen, og én af dem var Kid Cudi
Siden har Cudi følt sig nødsaget til at forsvare sin genforening med den kontroversielle rapper, der i januar undskyldte for sine antisemitiske udtalelser.
Cudi er tyet til tasterne som en reaktion på et opslag fra den toneangivende radiovært Peter Rosenberg, der har jødisk baggrund.
»Jeg siger ikke, at ingen fortjener tilgivelse eller empati, men den her mand sang »Heil Hitler« for ET ÅR SIDEN«, skriver Rosenberg i et opslag på X. »Skuffet over en masse mennesker«.
»Jeg forstår din frustrating, Peter. Jeg fucker med dig, men jeg er egentlig ligeglad med, om du er skuffet over mig. Den mand er min bror. Du har ikke det samme forhold til ham, som jeg har. Næsten to årtiers kunstnerisk samarbejde og venskab. Du er ikke familie. Så jeg forstår det godt«, skriver Cudi på X som et direkte svar til Rosenbergs opslag.
»Jeg har været omkring Ye, og jeg kan ærligt sige, at det at tale med ham nu er, som det plejede at være, da jeg først skrev kontrakt med ham, bare endnu bedre. Han kæmpede med psykiske problemer i årevis, og nu har han det godt. Alle fortjener lidt overbærenhed, når det handler om deres familie«, fortsætter han.
»Jeg var den, der var hårdest ved ham af alle. Jeg holdt ham ansvarlig. Han undskyldte, og det var oprigtigt. Men som jeg sagde: Du er ikke familie, så jeg forstår det godt«.
Ifølge NME kom bruddet i 2022 af, at West fjernede Cudi fra sit album ‘Donda 2’. Desuden skulle han angiveligt have været utilfreds med, at Cudi var venner med Pete Davidson, som på det tidspunkt datede Kim Kardashian, Wests ekskone.
Men nu er de to rapstjerner altså på god fod igen. Måske det udmønter sig i nye musikalske projekter sammen?
