Sæt en stopper for streaming-utroskab med intelligente ringe

Du kommer hjem fra en lang arbejdsdag, og din kæreste har holdt fri. I sætter Jer i sofaen, åbner jeres streamingtjeneste, og BANG! – i ’recently watched’ ligger det nyeste afsnit ‘Game of Thrones’, som I netop skulle til at se sammen. #betrayal.

Det lyder måske bekendt. Mange par streamer sammen, og mange par er ’utro’ med de streamingtjenester mens deres partner er i byen, på arbejde eller bare er faldet i søvn. Netflix adultery, hedder det populært, og over 60 procent af streamere har begået det virtuelle utroskab.

Det vil det britiske isselskab Cornetto nu sætte en stopper for. Derfor har de annonceret Commitment Rings, et sæt ringe med indbygget teknologi, der skal gøre det umuligt at se serier uden begge parter af et forhold er i lokalet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ringene er udstyret med NFC(Near Field Communication)-teknologi, hvilket betyder at de to ringe skal være i tæt fysisk afstand, inden de kan tale sammen. Gennem en app, hvor parret sammen vælger hvilke serier der er off limits for solo-binging, låses bestemt indhold. Når ringene føres sammen, låser appen indholdet op og man kan se showet hånd i hånd.

Serielåsen er heldigvis kun aktiv i seks måneder – så man ikke bandlyses fra sit yndlingsprogram for evigt, hvis man pludselig bliver single. Derudover er der endnu ikke mange detaljer om hvor og hvordan ringene bliver sat i salg. Ifølge Cornetto har selskabet nu etableret kontakt med streamingservicerne, for at kunne integrere appen. Så det er altså ikke bare et marketingstunt.

Selvom det kan virke pudsigt, at det er et isselskab der står bag ringene, har Cornetto længe fejret ung kærlighed på nye måder. Det er da heller ikke første gang Cornetto har lavet en smart digital kampagne med fokus på teenage-kærlighed: Se bare deres 2014 ’Cupidity’-videoserie eller sidste års to-sidede kærlighedshistorie.

Hvorvidt Commitment Rings blot ender som et (glimrende) reklamefremstød eller bliver et reelt og udbredt produkt, må tiden vise. I al fald sætter Cornetto fokus på en bizar digital tendens og et #firstworldproblem.

Læs også: ‘Doom’s soundtrack gemmer på skjulte, dæmoniske beskeder

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af