Musik i Lejet overlever efter ekstraordinært møde

Musik i Lejet overlever efter ekstraordinært møde
Musik I Lejet. (Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen/PR)

Til trods for massive naboprotester har Gribskov Kommune besluttet, at Musik i Lejet kan afholdes på sin nuværende placering på campingpladsen i Vejby til næste sommer og fremover.

På et ekstraordinært møde har et flertal i kommunens Plan-, Miljø- og Klimaudvalg nemlig vedtaget, at der skal udarbejdes en lokalplan for området, som indtænker Musik i Lejet.

Politikerne lægger op til, at lokalplanen skal give mulighed for, at der kan afholdes Musik i Lejet samt ganske få yderligere arrangementer på campingpladsen.

»Vi lægger op til Musik i Lejet som det eneste arrangement over sommeren, imens der kan blive plads til øvrige tre events i både foråret og efteråret«, siger formand for udvalget, Tue Villebro (V), til TV 2 Kosmopol.

Ifølge Villebroe stemte seks ud af syv medlemmer for beslutningen.

Oprindeligt købte ejerne af Musik i Lejet campingpladsen i 2025 umiddelbart efter, at de mistede muligheden for at opholde sig på den parkeringsplads i Tisvilde, hvor festivalen havde været afholdt siden 2009.

Mange vil sikkert huske den dramatiske dokumentarserie om striden mellem tilhængere af festivalen og vrede beboere i Tisvilde, der ønskede den fjernet.

Ligeledes i 2025 fik arrangørerne af Musik i Lejet tilladelse af kommunen til at afholde festivalen, hvilket skete igen i år. Men som det gjorde sig gældende i Tisvilde, har ikke alle beboere været lige begejstrede for tilstedeværelsen af festivalen.

I Facebook-gruppen med den mundrette titel »Nej tak til Oplevelsescenter i Vejby (på campingpladsen)« har borgere, der ikke ønsker andet end camping på campingpladsen, organiseret sig. Det har resulteret i intet mindre end 1.141 siders bilag med kritiske henvendelser til kommunen.

I lokalplanen vil politikerne da også forsøge at imødekomme borgernes kritik: »[Festivalen] skal ske med et loft over antallet af deltagere, som skal være på maksimalt enten 15.000 eller 17.000 inklusive frivillige«, siger Villebroe til Ekstra Bladet.

»Vi kommer også til at kigge på faste sluttidspunkter, så koncerter på de store scener slutter enten 1 eller 2, mens det på de mindre vil være enten 2 eller 3. Og så skal festivalpladsen lukke senest enten 3 eller 4«, fortsætter han og tilføjer, at man også vil kigge på måder at regulere støjniveauet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af