Du kan lytte til og abonnere på Standard via Spotify og iTunes eller din foretrukne podcast-app.
Standard er tilbage! Efter en uges pause, hvor Soundvenues hiphop-podcast lige skulle finde fodfæste her i coronakrisen, har vi lavet en episode om to af de vigtigste album, der er landet her i karantænetiden.
Men skal man soundtracke karantænen med det nye album fra The Weeknd eller Chilldish Gambino? Har Abel Tesfaye skabt sit store pop-mesterværk? Og er Donald Glover lige så stor en kunstner som forebillederne Kendrick, Frank og Kanye?
De spørgsmål diskuterer værterne Kristian Karl og Mads Viktor i det nye afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast, hvor de for første gang sidder og taler i hver sit rum. Det nye afsnit er nemlig første udsendelse under coronakrisen, og formatet er derfor ændret en smule: Standard er kortet lidt ned, og der er naturligt nok ingen gæster.
Derudover: Koncerter bliver aflyst og rykket grundet coronavirus, Cardi B har lavet et coronameme og 6ix9ine er i livsfare – ifølge rapperens advokat.
Standard udkommer en gang om ugen og gæstes af rappere, producere og eksperter for at diskutere de mange aspekter af hiphoppens dominerende rolle i kulturlandskabet.