Arnold Schwarzenegger og Linda Hamilton er tilbage i ’Terminator: Dark Fate’ – se traileren

Linda Hamilton er tilbage som den handlekraftige Sarah Connor i den nye trailer til ’Terminator: Dark Fate’, som udover gamle kendinge også byder på storslåede setpieces og cheesy one-liners. Så på den front er alt, som det skal være.

Selvom fremtiden er ændret, kan man ikke ændre skæbnen. 27 år efter Sarah Connor første gang forhindrede Skynet i at udrydde menneskeheden, sendes en ny form for Terminator (Gabriel Luna) tilbage fra fremtiden for at gøre arbejdet færdigt. Den har især øje for Dani Ramos (Natalia Reyes) og hendes cyborg-ven (Mackenzie Davis, som også spillede en robot i ’Blade Runner 2049’). Sarah Connor kommer dem dog til undsætning. Men der er også hjælp at hente fra en mere uventet kant i form af den gode gamle Governator Arnold Schwarzenegger.

’Terminator: Dark Fate’ er produceret af seriens skaber James Cameron, mens instruktørtjansen er tillagt Tim Miller, der havde stor succes med ’Deadpool’. Som man måske kan gætte ud fra traileren, ignorerer den nye film de tre foregående og er i stedet en direkte efterfølger til Camerons dobbelte mesterværk ’Terminator’ og ’Terminator: Judgement Day’.

Det er også første gang siden ’Judgement Day’, at James Cameron er direkte involveret i filmserien. Han har i den forbindelse været meget aktiv i markedsføringen. I et interview til Deadline udtalte han: »Jeg var ikke involveret i de tre foregående film, men så snakkede jeg med David Ellison (co-producer, red.) om idéen med at gå tilbage til start og lave en fortsættelse til ’Terminator 2’, som er en af hans yndlingsfilm«.

Det lader altså til, at opvarmningen til ’Dark Fate’ kun behøver at bestå af et gensyn med de to første titler i serien. De tre efterfølgende film har da også fået en gradvist dårligere og dårligere modtagelse fra både kritikere og publikum.

’Terminator: Dark Fate’ får biografpremiere 31. oktober.

Læs også: ‘Matrix 4’ er på udkig efter en ung Morpheus – og hvad skal det så betyde?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold