Årtiets mest seværdige sort-hvide film

Farver er sooo last year. I anledning af årets smukkeste film, den polske Oscar-kandidat ’Ida’, anbefaler vi 10 sorthvide film fra indeværende årti, som enhver filmelsker skylder sig selv at se.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’The Artist’ (2011)

Havde man før 2011 fortalt folk, at en fransk, sorthvid stumfilm ville vinde den næste Oscar, var man nok blevet spærret inde på den lukkede. Men lidt som ’Schindlers liste’ gjorde det i 90’erne, gav Michel Hazanavicius’ hyldest til Hollywoods stumfilmæra sorthvid-filmen et overraskende mainstream-gennembrud.

Filmen blev optaget i farver og derefter forvandlet til sort-hvid. Sorthvid bliver ofte brugt til at forstærke autenticiteten i historiske fiktioner, men det indlysende cue i ’The Artist’ var selvfølgelig, at den ikke kunne være andet end farveløs, når nu den med livlighed og præcision imiterede de elskede, dialogløse melodramaer fra 10’erne og 20’erne i alt lige fra kamerabevægelser og lys til plot og skuespillermimik.

Nogle affejede ’The Artist’ som en gimmick, men man må beundre både idé, udførsel og dens evne til at henlede opmærksomheden på en æra af filmhistorien, som har svært ved at gøre sig gældende i dag, med mindre det lige er Chaplin og Buster Keaton. ’The Artist’ viste, at ord- og farveløse film kan have så rigeligt at byde på, og forhåbentligt fik den antændt manges nysgerrighed efter at gå på opdagelse i de gamle stumfilmperler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Hesten fra Torino’ (2011)

Béla Tarr er kendt for sine hypnotiske, sort-hvide og dialogfattige film, som den over syv timer lange ’Sátántangó’. Og med sin spilletid på to en halv time er ’Hesten fra Torino’ en af den ungarske auteurs korte og mere tilgængelige film.

Den tager udgangspunkt i myten om en hest, der blev pisket i Torino, hvilket fremprovokerede filosoffen Friedrich Nietzsches mentale sammenbrud.

Den hændelse er dog ikke Béla Tarrs ærinde, for han starter filmen efter Nietszches død og fokuserer i stedet på hesten og dens fattige kusk, for hvem den svækkede hest er eneste vej til en indtjening.

Filmen er optaget i blot 30 indstillinger, der skildrer, hvordan kusken og hans familie kæmper for overlevelsen i det blæstfulde landskab. Det er smukt, barskt og malerisk, og overgiver man sig til langsommeligheden, venter der en trance-lignende oplevelse.

Selvom farvefilmen blev opfundet i 1935, blev brugen af farver i mange år betragtet som underlødig og upassende for den fine filmkunst. Farverne hørte de mere kulørte genrer til, mens seriøse film skulle være i sort-hvid, og selvom det skisma er ophævet i dag, er det stadig samme aura af renfærdig seriøsitet, som nutidige sort-hvid-film ofte bliver befrugtet af. For en vaskeægte film-asket som Béla Tarr giver farveløsheden derfor også kun mening.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Nebraska’ (2013)

Man kan spørge sig selv, hvorfor Alexander Paynes roadmovie om en gammel, halvdement mands jagt på gevinsten fra en lotteriseddel, som tydeligvis er svindel og humbug, skal fortælles i sort-hvid. Er det ikke bare at spille fint på den?

Men tænker man nærmere efter, giver det faktisk god mening. Det er en film om en mand, som lever i en verden, der ikke længere er hans, og den driver af en særlig blanding af nostalgi og desillusion på sin rejse til et mere og mere anakronistisk amerikansk lillebysamfund. For Bruce Derns Woody er det en rejse tilbage til fortiden, og de sort-hvide billeder skaber en særlig ikonografi, som løfter filmen til et poetisk stemningsbillede af USA’s main land.

Det gør ’Nebraska’ til den mest æstetisk gennemkomponerede film fra instruktøren bag ’Sideways’, ’About Schmidt’ og ’The Descendants’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Frances Ha’ (2012)

Noah Baumbachs film er på én måde en quirky newyorker-hipster-film af den slags, der er gået en hel del af på dusinet de seneste år.

Men filmen om den fysisk og mentalt hjemløse danser, spillet suverænt af Greta Gerwig, har også et andet lag, som den sort-hvide stil er med til at forstærke. Det er nemlig en hyldest til de legesyge film, der kom ud af den franske nybølge i 60’erne med Jean-Luc Godard i spidsen. Hans ’Åndeløs’ havde noget af den samme slentrende dramaturgi, samme portræt af unge storbymennesker, der har svært ved at finde ud af, hvad de skal stille op med tilværelsen og sig selv, som ’Frances Ha’ aspirerer efter.

Sort-hvid-æstetikken giver en tidsløshed til den ellers relativt tidsbestemte historie om en ungdomsgenerations  navlepillende selvbillede.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Tabu’ (2012)

Måske ’Tabu’ var blevet bemærket i bredere sammenhænge, hvis ’The Artist’ ikke havde overhalet den inden om.

Som den franske Oscar-vinder er Miguel Gomes’ film nemlig en hyldest til stumfilmæraens sentimentale melodramaer. Filmen handler om en døende kvinde, der fortæller historien om en gammel flamme på en farm i Afrika, og det er denne flashback-del om ulykkelig kærlighed, som den portugisiske instruktør fortæller som en stilbevidst stumfilm – godt nok med lyd, men uden dialog.

Hele filmen er i sort-hvid, hvilket – som i ’The Artist’ – styrker følelsen af at se en film vædet i en anden tid. Filmen fik ikke dansk premiere, men kan fanges på dvd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’A Field in England’ (2013)

Ben Wheatley er et af de mest spændende yngre navne i britisk film og er blevet kendt for sine voldelige, deadpan-komiske film som ’Sightseers’ og ’Down Terrace’, foruden hans overraskende gennembrudsthriller ’Kill List’.

’A Field in England’ er hans første periodefilm og foregår under borgerkrigen i 1700-tallets England. Filmen låner historisk autenticitet fra sort-hvid-æstetikken, men i virkeligheden er det alt andet end et gængs historisk drama. Den handler om en gruppe desertører, der kommer på sporet af en skjult skat på en nærliggende mark. Og som i Wheatleys andre film ender det i blod og mord til den helt store guldmedalje. Stilen er håndholdt og rå, og det sort-hvide kommer til at stå som en drilagtig kontrast til den kulørte fortælling, der faktisk udspiller sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Caesar Must Die’ (2012)

Paolo og Vittorio Tavianis film vandt Guldbjørnen på Berlin-festivalen i 2012 og handler om fanger i højsikkerhedslængen af fængslet Rebibbia i Rom, der øver og opfører Shakespeares ’Julius Cæsar’.

Shakespeare-stykket og de autentiske fangers historie krydser hinandens spor, og de nøgne, sort-hvide billeder lægger et lag af ophøjet virkelighed til det dokumentariske udgangspunkt. Man bliver i tvivl, om hvad der er iscenesat, hvad der er skuespil, og hvad der er ufiltreret virkelighed, og pludselig er det ikke bare konkrete fanger i et konkret fængsel, vi møder, men alle fanger i alle fængsler. Sådan føles det i hvert fald.

Effekten af sort-hvid-metoden mærker man tydeligt, når filmen i starten og slutningen viser premieren på fangernes stykke i helt almindelige, røvkedelige farver, og her har scenerne slet ikke samme renskurede intensitet som i den sort-hvide hovedpart af filmen, hvor de kølige fængselsmure møder Shakespeares elegance og går op i en overraskende enhed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Frankenweenie’ (2012)

Tim Burtons stop motion-animationsfilm er en hyldest til James Whales klassiske ’Frankenstein’-film fra 1931, hvorfor det sort-hvide udtryk giver rigtigt meget meta-mening.

Den bygger på Burtons egen gamle kortfilm fra 1984, som blev syltet af Disney, der i samme ombæring fyrede instruktøren på gråt papir. ’Frankenweenie’ er en snedig hævn, en sød horrorfilm om drengen Victor, hvis hund Sparky bliver dræbt i en trafikulykke. Det er der heldigvis råd for, for Victor er en talentfuld videnskabsmand, og han vækker Sparky til live som en anden Dr. Frankenstein.

Den knivskarpe sort-hvide animation forstærker charmen i det visuelle udtryk, som karakterernes store øjne, der næsten ikke er til at stå for. Som Burton selv har udtalt:

»Man skal ikke gøre det på alle film, men når man tager farven ud af noget, begynder man at kigge efter andre ting, som tekstur og karakterer«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’Keyhole’ (2011)

Guy Maddin er en instruktør som ingen anden. Hans film – som ’Brand Upon the Brain’ og ’The Saddest Music in the World’ med Isabella Rossellini (som også er med i ’Keyhole’) – er nemlig surrealistiske stumfilm i ånden efter tysk ekspressionisme fra 20’erne, tilsat en moderne fornemmelse for mareridtsagtige sammenstillinger og selvbevidst melodrama.

I ’My Winnipeg’ overførte han stilen til en selvbiografisk, doku-essayistisk fortælling om hans frostkolde canadiske hjemby, Winnipeg, og i ’Keyhole’ kommer han så tættere på en egentlig fremadskridende historie, end han har været før. En bande søger tilflugt fra politiet i et forladt hus. De har et gidsel, men det er ikke så meget gangsterplottet, der er i filmens fokus. For eksempel fortælles historien af en nøgen, lænket gammel mand på loftet.

Er man frisk på en overraskende og gådefuld filmisk oplevelse, må man ikke snyde sig selv for  Maddins film. Og skulle man ikke forstå det hele, kan man trøste sig med instruktørens egne ord:

»Filmen vil stå krystalklart, efter du har set den tredje gang«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’Det hvide bånd’ (2009)

Okay, strengt taget er Michael Hanekes mesterværk fra 2009, men den fik dansk premiere i begyndelsen af 2010, og enhver chance man har for at fremhæve ‘Det hvide bånd’, skal man udnytte, så vi sniger den med alligevel.

Filmen udspiller sig før Første Verdenskrig i en tysk landsby, hvor en række mystiske, voldelige hændelser ryster det lille samfund. Ingen ved, hvem gerningsmændene er, og det interessante er heller ikke whodunnit, men reaktionen på forbrydelserne fra de autoritære instanser som præsten, læreren og patriarken. Her ser vi kimen til den samfundsorden, som førte til nazi-styret et par årtier senere.

Haneke laver klinisk præcise film, og det virker derfor helt oplagt, at hans første historiske fortælling ledsages af krystalklare sort-hvide billeder, der fremhæver enhver detalje i miljøet og karakterernes ansigtsudtryk. Filmen er sublimt fotograferet af Christian Berger, Hanekes faste fotograf, og den vandt fortjent Guldpalmen i Cannes.

Læs også: On demand: 10 biografoversete indiefilm, du bør streame

Læs også: Det skal du se i december

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af