En lang sommer fyldt med masser af festivaler, kolde øl, lækre burgere og en masse inaktivitet er desværre slut og nu starter hverdagen igen. Feriekiloene går ikke væk af sig selv, men du kan sagtens nå at komme i form inden julefrokostsæsonen starter.
Der findes et hav af træningsapps som alle kan noget forskelligt og som er mere eller mindre gode. Vi har udvalgt ti af dem, der kan hjælpe dig på vej og motivere dig til at komme i gang, hvad end du er totalt nybegynder og virkelig har brug for nogen til at holde dig i ørene, men også hvis du i forvejen er i træning og har holdt dig selv, din sundhed og krop ved lige over sommeren. Good for you.
Disse apps er gode hjælpemidler til en sundere livsstil og kan motivere på mange måder, både i forhold til træning og kost, men også ved at spille musik for dig, som passer til lige præcis dit tempo og træningsform.
Nogle af dem er en samlet pakke og kan hjælpe på for eksempel et vægttab eller din generelle sundhed, så du bare behøver den ene app, andre er hjælpemidler til mere specifikke træningformer såsom løb eller styrketræning. Men fælles for dem er at de er nemme at anvende og ikke kræver særlig meget af dig, så det er bare at komme i gang!
1. Moves
Man skal jo starte et sted. Er du ikke helt klar til at gå i krig med det store træningsprogram, så kan du jo starte med at få en fornemmelse af hvor meget du egentlig bevæger dig i løbet af en dag, og om det er på tide at du gør mere. Appen skal bare ligge i din lomme eller taske når du er i bevægelse og så tæller den al din bevægelse sammen i løbet af en dag.
Appen er simpelt opbygget og meget let at bruge, eneste minus er at appen og GPS’en skal køre i baggrunden af din telefon hele tiden, hvilket sluger ret meget strøm.
Appen er gratis og findes til iOS og Android.
2. 7 Minute Workout
Denne app er til dig der enten ikke har tid til at træne eller bare gerne vil have det overstået så hurtigt som muligt. Idéen om kun at træne i syv minutter er baseret på forskning, der har vist, at der ikke skal mere end syv minutters intensiv træning til for at holde sig i form.
Forskere har valgt 12 øvelser der udføres i 30 sekunder ved høj intensitet med hvile i 10 minutter. Dette giver et højere dagligt stofskifte og svarer ifølge forskningen til at træne i 60 minutter. Det skal vi ikke kunne hverken be- eller afkræfte, men fordelen ved appen er, at øvelserne ikke kræver andet udstyr end en væg, et gulv og en stol, så de kan nærmest udføres hvor som helst.
Når man trykker start, fortæller en stemme dig præcis, hvad du skal gøre og hvornår du skal videre til næste øvelse. Du kan følge din træningshistorik og også registrere din vægt.
Appen koster 16 kr. i App Store, men der findes mange udbydere på markedet til både iOS og Android med samme koncept.
3. Pact
Har du alle de gode intentioner om sund kost og mere træning, men rygrad som en regnorm, så er Pact noget for dig.
Du laver en pagt med appen om hvilke mål du skal nå, både med hensyn til træning og kost i løbet af en uge. Når du ikke dine mål, får du en bøde og skal punge ud. Til gengæld bliver du belønnet den anden vej hvis du opnår dine mål. Disse penge kommer fra andre brugere som ikke har trænet og måtte i bødekassen.
Appen kan også via GPS tracke din træning og tælle dine skridt og du kan følge din træningshistorik. Du kan også i bedste Instagramstil dele billeder af din sunde mad og andre brugere kan verificere om dit sunde måltid nu også er så sundt som du tror.
Appen findes både til iOS og Android og er gratis (så længe du gennemfører din træning).
4. 5K Runner
Vil du gerne i gang med at løbe, men ved ikke hvor og hvordan du skal starte? Du hører dine venner sige, at de lige tog en hurtig femkilometersløbetur til morgen og tænker, at det egentlig lyder meget simpelt. Men hver gang du selv prøver, er du ved at hoste dine lunger op efter 500 meter, så der er ikke noget at sige til, at du har givet op.
Men fortvivl ej, det ér muligt at løbe sig op af sofaen, uanset hvor kedeligt og hårdt det lyder. Det er også nødvendigt at tage det stille og roligt for at undgå at gå død, men vigtigst af alt for at undgå skader. Alle kan løbe fem kilometer, men det er vigtigt ikke at presse sig selv for meget.
Den prisvindende app 5K Runner træner dig på otte uger op til at løbe fem kilometer. Appen fortæller dig præcis hvad du skal gøre, hvor længe og hvornår. Du modtager små, digitale belønninger, når du har trænet og appen gemmer automatisk din træning, så du kan følge din effektivitet.
Otte uger, tre gange om ugen i 30 minutter – det er da lige til at overkomme. Og hvis det er for lidt for dig, så kan den også fås til 10, 21 og 42 kilometers træning.
Appen er i en prøveperiode gratis til iOS og Android.
5. Zombies, Run!
Synes du bare bundærligt, at det er kedeligt at løbe? Du hører altid om folk, der siger, at det er befriende og at tankerne bare får frit løb, når de er ude at løbe. Men det eneste, du kan tænke på, er, hvornår du er færdig og hvor mange afsnit ‘Game of Thrones’ du kan nå at se på, når du kommer hjem igen.
Det skal appen Zombies, Run! nok få lavet om på. Her er ingen løbetur kedelig og du får med garanti sved på panden og tankerne et helt andet sted hen end på din sofa – du bliver nemlig forfulgt af zombier.
Appen er udviklet som et slags spil, hvor du skal gennemføre missioner, mens du går, jogger eller løber. Samtidig kan du afspille din egen musik og tracke din løberute via GPS. Det er bare på med løbeskoene, i ørerne med dine høretelefoner og så skal du nok få benene på nakken.
Appen er gratis til både iOS og Android, men ved opgradering til Pro for 25 kroner om måneden får du adgang til mange flere funktioner.
6. Træn Med Forsvaret
Den er ikke ny, men den er effektiv og var en stor succes, da den blev lanceret tilbage i 2012.
Appen er gennemført med træningsprogrammer til alle niveauer. Om du ønsker at træne kondition, styrke eller begge dele, så har den programmer til det.
Ud fra resultaterne af indlagte fysiske tests kan du få skræddersyede træningsprogrammer, men du kan også bare vælge blandt et udvalg af standardprogrammer.
Appen er udviklet af Forsvarets Sundhedstjeneste og du kan træne efter professionelle principper som Forsvaret selv benytter til opbygge ekstraordinær god form hos soldaterne.
Så hvis du mener det alvorligt, men ikke helt ved, hvor du skal starte med din træning, kan du få god og professionel hjælp fra Forsvaret til at kickstarte din nye gode form.
Appen er gratis og fås til både iOS og Android, men kræver at man opretter en profil for at anvende appen.
7. Endomondo
Endomondo er en klassiker i træningsverden og er optimal, fordi den kan bruges til stort set alle typer motion. Den er til dig, der gerne vil holde styr på din konditionstræning og se dine data både undervejs og efterfølgende. Den viser både din puls, hvor mange kalorier du forbrænder og hvor langt og længe du har trænet.
Appen er specielt god til løb og cykling, da den via din GPS kan måle din rute, som derefter gemmes i din historik.
Du kan lave træningsmål og forbinde dig med dine venner og naturligvis dele dine resultater på diverse sociale medier.
Appen er ret nem at gå til og findes i en gratis version som fungerer ganske fint. Vil du have adgang til alle appens funktioner og undgå reklamer, kan man opgradere til et premiumabonnement til 49 kr. om måneden.
Virker både til iOS og Android.
8. Yoga Studio
Har du brug for en træningsform der får dig helt ned i tempo, så er appen Yoga Studio måske noget for dig.
Yoga er godt for mange ting og kan ligeledes bruges til mange ting, hvad end du har brug for at stresse af, strække ud, blive mere smidig eller sågar falde i søvn.
Appen indeholder instruktioner af alt fra fem minutters varighed til fulde yogaprogrammer op til 60 minutter, både til nybegyndere og øvede. Appens indbyggede, (næsten for) blide kvindestemme bag, fortæller og viser hvordan, du skal gøre og hvad det hjælper på. Du kan også sammensætte dit eget yogaprogram ud af de forskellige yogapositioner der ligger i appen samt skemalægge din træning.
Er man løber, kan man hurtigt blive stivbenet og usmidig – og man kan selvfølgelig også få ondt i benene efter løb. Appen indeholder ti yogaprogrammer for løbere, som netop fokuserer på de dele af kroppen som bruges under løb.
Er det lidt hårdt at komme i gang efter en lang ferie og helt bombet efter lange dage på studiet eller arbejdet kan man have brug for at koble lidt af, eksempelvis med noget meditation der får kroppen og tankerne helt ned i tempo, hvilket også findes blandt mulighederne i Yoga Studio.
Appen koster 29 kroner og virker på iOS.
9. Tep
Tep er en ny app, der ligesom Zombies, Run! bruger logikken fra et spil til at få dig i gang. Tep bruger nemlig en Tamagotchi-lignende giraf, som motivation til at motionere. Giraffen lever simpelthen af, at du dyrker motion. Hver gang man eksempelvis er ude og løbe, opsparer man virtuelle mønter, som kan bruges til at købe mad til det langbenede kræ.
Det lyder ekstremt corny, men det er både sjovt og vedkommende. Og så pirker den lille girafs velbefindende til din dårlige samvittighed, når det er tid til at tage en løbetur.
Udover at holde giraffen i live kan man samle udstyr og genstande til den ved at opnå forskellige mål.
Tep passer både til Android og iOS.
10. Lifesum
Er du interesseret i at få styr på dine kostvaner i forhold til at blive sund, findes der naturligvis også apps til dette.
Appen hjælper dig med holde styr på dit daglige kalorieindtag og du kan vælge hvad dit formål med appen er, om det er at blive sundere, tage på eller tabe dig. Du skal naturligvis oplyse vægt, alder og aktivitetsniveau og på baggrund af dette kan appen fortælle hvad dit daglige kalorieindtag bør være, og derefter skal du så skrive ind i appen hvad du indtager i løbet af en dag.
Du kan vælge mellem tusindvis verificerede madvarer i appen eller scanne stregkoden på din madvare, så kan appen regne varens næringsindhold ud.
Lifesum kan også hjælpe med at holde styr på hvor meget du motionerer hver dag, og kan eksempelvis forbindes med Moves-appen.
Appen er gratis og ret simpel at gå til, men man skal være klar på at alt man indtager skal registreres før den giver mening at bruge.
Findes både til iOS og Android.
Læs også: Fem nye foto-apps, der kan gøre dig til Terry Richardson