‘McFarland, USA’
Vi har set den hundrede gange før. Den inspirerende sportsfilm, baseret på en sand historie, om en ildsjæl, der opdager en talentfuld outsider, som han ihærdigt træner til at overkomme ydre og indre forhindringer og vinde et stort mesterskab. Alt imens begge parter konfronteres med deres fordomme om den anden og mødes i smuk forståelse.
Niki Caros ‘McFarland, USA’ er præcis efter bogen. Men det gør ikke så meget, når historien er velsmurt, trænerildsjælen er Amerikas mest sympatiske mand, Kevin Costner, og talenterne er en flok charmerende latinamerikanske markarbejdersønner, der viser sig som hurtige terrænløbere.
Da gymnasiefodboldtræneren Jim White (pokkers til navn, når man er stort set eneste hvide mand i byen) bliver fyret for at miste besindelsen, flytter han familien til den fattige californiske landbrugsby McFarland, hvor han har taget et job som idræts- og biologilærer. »Er vi i Mexico?« spørger ældstedatteren Julie (Morgan Saylor fra ‘Homeland’), da familien ruller ind i byen. »Har I burgere?« spørger Jim, da familien får præsenteret tacos-menuen på den lokale restaurant.
Første møde med eleverne er ligeså kikset. »Diaz – er det et populært navn, hvor I kommer fra?« spørger han tre brødre under idrætstimens navneopråb. »White – er det et populært navn, hvor du kommer fra?« svarer de kvikt og døber ham Blanco. Men da Jim opdager drengenes evner for at løbe langt og hurtigt – et talent, de har udviklet ved at plukke marker hver morgen og løbe frem og tilbage til skole – og overtaler rektor til at starte skolens første terrænløbehold, vinder han langsomt deres tillid.
Men kan han også få sine unge underhunde til at vinde over de snobbede eliteskoleelever fra Palo Alto, der har meget mere erfaring og tid til træning? Åh, hvor man håber.
Filmen balancerer på en knivsæg i forhold til at falde i kategorien ‘hvid person redder etniske minoriteter ud af elendigheden’ i stil med ‘The Blind Side’ og ‘Dangerous Minds.’ Men den holder sig på den rigtige side ved at droppe nedladenheden og give drengene og deres familier plads, respekt og nuancer. Holdkaptajn Thomas Valles (en fint følsom og passioneret Carlos Pratts) har et anspændt forhold til sin far, mens Diaz-brødrene bliver stoppet med burritos og kærlighed af deres bestemte mor (en herlig Diana Maria Riva).
Hun hiver dem resolut ud af sengen for at plukke kålhoveder klokken 4.30, men står i weekenden til gengæld i spidsen for en bilvask-fundraiser, der skal skaffe løbeholdet flottere dragter, og for at arrangere Julies surprise-quinceañera-fest.
Drengene er gode og hårdtarbejdende og har som sådan ikke brug for at blive reddet. Men de finder glæde og stolthed i sporten, ligesom Jim og familien gennem løberne finder varme og fællesskab i byen.
Costner er i sit es i rollen: På én gang varm og cool, macho og følsom, bekymret omsorgsgiver og hård indpisker, højtidelig motivator og ironisk wisecracker. Fotograf Terry Stacey fanger gennem White-familiens øjne byens forandring fra klaustrofobisk utryghed til varm hjemlighed og ikke mindst løbets rus gennem Californiens skiftende storslåede landskaber og løbernes meditativt rytmiske fødder i de støvede grusstier.
Okay, der er skruet godt op for slow motion-effekterne og også for patosen, men skidtet virker. Jeg sad med en klump i halsen på kanten af sædet og fik meget ukarakteristisk helt lyst til at løbe terrænløb. Eller i hvert fald tilslutte mig heppekoret. Kom så, McFarland Cougars!
Kort sagt:
‘McFarland, USA’ ligner på papiret en forudsigelig og sentimental sportsfilm, og den sparer da heller ikke på sukkeret. Men mest af alt overrasker den som en rørende og engagerende historie, der giver et nuanceret billede af fattige mexicansk-amerikaneres hverdag, viser, hvad sport kan betyde for den enkeltes selvværd og et samfunds fællesskabsfølelse, og minder om, hvor god Kevin Costner egentlig er.
Læs også: 12 skuespillere, der trænger til en genopstandelse
Læs også: On demand – Sjældent gode westerns fra nyere tid