Apple har netop afholdt deres store afsløringsevent i San Fransisco. Der afslørede de, at der kommer en ny iPhone og nye Apple Watches ganske som vi forventede. Til gengæld blev der ikke afsløret nye MacBooks til nogles skuffelse.
Apple har opsummeret på 107 sekunder – vi har lavet en lidt mere fyldestgørende oversigt. Her er det samlede overblik over de nye ting, der kommer på markedet lige om lidt.
Apple Watch Series 2
Der kommer et nyt Apple Watch, som de ikke bare kalder 2, men Series 2. Fokus er stadig på, at de sporty typer kan få mere ud af uret. Derfor er det vandtæt helt ned til 50 meter. Uret kan også aflæse hvor langt, du svømmer, så du kan tracke dig selv, præcis ligesom løbere kan.
Til løberne er der nu en indbygget GPS, som er noget mange har kritiseret Apple Watch for ikke at have tidligere. Det betød nemlig, at de skulle have en iPhone med ude på løbeturen for at tracke deres rute. En fidus ved en indbygget GPS er, at du kan søge efter løbe og gå-ruter i nærheden af dig, som den så guider dig rundt på.
Hardware-mæssigt er der også nyt: Selve skærmen bliver to gange lysere end tidligere. Det gør den til den lyseste skærm, Apple nogensinde har lavet. Derudover er den også bygget af keramik, som eksempelvis OnePlus’ model X også kom i sidste år, som Apple siger skulle være stærkere end rustfrit stål.
Derudover kommer der også et Apple Watch Nike Plus, der er lavet specifikt til løbere. Uret prøver at motivere dig til at løbe ved at eksempelvis at sige »Du har ikke løbet i seks dage… Skal vi komme i gang?« og »Din ven Jeff har allerede løbet i dag« og så videre. Prik prik – kom ud og løb, din dovenlars.
Apple Watch Series 2 udkommer den 16. september og Nike-udgaven kommer i oktober. Begge koster 369 dollars, hvilket er 2.400 i danske kroner.
Småtingsafdelingen
WatchOS 3 – nu med Pokémon GO
Alle har – udover et nyt Apple Watch – ventet på Apples næste udgave af styresystemet til Apple Watch, WatchOS 3, og det fortalte de også mere om på eventet.
Lad os få den mest kulørte nyhed af vejen med det samme: Pokémon GO kommer til Apple Watch. Du får direkte på uret at vide, om der er Pokémon på din vej og når du kommer forbi et Pokéstop. Generelt kan du alt på uret, du kan i den gammeldaws smartphone-app.
Af andre ting i WatchOS 3 nævnte de blandt andet hurtigere adgang til apps, at du hurtigere kan skifte ur-udseende ved at swipe til venstre og hurtigere adgang til at SMS’er. Derudover kommer der en ny app, Breathe, der hver dag vil lave en vejrtrækningsøvelse med dig for at afstresse.
Super Mario udkommer på iPhone
Og så en nyhed til spil-nørderne: Super Mario udkommer med et nyt spil til iOS. Marios skaber, Shiguro Miyamoto, breakede – på meget rustent engelsk – at der udkommer et Super Mario-spil til iPhone.
Spillet er i den såkaldte endless runner-stil, hvor Mario løber af sig selv, og spilleren skal så trykke på skærmen, når han skal hoppe. Derudover vil du kunne spille mod andre, og se hvem der kan komme først i mål. Spillet udkommer før jul i 2016, og i Nintendo-sammenhæng er det ret stort, at de slipper deres maskot ud af deres egne systemer, noget de i lang tid har nægtet.
Derudover kommer der nogle Mario-stickers til SMS-appen, som kan bruges i iOS 10, og de skulle være klar til download på den 13. september, hvor iOS 10 udkommer.
iPhone 7 – nu med ekstra mange kameraer og nyt design
En profeti, som mange havde spået om, gik i opfyldelse: På iPhone 7 Plus vil der nu være to kameraer på bagsiden. Det betyder, at du kan zoome med kameraet og tage op til ti gange mere zoomede billeder end normalt. Kvaliteten skulle være god, selv zoomet helt ind.
Desuden kan de to kameraer også bruges til den såkaldte ‘bokeh’-effekt på fotografier. Det betyder, at dine fotografier kan være slørede i baggrunden, men skarpe i forgrunden. Det har hidtil kun været forbundet med professionelle high end-fotografier.
Der er også nyt på hardware-design-fronten. Apple har redesignet hjem-knappen på telefonen, så den nu kan mærke, hvor hårdt du trykker. Det er samme teknik, der er i de nyere MacBooks. En anden nyhed er, at din smartphone nu er vand- og støvresistent. Du kan derfor eksempelvis hoppe i vandet uden at være nervøs for din dyre iPhone.
På lydsiden er der også nyt. Der er nu to højtalere – én i hver ende – så du kan høre lyd i stereo. Og så blev en frygt, som mange ejere af dyre hovedtelefoner havde, bekræftet: Jackstikket er væk – så nu foregår al lyd gennem Lightning-sticket. Der følger dog en adapter med, så du kan bruge et jackstik i dine nye iPhone 7. Tanken bag beslutningen er, at der kommer flere og flere trådløse hovedtelefoner – og sådan nogle lancerede Apple da også lige: Airpods. De ligner de kendte, små øretelefoner, men helt uden ledninger. De kommer i oktober til den nette sum af ca. 1.300 danske kroner.
Ellers hørte vi alt det, vi plejer, når der er nye iPhones på vej: De er hurtigere og har bedre batteritid.
Du kan få den i en helt sort udgave, som de kalder jet black, en matsort, der bare hedder black, i guld, lyserød og sølv. De to udgaver er på gaden fra den 16. september og starter på henholdsvis 5.799 kroner for iPhone 7 og 6.899 for iPhone 7 Plus.
Det blev også afsløret at det nye styresystem, iOS 10, udkommer den 13. september.
Læs også: Apple lancerer iPhone 7 med Carpool Karaoke: Tim Cook og Pharell Williams får et lift