1. ’Force Majeure’
Med ’De ufrivillige’ og ’Play’ har svenske Ruben Östlund bevist, at han som sin landsmand Roy Andersson har et mesterligt blik for at dykke ned i den menneskelige psyke ved at fokusere på hverdagsøjeblikke og situationer, som vi alle kender lidt for godt.
I ’Force Majeure’ følger vi det svenske par Ebba og Tomas, der sammen med deres børn er taget på skiferie i de franske alper. En ellers fredelig frokost ændrer dog alt, da en lavine kommer buldrende mod restauranten. Mens Ebba instinktivt beskytter sine børn, stikker Tomas af for at redde sig selv. Ingen kommer til skade, men den kujonagtige ægtemands adfærd får dybe konsekvenser for forholdet og familien.
Östlund balancerer som sædvanligt mellem at være køligt distanceret og ekstremt udleverende og nærværende, tilsat en god portion sort humor. En tilgang, der gav ’Force Majeure’ en pris på Cannes og har gjort filmen til Sveriges bud på en Oscar-kandidat.
Premiere 11. december.
2. ’Bag fjendens linjer’
’Bag fjendens linjer’ (originaltitel: ’71’) er lidt som ’Black Hawk Down’ – blot sat under oprøret og urolighederne i Belfast i 1971. Filmen følger den engelske soldat Gary, der midt i et kaotisk sammenstød efterlades bag fjendens linjer af sin patrulje. Mens katolikker og protestanter støder voldeligt sammen, kæmper Gary for at finde en vej ud, velvidende at det resulterer i hans død, hvis han bliver fundet.
Soldaten Gary spilles af stortalentet Jack O’Connell – et navn, der i den grad giver genlyd i denne tid, da skuespilleren lander med en hel stribe pragtpræstationer: Ud over ’Bag fjendens linjer’ både fængselsfilmen ’Starred Up’ og Angelina Jolies kommende ’Unbroken’.
’Bag fjendens linjer’ havde premiere på årets filmfestival i Berlin og fik stærke anmeldelser med på vejen.
Premiere 18. december.
3. ’The Homesman’
Tommy Lee Jones er blandt de prominente skuespillere, der ubesværet krydser grænsen mellem skuespiller og instruktør. Han beviste sine instruktørevner med den lidt oversete western ’The Three Burials of Melquiades Estrada’, og nu vender han tilbage med en film i samme genre, ’The Homesman’, hvor han både er foran og bag kameraet.
Filmen udmærker sig ved at fokusere på kvindernes plads i det mandsdominerede western-samfund. George Briggs (Tommy Lee Jones) er hængningsdøden nær, da han bliver reddet af den mandhaftige kvinde Mary Bee (Hilary Swank), som er så usædvanligt selvstændig, at hun har svært ved at finde en mand. Modstræbende indvilliger Briggs i at hjælpe Mary Bee med at transportere tre sindsforstyrrede kvinder på en ikke helt ufarlig rejse fra Nebraska til Iowa.
’The Homesman’ deltog i konkurrencen om Guldpalmen ved årets filmfestival i Cannes, hvor især Tommy Lee Jones’ egen præstation blev rost til skyerne. Og så har filmen oven i købet to danske skuespillere med, David Dencik i en ganske lille rolle og Sonja Richter, som spiller en af de tre skøre kvinder.
Premiere 4. december.
4. ’The Riot Club’
Danske Lone Scherfig har med ’The Riot Club’ lavet endnu en britisk film efter ’An Education’ og ’One Day’, og denne gang er scenen sat i en eksklusiv loge bag væggene på Oxford-universitetet, et af de ældste, mest prestigefyldte universiteter i verden.
Filmens Riot Club er inspireret af Bullingdon Club, en loge skabt på Oxford i slutningen af 1700-tallet, som i dag er berømt og berygtet for sin mystik, sit ekstreme overforbrug og sin destruktive adfærd, som blandt andre Storbritanniens kansler George Osborne og premierministeren David Cameron har været medlem af.
I ’The Riot Club’ følger vi to nye medlemmers optagelse i logen, hvor ens rygte kan blive ødelagt eller skabt på blot en enkelt aften. Det er som ’Døde poeters klub’ – krydret med humor, mørke og masochistisk nydelse.
Premiere 4. december.
5. ’Trash’
Instruktøren Stephen Daldry har flere gange vist, at han har sans for fortællinger om børn, der befinder sig i konflikter langt større end dem selv. Det har vi set i både ’Billy Elliot’ og ’Ekstremt højt & utrolig tæt på’.
I ’Trash’ er balletskolen i England og de hektiske gader på Manhattan skiftet ud med et slidt Rio de Janeiro, hvor tre drenge overlever fra dag til dag ved at rode igennem affald. Her gør de sig en opdagelse, der gør dem til ufrivillige whistleblowers i en korrupt og brutal storby.
Stephen Daldrys fire film, der udover de to førnævnte er ’The Hours’ og ’The Reader’, har alle modtaget Oscar-nomineringer. En herre med et ganske højt bundniveau.
Premiere 4. december.
6. ’Vintersøvn’
Den tyrkiske manuskriptforfatter, skuespiller, fotograf og instruktør Nuri Bilge Ceylans ’Vintersøvn’ vandt Guldpalmen på årets Cannes-festival. Før det havde Ceylan fire gange tidligere haft sine film med i konkurrence, og alle fire gange vandt de priser, så han er i den grad en Cannes-yndling.
I ’Vintersøvn’ følger vi Aydin, en tidligere skuespiller, der driver et hotel på den anatolske højslette sammen med sin unge kone. Efter en skilsmisse flytter Aydins søster ligeledes ind. Da vinteren kommer og reducerer hotellets funktion til et sted, hvor man er fanget, hvis man først søger ly, finder vi langsomt ud af, at Aydin måske ikke helt er det humanistiske forbillede, som han giver sig ud for.
Det bliver til en intens snakkefilm om skyld, moral og samfundsklasser med reference til de helt store forfattere som Dostojevskij og Tolstoj.
Premiere 18. december.
7. ’Girlhood’
I et slidt parisisk forstadskvarter, mellem store betonbygninger, møder vi Marieme. En ung kvinde, der på grund af dårlige karakterer ikke længere er herre over sin egen fremtid. Tilmed bruger hun dagen på at tage sig af sine mindre søskende og kæmpe med undertrykkende storbror og en mor, der aldrig er hjemme.
Problemer er der nok af for Marieme, men instruktøren Céline Sciamma (’Tomboy’) insisterer alligevel på at finde det smukke i det hårdt belastede miljø, da Mariemes finder en vej ud af det hårde liv som medlem af en pigebande.
Med brutale gadeslåskampe, et ørehængende elektronisk pop-soundtrack og intime scener, som når pigerne badet i blåt lys synger med på Rihannas ’Diamond’, tager ’Girlhood’ dig virkelig ind under huden på pigernes intense venskab.
Premiere 4. december.
8. ’All Inclusive’
Med ’En kort en lang’, ’Oh Happy Day’ og ’Sover Dolly på ryggen?’ har Hella Joof bevist sit værd som instruktør af romantiske film, der balancerer mellem luftig komedie og følsomt drama.
Nu er hun tilbage med ’All Inclusive’, en film om de to søskende Ditte (Danica Curcic) og Sigrid (Maria Rossing), der tager deres mor, Lise (Bodil Jørgensen), med til Malta for at fejre hendes 60 års fødselsdag. Allerede i lufthavnen går det dog galt, da det kommer frem, at Lise netop er blevet forladt af sin mand, og et forsøg på at gøre mor-Lise glad igen med et romantisk setup ender selvfølgelig i forviklinger og intriger.
Vi skal nok ikke forvente os et skæbnetungt filmdrama, men til at fordøje julemaden kunne filmen meget vel være værd at indtage, ikke mindst på grund af det lovende cast, der også tæller Rasmus Bjerg, Mia Lyhne og Carsten Bjørnlund.
Premiere 25. december.
Læs også: Oscar 2015: Et tidigt bud på de stærkeste kandidater
Læs også: ‘Girlhood’-instruktør: »Pigerne ligner noget fra West Side Story«