Soundvenue Streamer udkommer ugentligt. Du kan lytte til og abonnere via Spotify og Apple eller din foretrukne podcast-app.
Sommeren er tilbage og det samme er Casper Christensen og Frank Hvams ’Klovn’ i serieform, hvis ottende sæson netop er gået i luften på TV 2 og TV 2 Play.
Pinlighederne hober sig atter op i villakvarteret på Frederiksberg, men er luften gået af humorballonen siden sidste års urkomiske tredje ’Klovn’-film?
Jacob stiller sig skeptisk an, og det samme gør Lise, da snakken efterfølgende drejes ind på Stephen King-serien ’Lisey’s Story’ på Apple TV+.
Julianne Moore og Clive Owen genforenes for første gang siden ’Children of Men’ i historien om en stjerneforfatter og hans hustru, men skønt creepy-faktoren er i top og ’Jackie’-instruktør Pablo Larrain svinger taktstokken, pipper der ugler i gysermosen …
Lyt med!
Et par rettelser til ugens program: Den aktuelle sæson ‘Klovn’ er den ottende, ikke den syvende. Sæson ni har fået grønt lys.
I diskussionen om ’Lisey’s Story’ lyder det, at King blev inspireret til historien efter sin nærdødsoplevelse i 1998. Det var imidlertid efter en omgang alvorlig influenza i 2003 (en følgevirkning af ulykken). Bum.