Du kan snart sende Facebook-beskeder direkte til folk, du ikke kender

Du kan snart sende Facebook-beskeder direkte til folk, du ikke kender
Oh, hai.

Under fanebladet Facebook-beskeder på desktop ligger der – ved siden af indbakken – mappen Andet, hvor hilsner, forespørgsler og spam fra personer, du ikke er venner med, havner. Let at overse og let at ignorere, særligt hvis man oftest bruger Facebook og Messenger på smartphone. Men den mappe kan vi godt vinke farvel til med Facebooks nye opdatering.

Facebook kalder det Message Requests og introducerer det som en måde for fremmede at komme i kontakt. Det er samtidig en måde at få Andet-mappen integreret i Facebooks Messenger-app.

En Message Request fra én, du ikke er venner med eller har fælles venner med, vil således havne direkte i din indbakke på både desktop og i Messenger. Herfra kan du så vælge at læse den eller lade være. Du kan samtidig selv vælge, om afsenderen skal kunne se, om du har læst den.

MessageReq1
Sådan kommer opdateringen til at se ud i praksis i Messenger.

 

Det lyder umiddelbart som en ladeport for “nigerianske prinse” eller “Gaddafis efterkommere”, der gerne vil have fat i dine kontooplysninger, men ifølge Facebook vil de gøre alt for at bekæmpe spam. Hvordan, oplyser de dog ikke i offentliggørelsen.

Opdateringen ruller ud over de næste par dage. Samtidig teaser Facebook for, at der er masser af ændringer på vej til Messenger i de kommende måneder. Det må vi afvente, at høre nærmere om.

Læs også: Facebook Messenger lancerer M – Zuckerbergs svar på Siri

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af