Cannes-highlights dag 7: Filmen om den sorte politimand, der infiltrerede Ku Klux Klan, er forrygende

Cannes-highlights dag 7: Filmen om den sorte politimand, der infiltrerede Ku Klux Klan, er forrygende
Adam Driver og John David Washington i Spike Lees 'BlacKKKlansman'.
Foto: David Lee / Focus Features
Med historien om en sort politibetjent, der gik undercover i Ku Klux Klan, har Spike Lee lavet sin bedste film i årevis med god hjælp fra Adam Driver og Denzel Washingtons søn i en gennembrudspræstation.

1. Spike Lee er tilbage!

En sort undercover-betjent, der infiltrerer Ku Klux Klan?

Begivenhederne fandt sted i Colorado Springs i 1979, og det er egentlig utroligt, at en så usædvanlig historie ikke tidligere er blevet forvandlet til film. Men gudskelov var der ingen andre, der fik ideen før Spike Lee, USA’s mest markante sorte instruktør siden mesterværket ’Do the Right Thing’ i 1989.

Den aktivistiske Lees karriere har været i høj bølgegang de seneste år, men med ’BlacKKKlansman’ er han tilbage i topform med en fantastisk sjov, underholdende og slagkraftig historie baseret på bogen af samme navn, hvor Ron Stallworth beretter, hvordan han som politi-rookie kom helt ind under huden på den lokale KKK-afdeling i en grad, så han var et mulehår fra at blive valgt som deres leder.

Det startede med en pludselig indskydelse, hvor Stallworth reagerede på en annonce for organisationen i avisen og gav sig ud for at være en inkarneret white surpremist. Problemet opstod selvfølgelig i det øjeblik, han skulle møde klanen ansigt til ansigt, så Stallworth allierede sig med sin makker Flip, i filmen spillet veloplagt af Adam Driver, der tog sig af den fysiske infiltration i Stallworths navn, mens den rigtige Ron fortsatte stemmearbejdet og blandt andet talte jævnligt og personligt i telefon med klanens daværende Grand Wizard på national plan, David Duke.

Spike Lee med de ‘LOVE’- og ‘HATE’-knoer, han også bruge i forbindelse med gennembruddet ‘Do the Right Thing’ i 1989. Flankeret af skuespillerne John David Washington, Laura Harrier og Adam Driver. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Udlægningen af den risikable operation er intet mindre end forrygende, som når Stallworth tillægger sig den mest hvide dialekt, han kan mønstre, når de racistiske hillbillies udstiller deres rekordlave IQ, og når den jødiske Flip skal give den som verbalt hårdtslående hater af alt, der ikke er arisk ind til benet, heriblandt… jøder.

Spike Lee finder tilbage til den frisk- og skarphed, der satte ham på landkortet for snart 30 år siden, og som dengang er man ikke det mindste i tvivl om den politiske agenda midt i fornøjelighederne. Her er flere kække referencer til Trump i dialogen (»let’s find America’s, ehm… greatness again«, lyder en herlig replik), og til sidst toner Lee rent flag med autentiske billeder fra de højrenationalistiske demonstrationer i Charlottesville sidste år sat op mod Trumps kommentarer om, at ikke alle i forsamlingen var »bad people«.

Budskabet er til at tage at føle på, men Spike Lees force har aldrig været den subtile kritik – med den humoristisk-energiske tone når han meget længere med sine indlysende rigtige pointer end via lavmælt observation.

Og bid så mærke i navnet John David Washington. Nogle vil kender ham fra HBO-serien ’Ballers’, men som Ron Stallworth får han her sit gennembrud. Og ja – han er søn af en vis Denzel.

Hirozaku Kore-edas fornemme ‘Shoplifters’.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
EKSTERNT LINK
Royal Beer

2. Har vi en Guldpalmefavorit?

Vi mangler nu blot otte af årets 21 Guldpalmekandidater – og hvem fører så feltet foreløbigt?

Årets program har hidtil haft et højt bundniveau med få grelle fusere. Og der har været adskillige glimrende film: Anerkendte instruktører som japanske Hirokazu Kore-eda (med det lavmælt bevægende familiedrama ’Shoplifters’) og iranske Jafar Panahi (metafilmen ’3 Faces’) har leveret varen, og imponeret har også polske Pawel Pawlikowski (’Cold War’) og russiske Kirill Serebrennikov (’Summer’). Min foreløbige favorit er, som beskrevet i går, Alice Rohrwachers ’Happy Lazzaro’, som jeg føler mig overbevist om går hjem med en pris.

Ingen af disse står dog som en indlysende Guldpalmevinder. Juryen leder ofte noget helt særligt, noget indiskutabelt unikt – og dén oplevelse har endnu ikke været der. Så mit bedste bud er, at vi stadig har årets store vinder til gode.

Alexander Wang og Bella Hadid under Cannes-festivalen. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

3. Stjerner eller ej

Der har været ivrig snak i både krogene om, at Cannes 2018 er en ørkenvandring for paparazzierne. Hovedprogrammet har sjældent været så uglamourløst som i år, for meget kan man sige om de indlemmede iranske, egyptiske og polske film, men stjernebesatte er de ikke.

Kigger man hver morgen igennem branchebladene, opdager man dog hurtigt, at kameraerne trods alt ikke leder helt forgæves. Mens man i programmet finder navne som Javier Bardem, Penelope Cruz, Mads Mikkelsen, Michael B. Jordan, Adam Driver og Donald Glover samt folk som Cate Blanchett, Kristen Stewart og Benicio Del Toro i juryerne, tiltrækker de mere uofficielle events også stadig starpower. Jessica Chastain har været her for at annoncere spionfilmen ’355’ med kollegerne Marion Cotillard, Lupita Nyong’o, den kinesiske kæmpestjerne Fan Bingbing og førnævnte Penelope Cruz – og modeikonerne Bella Hadid og Alexander Wang var forleden fløjet ind for at annoncere et nyt samarbejde med Magnum.

Men stadig mærker den fremmødte filmbranche, at Cannes i stigende grad har svært ved at tiltrække særligt de store spillere fra Hollywood både i konkurrencen og på filmmarkedet. Som The Hollywood Reporter noterede sig forleden, er der langt færre kæmpe billboards for kommende projekter på de fine hoteller langs Croisetten, og der har også været et foreløbigt fravær af såvel millionhandler på store film og skalasprængende events.

Sidstnævnte kan der dog blive lavet om på, når ’Solo: A Star Wars Story’ lander på festivalen om et par dage. Og som filmnørd er det altså svært at klage. Før 70mm-jubilæumsvisningen på ’2001: A Space Odyssey’ forleden var jeg ved at støde ind i ’Blade Runner: 2049’-instruktør Dennis Villeneuve foran toilettet, i går sad jeg bag ’Irréversible’-instruktør Gaspar Noé ved visningen af ’Mandy’, og forleden aften kom dobbelt Oscar-vinder Asghar Farhadi slentrende ned ad gaden, som om det var ingenting. Det er da også noget.

Læs også: Cannes-highlights dag 6 – »Nicolas Cages mest sindssyge film til dato«