1. ’The Three Burials of Melquiades Estrada’ (2005)
Tommy Lee Jones er aktuel med sin westernfilm ’The Homesman’, men det er ikke første gang, han har prøvet kræfter med genren. Han har gemt sine hundeøjne under cowboyhatten og lagt sin texasaccent til film som ’The Missing’, ’Lonesome Dove’, ’The Good Old Boys’ og ’No Country for Old Men’.
Og så har han instrueret ’The Three Burials of Melquiades Estrada’, der er inspireret af virkelige hændelser og handler om politimanden Mark Norton (Barry Pepper), som ved et uheld dræber en illegal mexicansk arbejder ved grænsen mellem Texas og Mexico. Den afdøde mexicaners ven, Pete Perkins (Tommy Lee Jones), sætter sig for at begrave ham i hans fødeby.
Filmen er Tommy Lee Jones’ første forsøg med både at instruere og spille hovedrollen. En dobbeltrolle, han klarede ubesværet, da han vandt prisen for bedste hovedrolle på Cannes i 2005. Og så er manuskriptet i øvrigt skrevet af Guillermo Arriaga, der også stod bag historien til Iñarrítus ’Babel’.
Kan ses på Viaplay.
2. ’Django Unchained’ (2012)
Quentin Tarantinos seneste skud på stammen behøver næppe nogen større introduktion. Tarantino har aldrig været bleg for at give mørke fortællinger og temaer et twist af skæve replikker og syrede scener. ’Django Unchained’ er ingen undtagelse, da den med en vis historisk frihed dykker ned i USA’s slavefortid tilsat både skarpe one-liners og blod en masse.
I denne spaghettiwestern sender Tarantino Django (Jamie Foxx) og dusørjægeren Dr. Schultz (Christoph Waltz) på en hævntogt igennem det amerikanske landskab, dels for at finde en flok berygtede kriminelle og dels for at finde Djangos kone Broomhilda.
Og så har den en kokosnøddrikkende Leonardo DiCaprio i en af sine mest vanvittige og sadistiske roller. »The ”D” is silent«.
Kan ses på Viaplay.
3. ’The Assassination of Jesse James By the Coward Robert Ford’ (2007)
Mens det i 1960’erne særligt var Italien, der stod for de store westernfilm, var det for blot få år siden Australien, der syntes at skyde mod genren på ny. Det så vi blandt andet med ’The Proposition’ og ’Ned Kelly’.
Kronen på værket må dog være Andrew Dominiks originale take på genren med den alenlange titel ’The Assassination of Jesse James By the Coward Robert Ford’. Robert Ford får sin drøm opfyldt, da den berømte og berygtede Jesse James tager ham under sine vinger. Langsomt udvikler venskabet sig dog til en magtkamp med nag og jalousi. Her er ingen cowboy hurtigere end sin egen skygge – her er kun mennesker. Filmen er således mest interesseret i den psykologiske dybde, og med sine smukke, atmosfæriske billeder, musik af Nick Cave og toppræstationer fra Brad Pitt og Casey Affleck er den allerede lidt af en nyklassiker i genren.
Kan ses på YouSee Play.
4. ’Meek’s Cutoff’ (2010)
Kelly Reichardt er blandt de vigtigste kvindelige instruktører i USA lige nu. Stilmæssigt har hun lagt sig et sted mellem europæisk fortællerform og amerikansk filmtradition. Hendes afdæmpede westernfilm ’Meek’s Cutoff’ er ingen undtagelse.
Vi følger en gruppe nybyggere, der i 1985 rejser igennem Oregons ørken, men farer vild og mister stedsansen i det barske og umenneskelige landskab, mens sulten og tørsten langsomt melder sig. I centrum er kvinden Emily (Michelle Williams), der ikke synes at få meget respekt blandt mændene i hendes flok.
Filmen skiller sig ud fra resten netop ved at se på den hårde, mandsdominerende western-verden fra et kvindeligt synspunkt, og alene af den grund er det en interessant, revisionistisk synsvinkel på den myte, Hollywoods westerns har bygget videre på i årtier. En film om den stille desperation og klaustrofobi i et åbent landskab.
Kan ses på Viaplay.
5. ’True Grit’ (2010)
Coen-brødrene har aldrig været bange for at lege med filmmediet, og det virker som om, at lige meget hvilket genre de kaster sig over, så formår de at behandle den med både kærlighed og forfriskende mangel på respekt. Og det gælder også deres forsøg ud i den klassiske westerngenre.
Vi følger den 14-årige pige Mattie (Hailee Steinfeld), der er på jagt efter personen, som slog hendes far ihjel. Undervejs får hun hjælp af den frygtløse, men fordrukne Rooster Cogburn (Jeff Bridges) og Texas-rangeren LaBoeuf (Matt Damon).
’True Grit’ er en filmatisering af samme Charles Portis-roman, som John Waynes film med samme titel fra 1969 byggede på. Men man skal ikke tage fejl. Selvom det er en western, er det først og fremmest en Coen-film, da den indeholder alle deres klassiske signaturtræk som ironi og eksplosiv vold i grænsen mellem absurd komedie og klassisk noir.
Kan ses på YouSee Play og Viaplay.
6. ’3:10 to Yuma’ (2007)
Siden John Wayne parkerede hesten, har westerngenren levet et hårdt liv, der i lange perioder har haft svært ved at definere sig selv og tiltrække det store publikum. James Mangolds remake af den 50 år gamle film med samme navn, der bygger på en Elmore Leonard-novelle, er dog et fint forsøg på at finde tilbage til rødderne.
Den fattige ranchejer Dan Evans (Christian Bale) ser muligheden for at tjene penge til sin familie, da den berygtede røver Ben Wade (Russell Crowe) er blevet fanget og skal transporteres til Yuma i Arizona. Rejsen bliver dog ikke helt ufarlig, da Wades bande vil gøre alt for at befri deres leder.
Billeder af det store amerikanske landskab og hektiske skuddueller gør ’3:10 to Yuma’ til en western i den klassiske forstand, men den er interessant, alene fordi vi ser den tidligere Batman og den tidligere Maximus-gladiator trække i cowboytøjet og levere stærke præstationer i kampen for overlevelse.
Kan ses på Viaplay.
7. ’Sukiyaki Western Django’ (2007)
Det er ikke kun Hollywood og Australien, der kan finde ud af at lave westernfilm. Japan har også gjort sit for at holde genren i live. ’Sukiyaki Western Django’ kan måske bedst beskrives som en japansk udgave af en Quentin Tarantino-film, da den befinder sig i grænselandet mellem Sergio Leone, ’Reservoir Dogs’ og japansk b-film. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at Tarantino selv spiller en rolle i filmen.
Da en enspænder vandrer rundt i de trøsteløse bjerge, bliver han tilfældigvis suget ind i en konflikt mellem to bander, der begge er på jagt efter en skat. Enspænderen tilbyder sin hjælp til den bande, der vil betale ham bedst, og snart er helvede brudt løs i urealistiske kampscener.
Det er et potpourri af genrereferencer, som filmnørder og Tarantino-fans nok vil holde af. Filmen er instrueret af den imponerende produktive kultinstruktør Takashi Miike, der også stod bag den sadomasochistiske ’Ichi the Killer’.
Kan ses på Viaplay og YouSee Play.
8. ’The Rover’ (2014)
I ’The Rover’ er hestene skiftet ud med firehjulstrækkere, men lugten af krudtrøg, det åbne, golde landskab og slemme outlaws er stadig til stede.
Filmen udspiller sig i en nær, dystopisk fremtid i den australske ørken efter et økonomisk kollaps. Enspænderen Eric (Guy Pearce) leder efter en bande, der har stjålet hans bil og med den alt, hvad han ejer. Undervejs finder han et ungt bandemedlem (Robert Pattinson), der er såret efter en skudduel.
Filmen er instrueret af David Michôd, der også stod bag det australske krimi-drama, ’Animal Kingdom’. ’The Rover’ er en atmosfærisk, neo-spaghettiwestern med eksplosiv vold og psykologisk dybde i sammenspillet mellem sine to hovedkarakterer. Robert Pattinson er for alvor ved at slippe sin ’Twilight’-fortid.
Kan ses på Viaplay.
9. ’There Will Be Blood’ (2007)
Paul Thomas Anderson overraskede hele filmverdenen, da han gik fra at lave den lille romantiske komedie ’Punch-Drunk Love’ til at lave den storslåede, episke ’There Will Be Blood’. Filmen er ganske vist ikke en western i traditionel forstand med revolvere og banditter, men den gode western er ofte en metafor over myten om den amerikanske drøm, og det må man så sandelig også sige, denne film er.
Filmen udspiller sig i den barske ørken i årene mellem 1898 og 1927 – i overgangen, hvor USA’s lovløse verden blev udskiftet med olie og økonomisk oprejsning – og handler om sølvgraveren Daniel Plainview, der tilfældigt støder på en oliekilde. Det bliver starten på et voksende borefirma. Undervejs tager Daniel en forældreløs dreng til sig, men mens han borer hul i jorden, og olien begynder at sive ud, kommer grådigheden og magtliderligheden også op til overfladen.
’There Will Be Blood’ lægger sig selvbevdst i forlængelse af tidligere amerikanske storfilm som’Citizen Kane’. Guitaristen fra Radiohead, Johnny Greenwood, har leveret soundtracket, der er blevet kaldt det bedste siden musikken til Coppolas ’Dommedag nu’, og så leverer Daniel Day-Lewis simpelthen en af filmhistoriens bedste præstationer.
Kan ses på YouSee Play.
10. ’Open Range’ (2003)
’Open Range’ er en af de mere traditionelle westernfilm i nyere tid, hvilket måske ikke er en overraskelse, når man hører, at Kevin Costner ikke kun spiller hovedrollen, men også har instrueret. Hans to tidligere film var nemlig ’The Postman’ og ’Danser med Ulve’, der begge låner fra genren.
Filmen handler om kvægdriveren Charlie Whaite (Costner), der har lagt revolverne på hylden og nu ridder rundt sammen med sin partner Boss Spearman (Robert Duvall). En dag forsvinder en af deres venner, og da det viser sig, at en korrupt sherif står bag, tvinges de to venner til at finde våbnene frem igen.
’Open Range’ trækker på alle konventionerne fra genrens storhedstid og er således beslægtet med Clint Eastwoods ’De nådeløse’.
Kan ses på YouSee Play, Viaplay og Netflix.
Læs også: On demand: Det skal du se i december
Læs også: Årtiets mest seværdige sort-hvide film