Spotify har det stramt med musikere, der indgår aftaler med Apple Music om ekslusive albumstreams – så stramt, at de igennem længere tid har udviklet måder at straffe disse musikere på. Sådan forlyder gårsdagens anklage i en rapport hos techsitet Bloomberg i hvert fald.
Ifølge techsitet kan anonyme kilder, der er ‘familiære med strategien’, fortælle, at Spotify gør de pågældende musikeres bagkatalog sværere at finde i søgninger, og at musikernes sange ikke vil optræde på streamingtjenestens playlister, når de lander hos Spotify et par uger eller måneder efter udgivelsen hos Apple Music. Spotify har eftersigende benyttet disse metoder igennem et år, med en eskalering de sidste par måneder. Også musikere med aftaler med Tidal er blevet ‘straffet’.
Apple Music er blevet Spotifys største konkurrent i streamingkrigen og har landet aftaler med store stjerner som Drake, Chance The Rapper og senest Frank Ocean, hvis to nye album, ‘Blonde’ og Endless’, eftersigende først bliver sluppet løs på andre streamingtjenester om et par uger.
Det vides dog ikke, om Ocean og co. er blandt de musikere, der bliver ‘gemt’ ovre hos Spotify, men de er heller ikke så afhængige af streamingtjenestens velsignelse. Kilder fortæller, at Spotify slår ned på mindre kendte navne, heriblandt de, der lader nye numre få premiere hos Zane Lowes radioprogram hos Beats 1.
Alt i alt grimme anklager, som Spotify (naturligvis) har afvist som ‘utvetydigt’ falske hos Recode. Anklagerne kommer i kølvandet på Universals udmeldning om, at selskabet i fremtiden vil stoppe eksklusive albumudgivelser. Så længe Apple og Tidal fortsat er klar på at betale for disse, kan branchens vrede giganter dog ikke stille så meget op.
Læs også: Gaming-musik: Spotify lancerer ny kategori med kuraterede playlister og officielle soundtracks