De mest lovende amerikanske skuespillere under 30

Talent-watch: Her er 10 mandlige skuespillertalenter, du bør holde et vågent øje med. I morgen følger vi op med 10 kvinder.

Emory Cohen

Emory Cohen

Den 24-årige skuespiller er født og opvokset på Manhattan og uddannet fra University of the Arts i Philadelphia. Emory Cohen har siden optrådt i små biroller i blandt andet ‘New York, I Love You’, men Hollywood og publikum fik først rigtigt øjnene op for den unge Cohen, da han spillede Bradley Coopers søn – familiens sorte får med uhyggeligt manipulerende evner – i ’The Place Beyond The Pines’.

Cohen med den stærke og lidt farlige udstråling er med i tre film, der er ved at blive færdiggjort, og han er endnu engang i fornemt selskab. I ‘Boy A’-instruktøren John Crowleys ‘Brooklyn’ spiller han over for Saoirse Ronan, der har rollen som ung irsk immigrant i 50’ernes New York. Derudover medvirker han også i næste års ’The Gambler’ ved siden af Mark Wahlberg, Brie Larson og Jessica Lange.

Whiplash-4091.cr2

Miles Teller

Efter en mindre række kortfilm medvirkede Miles Teller i sin første spillefilm over for Nicole Kidman i John Cameron Mitchells ‘Rabbit Hole’ fra 2010. Siden har det taget fart for Teller, der for sin mandlige hovedrolle i sidste års ’The Spectacular Now’ modtog en pris under Sundance Film Festival. Med hovedroller i Sundance-hittet ’Whiplash’ og indie-hittet ’That Awkward Moment’ var Teller pludselig på alles læber.

I den nærmeste fremtid kan Teller spottes i den romantiske komedie ’Two Night Stand’ og for tredje gang over for Shailene Woodly i ’Divergent’-fortsættelsen ’Insurgent’. Derudover går Teller, som gebærder sig med selvsikker charme og pirrende følsomhed foran kameraet, fuld blockbuster i rollen som Mr. Fantastic i de splinternye ’Fantastic Four’-film.

Læs også: Miles Teller og Emma Watson med i ny film fra ‘Whiplash’-instruktør

Michael B Jordan

Michael B. Jordan

Den nu 27-årige Michael B. Jordan er én af dem på listen, der trods sin unge alder er mest etableret. Han startede egentlig som model for blandt andet Toys ’R’ Us og slog igennem som Wallace i ’The Wire’, en ung teenager, som prøver at være hård, men egentlig er mere intelligent og følsom end gangsterne omkring ham.

Siden havde han en hovedrolle som football-talent i serien ’Friday Night Lights’, før han sidste år fik et massivt kritisk filmgennembrud med den prisvindende ’Fruitvale Station’, en autentisk historie om den blot 22-årige Oscar Gran, som under tragiske omstændigheder blev skudt af politiet.

Senest har man kunne se Jordan i en helt anden boldgade over for Zac Efron og Miles Teller i den romantiske komedie ’That Awkward Moment’. Og ligesom Teller står han nu over for sit helt store mainstreamgennembrud med en rolle i de kommende ’Fantastic Four’-film.

Dane DeHaan

Dane DeHaan

Den 27-årige skuespiller gjorde sig allerførst bemærket som samspilsramte Jesse i HBO-serien ’In Treatment’, og siden har han gjort stort indtryk med biroller i blandt andet ’True Blood’, ’Lawless’ og som Ryan Goslings søn i ’The Place Beyond The Pines’. Trods sin unge alder har han også allerede haft hovedroller, i lowkey-superheltefilmen ’Chronicle’ og som den manipulerende Lucien Carr i ’Kill Your Darlings’.

DeHaan ligner en ung udgave af Leonardo DiCaprio, men med rander under øjnene og et lidt dystert udtryk, som udstråler hemmeligheder, man er nysgerrig på at få afsløret. Senest optrådte han som Green Goblin i ’The Amazing Spider-Man 2’, og inden længe kan han ses som ingen ringere end James Dean i ’Control’-instruktøren Anton Corbijns’Life’ og i det romantiske drama ’Tulip Fever’ fra instruktør Justin Chadwick (’Mandela: Vejen til frihed’).

Paul Dano

Paul Dano

Stortalentet Paul Dano når lige nøjagtigt med på listen, inden han fejrer sin 30-års fødselsdag senere på måneden, og det føles da også, som om han har været med for evigt.

Han høstede stor ros for sin tvillingepræstation i P.T. Andersons ’There Will Be Blood’, han har været helt mut i ’Little Miss Sunshine’, og så har han en særlig flair for at spille mentalt uligevægtig, hvilket han senest har givet gåsehudsfremkaldende prøver på i ’Prisoners’ og ’12 Years a Slave’.

Det bliver derfor også spændende at se Dano i en formentlig noget anderledes inkarnation i hans kommende portræt af The Beach Boys-legenden Brian Wilson. Spændende er det også, at Dano skal medvirke i ’The Great Beauty’-instruktør Paolo Sorrentinos ’La giovinezza’.

Dave Franco

Dave Franco

Dave Franco er nok stadig mest kendt for at være James Francos lillebror, men ikke desto mindre har Franco Junior efterhånden skabt sit eget navn i branchen. Med sine roller i ’Scrubs’, ’Warm Bodies’, ’21 Jump Street’ og den snart biografaktuelle ’Neighbors’ har Franco demonstreret sine komiske evner som underspillet douchebag, mens han i tryllefilmen ’Now You See Me’ beviste, at han også kan begå sig i mere seriøse roller.

Det er dog stadig komikken, som ser ud til at være Dave Francos styrke. Han har flere gange samarbejdet med spasmagerne på Funnyordie.com, blandt andet over for sin storebror i en vanvittigt selvironisk serie ved navn ’Learn How to Act With James Franco’. Et af Dave Francos kommende projekter er også over for sin bror –’The Sound and the Fury’, som James tilmed skal instruere.

Ezra Miller

Ezra Miller

Den kun 21-årige, karismatiske skuespiller har gjort markant indtryk med sine få, men bemærkelsesværdige præstationer. Han spillede Beccas bejler i en håndfuld episoder af ’Californication’, hvorefter han fik flere biroller i mindre film uden den store gennemslagskraft. Men så fik Miller rollen som den psykopatiske teenager i Lynne Ramsays skræmmende ’We Need to Talk About Kevin’ over for Tilda Swinton og John C. Reilly.

En rolle så kraftfuld, at den sagtens kunne føre til typecasting af Miller som glat psykopat, men heldigvis har han med sin sjove og sprudlende rolle i teenagedramaet ’The Perks of Being a Wallflower’ også vist, at han har flere tangenter at spille på.

I fremtiden kan man se Ezra Miller i Judd Apatows ’Trainwreck’, hvor spiller over for blandt andre Brie Larson og Tilda Swinton. Derudover medvirker han i den kommende ’Madame Bovary’-filmatisering, her over for Mia Wasikowska og Paul Giamatti.

Anton Yelchin

Anton Yelchin

Den russiskfødte amerikaner Anton Yelchin landede sin første rolle som blot 10-årig, og allerede året efter spillede han over for Anthony Hopkins i Stephen King-filmatiseringen ’Hearts in Atlantis’. Siden har den i dag 25-årige Anton Yelchin haft et hav af roller i spillefilm og tv-serier, heriblandt ’Alpha Dog’, ’Like Crazy’, J.J. Abrams ’Star Trek’-film og Jim Jarmusch’ vampyrfilm ’Only Lovers Left Alive’.

Yelchin har været på vej mod toppen i mange år, og med hans store alsidighed kan man sagtens forestille sig, at han nærmer sig et bredt gennembrud. I løbet af de næste to år er Yelchin allerede tilknyttet syv spillefilm og en kortfilm. Blandt dem er en moderne fortolkning af Shakespeares ’Cymbeline’ over for Nicolas Cage i Paul Schraders ’The Dying of the Light’ og dramaet ’The Driftless Area’ i selskab med Zooey Deschanel.

Jack Reynor

Jack Reynor

Den blot 22-årige Jack Reynor er halvt irlænder, halvt amerikaner og slog sit navn fast i branchen med hovedrollen i Lenny Abrahamsons ’What Richard Did’, hvor vores egen Lars Mikkelsen spiller hans far. Siden har han gebærdet sig i både USA og Europa – fra den irske thriller ’Cold’ til den amerikanske komedie ’Delivery Man’ med Vince Vaughn i hovedrollen.

Reynors kommende projekter er også en blandet landhandel. Mange vil utvivlsomt bemærke ham over for Mark Walhberg i blockbuster-fortsættelsen ’Transformers: Age of Extinction’, men mere interessant ud fra et kunstnerisk synspunkt bliver utvivlsomt Dublin-fortællingen ’Glassland’ med Toni Colette, og en nyfortolkning af ’Macbeth’, hvor Reynor spiller over for Michael Fassbender og Marion Cotillard.

Henry Hopper

Henry Hopper

23-årige Henry Lee Hopper er trådt i sine forældres (Katherine LaNasa og Dennis Hopper) fodspor som skuespiller. Henry Lee debuterede som blot seksårig i 90’er-komedien ’Kiss & Tell’, men vendte ikke tilbage på lærredet, før han medvirkede i Gus Van Sants ’Restless’ fra 2011 over for Mia Wasikowska.

Senest var han med i ’Tar’ fra 2012 om poeten C.K. Williams. Her spillede han over for James Franco, Mila Kunis og Jessica Chastain, og snart får Hopper et gensyn med Franco, når 80’ernes Palo Alto trues af rygter om en puma i Gabrielle Demeesteres ’Yosemite’. Desuden kan skuespilleren ses i det biografiske drama ’The Fly Room’, der fortæller historien om en nysgerrig 10-årig piges uortodokse uddannelse i genetik.

Læs også: Otte talentfulde tv-forfattere, der kan løse HBO’s kvindeproblem

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af