Danskers Trump-film og Vic Carmen Sonne-drama udtaget til årets Cannes-festival – se hele programmet

Danskers Trump-film og Vic Carmen Sonne-drama udtaget til årets Cannes-festival – se hele programmet
'Furiosa: A Mad Max Saga'. (Foto: Warner)

Cannes Film Festival – verdens førende af sin slags – har netop annonceret årets program.

Og det bød flere spændende nyheder med danske briller.

Den iranskfødte, danskuddannede og herboende instruktør Ali Abbasis film ‘The Apprentice’ om Donald Trump er nemlig udtaget til hovedkonkurrencen. Filmen, der er en dansk co-produktion, handler om Trumps opstigen i New York i 70’erne og 80’erne, og han spilles af Sebastian Stan. Også Jeremy Strong er på rollelisten.

Abbasi har tidligere været i Cannes med ‘Grænse’ og ‘Holy Spider’ og vender altså nu tilbage i hovedkonkurrence med et projekt, der utvivlsomt vil vække stor opsigt.

Også den svenske instruktør Magnus von Horns danske periodedrama ‘Pigen med nålen’ med Vic Carmen Sonne, Trine Dyrholm og Besir Zeciri i hovedrollerne er glædeligt nok med i hovedkonkurrencen. Den sort-hvide film handler om en ung fabriksarbejder (Sonne), der prøver at kæmpe sig ud af sin fattigdom i København under Første Verdenskrig – og møder den karismatiske Dagmar (Dyrholm).

Historien baserer sig på den virkelige historie om Dagmar Overbye, der over syv år dræbte en lang række spædbørn født uden for ægteskab.

Med danske øjne var der også en vis spænding omkring, hvorvidt Joshua Oppenheimers danskproducerede dommedagsmusical ‘The End’ med Tilda Swinton og George MacKay ville blive indlemmet, men rygterne om, at den ikke ville være med, holdt stik. Den er i stedet tippet en Venedig-premiere i efteråret.

Til gengæld er Nabil Ayouchs ‘Everybody Loves Touda’, der vises i sektionen Cannes Premiere, co-produceret af det danske selskab Snowglobe.

Det er filmverdenens smalleste nåleøje at blive indlemmet i hovedkonkurrencen i Cannes. Og årets program ser i det hele taget vældigt lovende ud med ventede nye film fra instruktører som Andrea Arnold, Yorgos Lanthimos, David Cronenberg, Paolo Sorrentino og Sean Baker.

Særlige forventninger knytter sig også til Jacques Audiards narkokartelmusical ‘Emilia Perez’, der har Selena Gomez på rollelisten, og Paul Schraders ‘Oh Canada’, hvor Jacob Elordi har en hovedrolle.

Hold også et vågent øje med Coralie Fargeats ‘The Substance’, der beskrives som gory body-horror, hvilket er et særsyn i Guldpalme-dysten. Og med Agathe Riedingers ‘Wild Diamond’, der er en debutfilm – hvilket også er en sjældenhed i hovedkonkurrencen.

På forhånd vidste vi, at George Millers ventede actionbrag ‘Furiosa: A Mad Max Saga’, første del af Kevin Costners westernepos ‘Horizon’ og Francis Ford Coppolas selvfinansierede kæmpesatsning ‘Megalopolis’ vil få verdenspremiere på festivalen, dog kun sidstnævnte i hovedkonkurrence og dermed i kamp om Guldpalmen.

Cannes-festivalen har en skarp track record for at lancere film, som bliver store samtaleemner det følgende år. Sidste år fik eksempel ‘Anatomy of a Fall’ – der vandt Guldpalmen – ‘The Zone of Interest’ og ‘Killers of the Flower Moon’ premiere, mens sæsonerne før det bød på film som ‘Close’, ‘Triangle of Sadness’, ‘Drive My Car’, ‘Titane’, ‘Verdens værste menneske’, ‘Parasite’ og ‘Once Upon a Time in Hollywood’.

Årets Cannes-festival finder sted 14.-25. maj, og Soundvenue rapporterer derfra. Greta Gerwig står i spidsen for den jury, der skal udvælge årets Guldpalmevinder og de øvrige priser. George Lucas vil modtage årets Æresguldpalme.

Her er hele programmet, som blev offentliggjort af programdirektør Thierry Fremaux i dag. Der kommer som regel yderligere titler til i løbet af de sidste uger op til festivalen, og det vil der også gøre i år, lovede Thierry Fremaux.

Hovedkonkurrencen
The Apprentice (Ali Abbasi)
Motel Destino (Karim Aïnouz)
Bird (Andrea Arnold)
Emilia Perez (Jacques Audiard)
Anora (Sean Baker)
Megalopolis (Francis Ford Coppola)
The Shrouds (David Cronenberg)
The Substance (Coralie Fargeat)
Grand Tour (Miguel Gomes)
Marcello Mio (Christopher Honoré)
Caught by the Tides (Jia Zangke)
All We Imagine As Light (Payal Kapadia)
Kinds of Kindness (Yorgos Lanthimos)
L’Amour Ouf (Gilles Lellouche)
Wild Diamond (Agathe Riedinger)
Oh Canada (Paul Schrader)
The Ballad (Kirill Serebrennikov)
Parthenope (Paolo Sorrentino)
Pigen med nålen (Magnus von Horn)

Uden for konkurrence
Furiosa: A Mad Max Saga (George Miller)
Horizon I: An American Saga (Kevin Costner)
She’s Got No Name (Peter Ho-Sun Chan)
Rumours (Guy Maddin, Evan Johnson, Galen Johnson)
The Second Act (Quentin Dupieux)

Un Certain Regard
Norah (Tawfik Alzaidi)
The Shameless (Konstantin Bojanov)
Le Royaume (Julien Colonna)
Vingt Dieux (Louise Courvoisier)
Who Let the Dog Bite? (Lætitia Dosch)
Black Dog (Hu Guan)
The Village Next to Paradise (Mo Harawe)
September Says (Ariane Labed)
Le Historie de Sulaimen (Boris Lojkine)
The Damned (Roberto Minervini)
On Becoming a Guinea Fowl (Rungano Nyoni)
My Sunshine (Hiroshi Okuyama)
Santosh (Sandhya Suri)
Viet Nam (Minh Quy Truong)
Armand (Halfdan Ullmann Tøndel)

Cannes Premiere
Misericorde (Alain Guiraudie)
C’est Pas Moi (Leos Carax)
Everybody Loves Touda (Nabil Ayoch)
En Fanfare (Emmanuel Courcol)
Rendez-Vous Avec Pol Pot (Rithy Panh)
Le Roman de Jim (Arnaud Larrieu, Jean-Marie Larrieu)

Special Screenings
La Bella de Gaza (Yolande Zauberman)
Apprendre (Claire Simon)
The Invasion (Sergei Loznitsa)
Ernest Cole, Lost and Found (Raoul Peck)
Le Fil (Daniel Auteuil)

Midnight Screenings
Twilight of the Warrior Walled In (Soi Cheang)
I, the Executioner (Seung Wan Ryoo)
The Surfer (Lorcan Finnegan)
The Balconettes (Noémie Merlant)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af