Noel Gallagher så godt som bekræfter rygtet om en Oasis-turné i 2027

Noel Gallagher så godt som bekræfter rygtet om en Oasis-turné i 2027
Oasis. (Foto: Simon Emmett)

Rygterne har længe svirret om, at Oasis måske vil vende tilbage til scenerne i 2027, efter at de sidste år blev genforenet til bandets første turné siden 2009. En genforening, som lige om lidt er genstand for en dokumentarfilm.

Og rygterne er da også ganske forståelige. De skyldes nemlig i høj grad, at Liam Gallagher bliver ved med at hinte til det.

Det skete senest i juli, hvor den yngste Gallagher-bror drog til X for at svare en fan, som – i forbindelse med, at England røg ud af VM i fodbold – havde skrevet, at man nu i det mindste slap for at høre ‘Wonderwall’ i et godt stykke tid (‘Wonderwall’ var blevet en slags uofficiel temasang for det engelske herrefodboldlandshold).

»Du kommer til at høre den hele næste år, din sædboble«, svarede Liam med sin vanlige sans for uortodokse fornærmelser. Det tydede rigtignok på, at der er noget i støbeskeen.

Nu har også storebror Noel Gallagher reageret på rygterne. Det skete i forbindelse med, at han – selvfølgelig, fristes man til at sige – medvirkede i et program på sportsradiostationen talkSPORT for at diskutere Manchester Citys start på den nye fodboldsæson.

Her blev der dog også tid til kortvarigt at diskutere musik, da værten Andy Goldstein på vegne af lytterne spurgte, om der var grund til at begynde at spare penge sammen til Oasis-billetter til næste sommer.

»Lad mig sige det sådan her: Der er ingen fodboldturnering næste år, så vi er nødt til at lave et eller andet i løbet af sommeren, ikke?« lød svaret, som er svært at tolke som andet end en bekræftelse.

Hør selv herunder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af