Tre NES Classic-spil, der holder i dag for både retro-gamere og nytilkommere

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nintendo har genudgivet deres legendariske konsol NES i en Classic Edition, der udover at være mindre – er fuldstændig ligesom i de gode, gamle 8 bit-dage. Vi har pløjet os igennem de 30 indbyggede spil for udpege de perler, der enten kan åbne dine øjne for den legendariske konsol eller vække 80’ernes minder til live.

Hvis du stadig er i tvivl, om NES Classic er noget for dig, så får du her mine top tre spil på konsollen, du bør overveje at købe den for – og på listen er der noget for den let øvede spiller til den hardcore retro-gamer.

Kirby's_Adventure

1. ‘Kirby’s Adventure’ – simpelt, sjovt og meget japansk

Kirby er en lille, pink masse med øjne, mund og fødder. Du kender ham nok, for han er en af Nintendos længstlevende karakterer. Det her er det første konsol-spil med ham.

Spillet minder i platform-præmis meget om ‘Super Mario’. Alting i spillet har dog en sød og nuttet stil, hvor Kirby kan sluge visse fjender og absorbere deres evner. Selvom det måske umiddelbart rettere lyder som noget fra en gyserfilm, er det kært på en unik og meget japansk måde. Kirby kan eksempelvis spise en fjende med en parasol og dermed selv få én, som han kan tæske fjenderne med – eller dale blidt ned fra himlen med alt efter humør.

Musikken i spillet er meget let og tegneserieagtig, så hvis du har en skidt dag, kan du ikke andet end komme i bedre humør: Spillet begynder med en instruktion i, hvordan du tegner Kirby, for Guds skyld.

Hvis du er til platform-spil, som ikke straffer dig med den visse død for de mindste fejltrin, så er Kirby et sjovt og meget hurtigt gennemført spil, som i dén grad fortjener din opmærksomhed.


Super_Mario_Bros._(NA)

2. Kig tilbage i spilhistorien med ‘Super Mario’

Selvfølgelig gennemsyrer Super Mario NES Classic. Udover at der i alt er seks spil med den blegfede bliktud på konsollen, så er han overalt – også uden for spillene.

Hvis du ikke gør noget i hovedmenuen, kommer han og bror Luigi løbende ind og går ind i spil selv, smadrer de velkendte ?-kasser og generelt fjoller rundt. På konsollen kan du gå på opdagelse i, hvorfor han er blevet synonym med Nintendo – lige fra det allerførste arkade-spil, ‘Donkey Kong’, hvor Mario (som dengang hed Jump Man) skal redde Daisy ved at hoppe over tønder, videre til ‘Mario Bros.’, hvor du skal samle point ved at hoppe på fjender i undergrunden – og så selvfølgelig ‘Super Mario Bros. 1’, ‘2’ og ‘3’, hvor Mario endelig fandt sin endelige, svampefrådende form i sidescrollingspil, som vi kender dem i dag.

Det er især dé spil, der virkelig er tiden værd. Hvis du spiller dem i rækkefølge, så er det også interessant at se, hvordan spillenes identitet udvikler sig. I det første kan du kun være store Mario eller ild-Mario. I toeren kan du ikke hoppe på fjenderne for at slå dem ihjel, men du skal kaste dem ind i hinanden – og i treeren kan du igen hoppe på dem, men også blive vaskebjørne-Mario, flyve og spille minispil.

Det er vitterligt et kig tilbage på en af spilhistoriens store giganter. Derudover ligger spillene udfordringsmæssigt i den komfortable midterzone, så alle fra let øvede til eksperterne kan være med.


Mega Man 2 Nes

3. Bliv slået til plukfisk af ‘Mega Man II’

Jeg er sikker på, at mangt en retro-gamer vil le af mig, når jeg siger at ‘Mega Man II’ er et pokkers svært spil. Men jeg vover pelsen og siger det alligevel.

Selve den grafiske stil er lidt nuttet og karikeret og det minder på mange punkter om ‘Super Mario’. Her spiller du dog den titulære ‘Mega Man’, som er en robot, der kan skyde laser ud af sin hånd. Du skal så i bedste platformer-stil fra A til B. Der er dog fjender, minibosser, dødsensfarlige robotter, raketter, laserstråler, pigge og fald fra høje tinder imellem dig og målet. Hvis du dør skal du ofte starte fra begyndelsen af de ret så lange og farefyldte områder i banerne.

Det er et spil, der tester din udholdenhed som spiller, men hvis du når igennem og besejrer bossen i enden af hver bane, så får ‘Mega Man’ nye evner, og det føles pokkers godt. Vil jeg tro. Jeg nåede aldrig så langt som at gennemføre en bane.

Læs også: NES Classic er en veludført gamingtidsrejse – ikke kun for de nostalgiske

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af