’Lisey’s Story’: Stephen Kings selvforelskede dickpic er blevet til en stjernespækket tv-serie
I 1998 mistede Stephen King næsten livet i en trafikulykke. Da han vendte hjem fra hospitalet, havde konen ryddet kontoret, som var han død.
Det inspirerede ham til at skrive romanen ’Lisey’s Story’ om hustruens kamp med sorgen. Men den handler nu engang mest om Liseys mand, den ekstremt succesfulde forfatter, Scott Landon.
Hustruen (Julianne Moore) er efterladt alene med sin sorg og mandens manuskripter, som alle ønsker at få fingrene i. En såkaldt Bool Hunt – en slags skattejagt, Scott (Clive Owen) har efterladt til sin Babyluv, som Lisey evindeligt kaldes – leder hende mod forfatterens skjulte verden, et sælsomt farvestrålende univers kaldet Booya Moon.
Her spejler en orange måne sig i en magisk sø. Bredderne er omringet af trapper som i et amfiteater. Her sidder kunstnere og gespenster klædt i noget, der ligner hvid latex. Et monster, Long Boy, hærger hylende i baggrunden, gemt bag blå træer. Poeter går til Booya Moon for inspiration.
Den Oscar-nominerede fotograf Darius Khondij står bag kameraet. Han har blandt andet skudt ’Seven’, ’Amour’ og ’Delikatessen’. Regnbuelys skinner faretruende i linsen, skyggerne har et rødt skær. Inspirationen fra ’Annihilation’ er tydelig, men serien er smuk i sin egen ret.
Som i King-klassikeren ’Misery’ er skurken en forgabt fan, spillet med vold i kroppen og død i øjnene af Dane DeHaan. Han vil have fat i manuskripterne, så han stalker Julianne More, og i en scene med en pizzakniv som centrum tror man ikke sine øjne.
Det skorter ikke på talent i’Lisey’s Story’. Chilenske Pablo Larraín (’No’, ’Jackie’) i instruktørstolen. Julianne Moore spiller for første gang siden ’Children of Men’ over for Clive Owen. Jennifer Jason Leigh og Joan Allen giver Moores søstre kant og fortid. Indimellem føles ’Lisey’s Story’ slet og ret som en tour de force i karakter-skuespil. Særligt Julianne Moore gør sit ypperste for at tilføre sin flade hustru viljestyrke.
Men det gode forarbejde tabes i klipperummet. Scenerne strækker sig i en mærkelig uendelighed. Julianne Moores sørgende, grædende ansigt klippes ind i tide og utide mellem flashbacks. Værst er det, når Moore begynder at tale med sig selv, mens hun grædende ser Owens barndomsminder for sig.
Plottet er dovent skruet sammen, overtænkt og forhastet på én gang, hverken rigtigt uhyggelig eller gribende. Henimod slutningen var jeg i tvivl om, hvad pointen med det hele var. Hvorfor var det nu, Lisey skulle på Bool Hunt? Hvad er pointen med den parallelle verden? Hvorfor skal jeg lære så meget om Scotts forhistorie? Hvor er det her i det hele taget på vej hen?
Stephen King er executive producer på værket og har selv skrevet manuskriptet ud fra romanen, hans yndlings. Kings mange fingre i produktionen er nok den virkelige akilleshæl.
’Lisey’s Story er nemlig mest Stephen Kings historie. Eller hans egen fantasi om, hvor tom verden – og hans hustru – ville være uden ham. Kings selvonani efterlader én i kedsommelig døs, man kender fra dårlige dates, hvor man er for høflig til at stoppe den selvforelskede enetaler.
Samtidig har serien et kvindesyn, der fik mig til at tabe kæben. En karakter læste op fra ’geniet’ Landons gemte manuskripter: »Mænd og kvinder ser verden forskelligt, for mænd ser verden i flere farver«.
Opfattelsen af mænd som mere fantasifulde, poetiske eller filosofiske gør ’Lisey’s Story’ dummere. De tre kvindelige hovedkarakterer mangler simpelthen netop karakter. Hele tiden refererer ikke bare Lisey selv, men også hendes to søstre til noget, Landon har sagt, særligt hvis de skal lægge mere end to plus to sammen. Ofte tangerer det religiøse leveregler mere end fornuft, såsom: »Dont analyse. Utilize. Accept the gift«.
Fyrtårne er et gennemgående motiv i serien, men formålet er uklart. Man kan jo bruge de lange scener på at spekulere lidt, mens man venter på klipperne. Er fyrtårnene et easter-egg, der peger på Kings ’The Dark Tower’? Eller et symbol på Landon som intellektuelt fyrtårn over for sin banale hustru?
Er man rigtig arrig på værket, kan de evindelige fyrtårne stå som Kings’ke fallossymboler. På den måde er ’Lisey’s Story’ et dickpic fra en mand, der tror, han har meget mere at byde på, end tilfældet er.
Kort sagt:
Hverken Pablo Larraín, Julianne Moore eller Clive Owen kan afholde ’Lisey’s Story’ for at være Stephen Kings selvforelskede historie.
Anmeldt på baggrund af hele serien.