Den ene filmfranchise bliver rebootet efter den anden og nu kommer turen også til techbranchen. De, der er gamle nok, kan helt sikkert huske den legendariske pc Commodore 64, der gik sin sejrsgang i firserne. Senere blev firmaet udkonkurreret og gik derfor konkurs i 1994. Nu er Commodore dog blevet vækket fra de døde og er klar til at sende smartphonen PET på gaden.
PET er også navnet på en af Commodores gamle computere, der gik ud af produktion i 1982, og tanken er, at den nye smartphone skal koncentrere sig om retrospil. Den kommer med to præinstallerede spil-emulatorer og nogle af firsernes bedste spil, såsom Turrican 2 som i videoen herunder.
Den nye smartphone er en Android-telefon med et 5,5 tommer full HD-skærm og aluminiumsramme med mulighed for at udskifte covers. Commodores spil-smartphone kører på en 1,7 gigahertz processor og et rimelig kraftigt 3.000 mAh-batteri. På bagsiden tager den billeder med et 13-megapixel kamera og 8-megapixel på forsiden.
Den kommer i to versioner; en med 16 GB og en med 32 GB hukommelse til henholdsvis cirka 2.000 og 2.500 kroner.
Bag rebootet står to italienere, der har erhvervet sig rettighederne til brandet i 38 lande. Det er ikke første gang, nogen har forsøgt at appellere til retrogamerne ved at genoplive Commodore. Så sent som for fem år siden forsøgte nogle amerikanere at lancere en Commodore 64x i USA, men uden det store held.
Commodore PET kommer først på markedet i Italien, Polen, Tyskland og Frankrig og senere over hele Europa og USA.
Læs også: Innovation eller idioti? Ny lo-tech-mobiltelefon du kan bruge med din smartphone