Facebook vil give dig bedre reklamer – og viser dem selvom du bruger adblocker

Facebook vil give dig bedre reklamer – og viser dem selvom du bruger adblocker

Facebook ændrer deres reklamepolitik til at give dig reklamer du selv kan bestemme hvad skal indeholde – til gengæld kan du ikke længere fravælge at se dem.

I et blogindlæg indrømmer Facebook selv, at rigtig mange reklamer er rigtig dårlige. Altså forstået på den måde at de er irrelevante og uinteressante for lige netop dig. Derfor vil Facebook hjælpe dig med at få reklamer og sponsoreret nyt der rent faktisk tiltaler dig. De har lavet om i deres reklameindstillinger, så du fremover kan skræddersy dine præferencer til reklamer der har bedre odds for at sælge dig deres produkter. Smart for producenterne, behageligt for brugere. Eller hvad?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I virkeligheden er den nye personliggørelse af reklamer en videreudvikling af tendenser der har eksisteret længe: cookies sender allerede reklamer efter dig, der afspejler din søgehistorik, og Google kender dig efterhånden bedre end din egen mor.

Det er selvfølgelig rart at du ikke hele tiden behøver at scrolle forbi sæddonorkampagner hvis du er kvinde, men er det bedste alternativ virkelig at give reklamører insiderscoopet på din ønskeliste? For mange brugere har løsningen længe været en adblocker – ingen reklamer, ingen fristelser (eller irrelevante opslag).

Det er naturligvis ikke gået Facebook forbi at deres reklamer bliver blokeret af adblocker-værktøj. Derfor sætter de nu deres egen blokade op mod dem og trumpfer igennem på reklamefronten. Desktopbrugere vil fremover blive mødt med reklamer uanset hvilke plugins de har installeret der skulle forhindre det – men ifølge Facebook betyder de nye visningsmuligheder at kontrollen er bevaret hos den enkelte.

Blokering af adblockers har selvfølgelig rigtig meget at gøre med omsætningen der skabes gennem reklamering. En reklamefri visning kunne alternativt betyde betalings-Facebook, og det er hverken Facebook eller dets mange kunder og private brugere interesseret i. Men for at omgå adblockers bliver Facebook fremover nødt til at integrere reklamer i endnu højere grad.

Sponsoreret indhold og reklameindhold vises side om side med dine venners opdateringer, og tildeles derfor ved første øjekast samme opmærksomhedsgrad. Slut er dagene hvor reklamer blinkede og dingede for at få os til at kigge. Facebook har luret, less is more.

Du kan selvfølgelig skræddersy dine præferencer til at vise indhold du absolut ikke er interesseret i, men Facebook-opdateringen vil i udgangspunkt gøre reklamer meget mere effektive og subtile. Og det er problematisk.

Læs også: Ups: Stormzy afslørede ved en fejl Paul Pogbas rekord-salg på Facebook

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af