Kwamie Liv vender tilbage til scenelyset i februar med to store koncerter i DR Koncerthuset i København og Musikhuset i Aarhus.
Den danske musiker har trukket sig fra offentligheden, siden hun stoppede som dommer i ‘X Factor’ i 2023, men nu gør hun comeback på livescenen med ny musik.
I fredags udgav hun ‘No One Owns the Sunrise’, hendes første single i mere end fem år. I et interview med Soundvenue fortæller hun om singlen: »Sangen handler om den frie og uafhængige kraft, som ikke kan kontrolleres, og som lever i os alle sammen, noget vi skal insistere på at holde i live, og noget, som flyder over, når vi fejrer og løfter hinanden«.
Netop denne kraft tager Kwamie Liv med, når hun i det nye år spiller sine første koncerter siden 2022.
»Jeg glæder mig så meget til at komme ud og spille live igen. Se folk i øjnene, mærke nærværet og måden, vi omfavner hinanden, når vi står i samme rum og deler sangene«, fortæller hun i en pressemeddelelse.
Billetsalget til koncerterne starter fredag 25 september kl. 10.
Kwamie Liv
10. og 13. februar
DR Koncerthuset og Musikhuset Aarhus
