–
1. Meryl Streep
Vi lægger hårdt ud, for mange vil sikkert protestere over inkluderingen af den 18-dobbelte Oscar-nominerede dronning af Hollywood. For har ’La Streep’ ikke præcis lige så stor succes, som hun altid har haft det siden gennembruddet med ’The Deer Hunter’ i 1978? Jo, det må man medgive. Hun bliver endda fortsat rutinemæssigt nomineret til en Oscar, hver gang hun stiller op i en film, så hvad er problemet egentlig?
Streep har først og fremmest et tilsyneladende enormt kontrolbehov i forhold til at sætte sig tungt på de produktioner, hun deltager i. Hun vil ikke udfordres af andre, hun vil udfordre sig selv. Derfor har hun stort set ikke arbejdet sammen med en eneste instruktør fra Hollywoods øvre lag, men ladet sig nøje med mere ubeskrevne blade, der føjer hendes trang til at tage tøjlerne på alt, hvad hun arbejder med.
Det er blevet til en enkelt undtagelse i nyere tid, nemlig på Spike Jonzes 12 år gamle ’Adaptation’, hvor hendes potrygende, orkidebegejstrede karakter Susan Orlean var en lise af skæve ideer og uforstilt karisma. Det ville være fantastisk at se Streep springe ud på dybt vand igen i en mindre produktion med et af tidens upcoming-navne i instruktørstolen: Gad vide hvad fx Xavier Dolan eller Jeff Nichols ville kunne hive frem i hende? Alternativt kunne hun arbejde forholdsvis big budget med prominente navne a la Fincher, Scorsese eller Coen-brødrene. Kom nu, Meryl!
–
2. Kevin Costner
Kevin Costner brød igennem i CIA-thrilleren ’No Way Out’ og Brian de Palmas ’The Untouchables’ i slut-80’erne og blev den ukronede konge af Hollywood med film som ’Dances with Wolves’ (som han vandt en omstridt Oscar som bedste instruktør for over Scorsese og ’Goodfellas’…), ’Robin Hood: Prince of Thieves’ og ’The Bodyguard’, der også viste hans evner som romantisk leading man. Han fik oven i købet kritikerroser for film som ’JFK’ og ’A Perfect World’. Med andre ord: Costner var på toppen fra 1987-93.
Nedturen begyndte med hans monstrøst overgjorte, post-apokalyptiske sci-fi-drama ’Waterworld’, der blev en dundrende fiasko. Herfra har det været så som så med lyspunkterne for Costner, der har forsøgt sig i alt fra sportsfilm (’Tin Cup’) til superheltefilm (’Man of Steel’). Han havde en kort opblomstring i 2000 med sin rolle i Cubakrise-fremstillingen ’Thirteen Days’ og viste fornyet vilje til at gøre en figur i tv-miniserien ’Hatfields and McCoys’, som han vandt en Emmy for i 2012 for bedste hovedrolle i en miniserie.
Der er altså visse livstegn at spore i Costners aktiviteter, men det kunne være interessant at se ham udnytte sin nu næsten 60-årige erfaring og tyngde i en tung, seriøs rolle, hvor han bruger sin alder frem for at løbe væk fra den.
–
3. Will Smith
Will Smith er som brand betragtet en fantastisk succeshistorie. På toppen af sin kommercielle ydeevne leverede han otte nummer ét-film i træk på den amerikanske box office-liste. Og trods floppet med ’After Earth’, hans 2013-sci-fi film sammen med sønnike Jaden, er han fortsat anset som klodens mest indtjeningsstærke filmstjerne ifølge Forbes. Men han er også manden, der sagde nej til at medvirke i ’Django Unchained’, fordi han hellere ville lave netop ’After Earth’. Man får nemt det indtryk, at Smith kigger mere på tegnebogen end på tegnebrættet, når han vælger roller.
Smith er blevet et brand og desuden et emblem for Hollywoods våde drøm om den perfekte sorte stjerne. Bag brandet lurer et menneske med et talent for at komme ud over rampen med sin umiskendelige charme. Tag den første ’Men in Black’-film som et eksempel: Her er Smiths blanding af deadpan-humor og street-smart adfærd ægte og smittende, en for så vidt beleven videreførelse af hans signaturrolle i tv-serien ’The Fresh Prince of Bel-Air’, der løb over skærmen fra 1991-96.
Smith er måske ikke et talent på linje med hverken Denzel Washington eller Forest Whitaker, de to sorte skuespillere, han – tilfældigvis – tabte til i kampen om en hovedrolle-Oscar i hhv. 2001 (’Ali’) og 2006 (’The Pursuit of Happyness’). Men det ville være forfriskende at se ham genfinde roden til sit talent: Den begejstrede, åbne, ærlige og livlige personlighed, der kan kommunikere følelser og situationskomik, så man kan mærke hans energi som en frisk brise over lærredet.
–
4. Russell Crowe
Åh, Russell Crowe… hvad skal vi dog stille op med dig? Crowe var vel jordens største filmstjerne omkring årtusindskiftet og opnåede som den første siden Marlon Brando i 1950’erne at blive nomineret til en hovedrolle-Oscar tre år i træk (1999-2001).
Og hvilke præstationer! Crowes ofte formummede, men også enormt fysisk ladede spil gjorde ham eminent i en lang række forskelligartede roller: Den småkvabsede, gråhårede tobaksfirma-’whistleblower’ Jeffrey Wigand i Michael Manns ’The Insider’, den letantændelige politiofficer ’Bud’ White i Curtis Hansons ’L.A. Confidential’, den muskelsvulmende, men indebrændte gestaltning af en sandal-og-sværd-helt i Ridley Scotts ’Gladiator’ og matematikgeniet John Nash i ’A Beautiful Mind’.
Siden da? Der er sneget sig en uklædelig pompøsitet ind i Crowes rollevalg med årene, hvad enten vi taler ’Robin Hood’, ’Noah’ eller hans heftigt kritiserede præstation i Tom Hoopers musicaludgave af ’Les Miserables’. Crowe virker som en skygge af sig selv, en verdensfjern superstjerne med et enormt ego, der har glemt, hvorfor han blev skuespiller i første omgang. Hvis nogen kunne have brug for at tage McConaughey-ruten mod fornyet succes og anerkendelse, er det Crowe. Men om han har viljen og selvindsigten til det, er nok mere end tvivlsomt. Talentet er der ellers uomtvisteligt.
–
5. Halle Berry
Nogle vil nok hævde, at Berry ikke hører hjemme på en liste som denne, da hun har haft overmåde svært ved at overbevise om sit skuespillertalent, siden hun hjemtog en Oscar for rollen som svært uheldig singlemor i ’Monster’s Ball’.
Hun vandt ved den lejlighed over legendariske Sissy Spacek, der i ’In the Bedroom’ leverer en anderledes indadvendt fremstilling af en mors sorgproces. Berry – derimod – hælder alt ud: Hun græder, så snottet løber, og horer, så møblerne vælter… Der er med andre ord tale om en anderledes, fysisk udadvendt gestaltning af sorgens spøgelse. Det kan man mene om, hvad man vil, men det var måske ikke just overraskende, at Oscar-akademiet havde nemmest ved at se det storartede i Berrys spillestil.
Oscar-historien er desværre rig på tilfælde af unge, kvindelige starletter, der har haft overordentligt vanskeligt ved at følge op på en tidlig triumf (vi nævner i flæng: Gwyneth Paltrow, Charlize Theron, Jennifer Connelly, Reese Witherspoon, Jennifer Hudson, Hilary Swank…), men Berry er måske det grelleste eksempel hidtil. Hun er gået fra den ene pauvre film til den anden, tilsyneladende aldeles uden et indre kompas, i forhold til hvordan man skaber sig en langtidsholdbar karriere med et seriøst tilsnit.
Hun skal dog have den ros, at hun har gjort forsøget ved at medvirke i Susanne Biers amerikanske lavbudgetproduktion ’Things We Lost in the Fire’, men hun mangler endnu at overbevise om, at hun er andet og mere end en one trick pony.
–
6. Meg Ryan
Hvem har ikke været forelsket i Meg Ryan? Hun var filmens bedste svar på naboens kønne datter, der med naturlighed, charme, humor og empati betager alle omkring sig. Hendes simulerede orgasme i ’When Harry Met Sally’ er en klassiker, og hun leverede versioner over samme tema i en række 90’er-film, der gjorde hende til den romantiske komedies dronning i hele årtiet: ’Sleepless in Seattle’, ’You’ve Got Mail’, ’French Kiss’ – og i den mere (melo)dramatunge aftapning: ’When a Man Loves a Woman’.
Ryan fik en kortvarigt vovet opblomstring i Jane Campions erotiske ’In the Cut’ fra 2003, men er desværre siden faldet i en fælde, Hollywood-systemet opstiller for 90 procent af dens kvindelige udøvere: Aldersfælden. Aldersfascisme er en grim ting, men den er direkte nådesløs i Hollywood, og Ryan er et godt eksempel. Når man ser nylige billeder af hende, tror man næppe sine egne øjne: Den naturlige skønhed er blevet forvandlet til et omvandrende botox-mareridt, der får Nicole Kidman til at ligne en everyday mom på joggingtur.
Det bliver svært at dæmpe botoxens nervedræbende sideeffekter, men hvis bare Ryan kunne finde en passende rolle, der respekterer alderens attributter, ville hun måske stadig kunne stråle. Hendes komiske timing, sødmefulde henkastethed og sikre repliklevering går der ikke mange af på dusinet. Det er synd for os alle sammen, at Ryan (og med hende mange andre kvindelige skuespillere) kun har 15 år at brænde igennem på, før de kasseres og smides ud til højre.
–
7. Adrien Brody
Det mandlige svar på Halle Berry? Måske. Brody har i hvert fald haft overmåde svært ved at følge op på sin udmarvede, sultne og plagede Wladyslaw Szpilman i jødeforfølgelsesdramaet ’The Pianist’. Mestendels har vi set ham pjanke uforpligtende rundt i en række tynde biroller, der mest er karakteriseret ved, at Brody lever op til publikums forventninger om, hvad hans medvirken signalerer: En uhøjtidelig, skæv og lidt selvfed nonchalance med en rest af gårsdagens stjerneglimmer over sig.
Han kan være rigtig sjov – for eksempel er hans fremstilling af Salvador Dalí i Woody Allens ’Midnight in Paris’ ret kostelig, men han er også kun på lærredet i ganske få minutter. Efter sigende var han i spil til rollen som Jokeren i ’The Dark Knight’, men karakteristisk for hans post-Oscar-karriere blev det ikke til noget (og resten er historie, som man siger…).
Hvis Brody kunne få en rigtig hovedrolle i en film, hvor han afbalancerer sin komiske timing med den underliggende melankoli, der ligger på lur i de store, mørke hundeøjne, ville han måske kunne levere noget særligt? Poul Thomas Anderson eller Bennett Miller ville måske være mænd for at give ham en skæbnetung karakterrolle med kød på.
–
8. Tom Cruise
Tom Cruise er god nok, og mange af hans sci-fi/actionfilm er bestemt solide. Men siden ’Minority Report’ fra 2002, er han kørt lidt fast i en gænge, hvor det virker, som om alt han laver helst skal have en snert af Spielberg-filmens tematikker og gerne i et blandingsforhold, hvor hans ’Mission Impossible’-persona kan luftes samtidig. Den form for forudsigelighed belønner sig sjældent i længden, men Cruise har tidligere vist vilje til at udfordre sig selv med film, der går imod den gængse biografgængers opfattelse af, hvad han indeholder.
Han fik et seriøst gennembrud som den kørestolsbundne vietnamveteran i ’Born on the Fourth of July’, han uddrev dæmoner som den farsvigtede mandeterapeut i ’Magnolia’, og han demonstrerede komisk (selv)indsigt i ’Tropic Thunder’.
Tom Cruise har måske ikke så meget at bevise, og hans karriere taler for sig selv, men det ville være rart at se ham gøre friske forsøg uden for sin etablerede komfortzone. Fx kunne det være interessant at se Poul Thomas Anderson tage stafetten op fra ’Magnolia’ og invitere Cruise tilbage i folden på et kommende projekt? Med mindre altså Tom betakker sig: Han var efter sigende ikke begejstret for PTA’s Scientology-kritiske ’The Master’…
–
9. Tim Robbins
Har Tim Robbins helt opgivet ævred? Man kunne godt få den kætterske tanke med henvisning til hans sløve cv over de seneste ti år. Trak skilsmissen fra Susan Sarandon de sidste tænder ud af løvens mund?
Hvorom alting er: Robbins er lidt en gåde, når det kommer til karriereforvaltning. ’War of the Worlds’ og ’Green Lantern’ og en række uanseelige film fra laveste skuffe er det blevet til siden hans Oscar-vindende birolle i Clintens ’Mystic River’ fra 2002. For en mand, der skabte sig et navn med markante roller i film som ’Bull Durham’, ’Bob Roberts’, ’The Player’, ’The Shawshank Redemption’ og ’The Hudsucker Proxy’ i årene 1988-95 – foruden at han instruerede sin daværende kone, Sarandon, til Oscar-triumf i ’Dead Man Walking’ – er det en sært uambitiøs tørkeperiode.
Gad vide, hvad der skal til for at vække Robbins, hvis register rækker fra det selvudslettende og indeklemte til det pralende og selvsikre, fra sin slummer? Efter sigende er han i gang med præ-produktion på filmen ’Man Under’ (med Chloë Grace Moretz og Michelle Pfeiffer), som han selv spiller med i og instruerer. Det er nok for meget at håbe på en regulær ’McConaissance’, men det kunne være rart at se Tim kridte banen op igen.
–
10. Jim Carrey
Når man – med støt stigende misbilligelse, efterhånden som filmen skred frem – ser Carrey i en af hans sene roller, den dybt gennemsnitlige ’Yes Man’ fra 2008, bliver man nærmest forstemt over måden, hvorpå hans typiske fysiske schticks suger enhver troværdighed ud af hans karakter og samtidig formår at suge al energi eller kemi ud af interaktionerne med hans medskuespillere (Bradley Cooper og Zooey Deschanel).
Hvis man var ung i 90’erne, er det svært ikke at mærke et stik af nostalgi (eller brøle af grin), når man tænker på Carreys komiske glansroller (’Ace Ventura: Pet Detective’, ’The Mask’ etc.), fra dengang hans karakterer var friske, gale og geniale frem for kalkulerede forsøg på at malke en formel. Sidenhen viste han flere (alvorligere) sider af sit talent i film som ’The Truman Show’, ’Man on the Moon’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, hvor hans gakkede intuition vendes på hovedet, så overfladen af lårklaskende komik falder ud som utilpassethed, fremmedgjorthed og melankoli.
Carreys gamle makker fra ’Dumb and Dumber’, Jeff Daniels, har vist, at den midaldrende mands hang til hængemave, sammensunkne ansigtstræk og indignation over tabt ungdom og virilitet kan bruges konstruktivt i kunstnerisk øjemed. Det er en skam, at superstjernen Carrey virker for forfængelig og glat til at tage springet ud i en type rolle, der fordrer, at han lægger disse karaktertræk på hylden. Det kunne være befriende at se ham lade den indre Bill Murray træde frem med skæg og pjusket hår. Mon ikke han er derinde et sted, bag de store armbevægelser og det hysterisk brede smil?
–
11. Winona Ryder
Ryder var om nogen slacker-generationens ’it-girl’. Hun var skræmmende god i ultimative generation X-film som ’Heathers’ og ’Reality Bites’ og var som et drømmesyn af fragil skønhed i Tim Burtons ’Edward Scissorhands’ og Martin Scorseses ’The Age of Innocence’. Hun var ydermere overbevisende i så forskellige film som ’Mermaids’, ’Little Women’ og ’Girl Interrupted’.
Som så mange andre kvinder i Hollywood har Ryder i takt med alderens indhug haft overmåde svært ved at fastholde sin position. Da hun ydermere er så tæt sammenflikket med hele Gen X-begrebet og 90’ernes alternative musik- og filmkultur (hun datede Johnny Depp og Soul Asylums Dave Pirner i løbet af årtiet, hvilket understregede hendes status som pinup for en generation), har det været svært for hende at bryde gennem med relevante filmroller i det nye årtusinde.
Ryder viste dog ægte talent i sine unge år, og da hun stadig er skøn at skue, virker det besynderligt, at hun ikke i højere grad har fundet anvendelse. Darren Aronofsky gav hende en mindre rolle i ’Black Swan’, som indeholder en ond ironi, fordi den på en måde er et billede på Ryders egen post-2000-karriere som den udtjente stjerne, der må se sig overhalet af nye, unge starletter.
–
12. John Cusack
Cusack er en produktiv herre, men nogle gange ville det måske være bedre, hvis han lige satte en prop i sin arbejdsaktivitet og overvejede, hvilke roller det rent faktisk ville være umagen værd at hoppe ud i (det kan vi jo kalde for ’Nicholas Cage-syndromet’). Der er lidt for mange mildest talt ujævne titler på hans cv, såsom ’Hot Tub Time Machine’ og Roland Emmerichs katastrofefilm ’2012’…
Som andre Gen X-stjerner som Winona Ryder og Meg Ryan har det set tyndt ud for Cusack på den anden side af storhedstiden i 90’erne. Siden ’High Fidelity’ i 2000 har der været dømt spredt fægtning snarere end fokuseret karrierepleje. En skam al den stund, at Cusack – trods det faktum, at han altid har delt vandene – var et bud på en markant yngre filmstjerne i for eksempel Stephen Frears’ fremragende ’The Grifters’, Woody Allens ’Shadows and Fog’ og ’Bullets Over Broadway’, seriøse artfilm som ’The Thin Red Line’ og ’Being John Malkovich’ og mere kommercielle film som ’Grosse Point Blank’ og ’Con Air’.
Han har hele seks film på bedding alene i år, selvom det nok er tvivlsomt, hvor mange af dem der nogensinde når over på denne side af Atlanten. Der er dog opmuntrende tegn på, at Cusack er ved at hanke lidt op i sig selv. Han er med i David Cronenbergs sylespidse Hollywood-satire ’Maps to the Stars’ og den eksperimenterende Brian Wilson-biopic ’Love and Mercy’ (som den ældre Wilson, hvor Paul Dano tager sig af den yngre – så meget for fysisk lighed…).
Måske John Cusack-renæssancen er på trapperne?
Læs også: Skuespillere, der genopfandt sig selv
Læs også: De mest lovende amerikanske skuespillere under 30
Læs også: 10 danske skuespillere, Hollywood burde hyre