’Romantic Comedy’: Filmen om alt, der er galt med romantiske komedier, har selv en blind vinkel
CPH:DOX. Jeg er vokset op med en feministisk, kompromisløs mor, der har lært min søster og mig, at der ikke er noget i livet, vi ikke kan klare uden en mand, at vi skulle få en god nok uddannelse til at kunne forsørge vores børn selv (»Hvorfor blive sygeplejerske, hvis man kan blive læge?«), og at vi i hvert fald ikke skulle finde os i noget bræk.
Alligevel – eller måske netop derfor – svælgede vi i romantiske komedier i mit barndomshjem. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange vi har set ‘Dirty Dancing’, ‘Pretty Woman’, ‘Sound of Music’ og ‘Pride and Prejudice’, og jeg er stadig en sucker for en god romcom, selvom jeg ved gud ikke tror på, at lykken er gjort ved at blive hvid brud. Men romcomen er et fristed fra kynisme og virkelighed, hvor man kan få lov til at dyrke en fantasi – og så er mændene jo som regel ret søde. Jeg vil ikke afvise, at Patrick Swayze og Hugh Grant har skruet mine forventninger til virkelighedens mænd for højt op.
I sit dokumentariske personlige essay ‘Romantic Comedy’ fortæller instruktør Elizabeth Sankey, hvordan hun netop har fået sine forventninger til romantiske forhold forkvaklet af sin ungdoms indtag af de samme romantiske komedier fra 1990’erne, som jeg er vokset op med. Hun dissekerer skarpt genrens skadelige kønsstereoryper og budskaber om, hvordan kvinder og mænd skal opføre sig for at lande en romantisk partner.
Romcom-heltinder som Cameron Diaz i ‘There’s Something About Mary’ og Kate Hudson, når hun ikke spiller rollen som ulidelig kæreste, i ‘How to Lose A Guy in 10 Days’ er de ultimative ‘cool girl’, der altid er afslappede og elsker sport, øl og fastfood. Kort sagt skal kvinder være som en mand, men se lækker ud. Og så skal de ikke have alt for godt styr på deres liv eller karrierer – man kan eventuelt gøre dem klodsede.
Mænd skal til gengæld bare mosle på og ikke tage et nej for et nej. Hvis han er tålmodig og aggressiv nok, skal kvinden nok skifte mening. I samme familie er tropen om, at to mennesker, der hader hinanden, i virkeligheden er bestemt for hinanden.
Sankey kritiserer også genren for at være for hvid, for heteroseksuel og for meget middelklasse. Hun har hundrede procent ret i sin kritik af den klassiske romantiske komedie, men kommer først meget sent i filmen ind på, at der i dag er masser af alternative bud på genren. Det virker bagstræberisk, at vi har brugt den første time af filmen på at gennemgå 20-30 år gamle romcoms, når der sker så meget nyt. Hun nævner selv film som ‘The Big Sick’ og ‘Ruby Sparks’ som film, der netop gør op med troperne.
’Romantic Comedy’ havde været skarpere, hvis vægten havde været mere på de nyere titler, der heldigvis udfordrer konventionerne.
Derudover har filmen dog en fin pointe om, hvorfor vi mennesker til alle tider tiltrækkes af film om romantiske møder.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019
Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019