’Rebel Moon – Part Two: The Scargiver’: Jeg forsøgte at give Zack Snyder en fair chance – efter få minutter måtte jeg give op
Første del af Zack Snyders storladne rumopera ’Rebel Moon’ fik i december sidste år premiere på Netflix.
For de mange loyale fans af instruktøren var forhåbningerne formentlig sat op efter et fuldendt comeback, som det tegnede til med den fine zombieheist-film, ’Army of the Dead’.
Det blev desværre ved forhåbningerne.
For med ’Rebel Moon’, der som bekendt oprindeligt var udtænkt som et ’Star Wars’-pitch, som Disney afviste, skuffede Snyder med et hidtil uhørt lavt niveau på samtlige parametre. End ikke instruktørens grelleste DCEU-film var af så ringe kvalitet som den skrækkelige ’Star Wars’-kopi.
Alligevel gjorde jeg mit bedste for at glemme den første film, da jeg skulle anmelde den nye del 2, ’Rebel Moon – Part Two: The Scargiver’, hvilket selvfølgelig er en svær øvelse, da der er tale om en direkte fortsættelse.
Jeg ville forfærdeligt gerne give Snyder, der trods alt har bedrevet filmhåndværk af en vis kvalitet med ’Watchmen’ og ’Dawn of the Dead’ tidligere i karrieren, en reel chance for at overraske mig med en opfølger, som umuligt kunne være dårligere end sin forgænger.
Men kun et par minutter inde i filmen måtte jeg opgive den mission, da man bliver bombarderet med de værste klichéer, uinteressante karakterer og en tam historie, der bliver nedprioriteret til fordel for Snyders computereffekter og slowmotion.
I ’Rebel Moon – Part Two: The Scargiver’ møder vi atter den lille gruppe af veltrænede rebeller, der i første ombæring tog kampen op mod den fascistiske og imperialistiske overmagt, Moderverdenen.
Den tidligere kriger Kora (Sofia Boutella) og resten af hendes slæng forskanser sig på den lille landbrugsmåne, Veldt, hvor de agter at bekrige Moderverdenens mægtige tropper under ledelse af admiral Atticus Noble (Ed Skrein), som Kora og co. troede var død efter begivenhederne i første film.
Mens Noble og Moderverdenen stadig forlanger en stor kornhøst fra Veldt og gør klar til at inddrage det ved magt, går Kora og hendes venner i gang med at lægge en plan, der kan overliste den militært overlegne Moderverden.
Filmens korte åbningssekvens stinker langt væk af den type resume, vi er vant til at få i begyndelsen af hver ’Star Wars’-film. Her bliver den fortalt med monoton voice-over af Anthony Hopkins, og end ikke den dobbelte Oscar-vinder kan få det klichéfyldte og fantasiløse manuskript til at lyde engagerende.
Det lave niveau i manuskriptet giver herfra og helt frem til filmens slutning rigeligt med problemer. Den kluntede eksposition, der også trak ned i del 1, fylder alt for meget, og skuespillerne lades i stikken ved at skulle fremstamme de værste floskler og generiske replikker.
Snyders force er og bliver hans visuelle flair, men da han gerne vil være auteur (han er både instruktør, producer, manusforfatter og filmfotograf på begge ’Rebel Moon’-film), ligger ansvaret for det pinlige resultat inden for disse discipliner også mest på hans skuldre. Derfor er det svært at klandre skuespillerne for deres præstationer, men både Sofia Boutella, Djimon Hounsou, Ed Skrein og Michiel Huisman gør nok klogt i at søge nye græsgange.
Mens der var et par øjeblikke i den første ’Rebel Moon’, hvor man kunne få øje på Snyders æstetiske tæft, er der i denne opfølger ikke meget at råbe hurra for. Endnu engang går han slowmotion-amok (især i en ligegyldig scene, hvor der høstes korn på Veldt), og visuelt ender det store actionbrag nær konklusionen med at svøbes ind i en kedelig, grågrynet farvelade.
Samtlige karakterer er i øvrigt blottet for personlighed og dybde, og skønt man ikke regner med komplekse skæbneportrætter i ’Matador’-skalaen, ville det være rart at føle bare en smule for de figurer, som man over de to film har kendt i fire stride timer.
Endelig er filmen også humorforladt, ulideligt selvhøjtidelig og sentimental. Tanken om, at der måske er fire ekstra film på vej, er ikke til at begribe.
Please, Netflix – drej nøglen om!
Kort sagt:
Med andet kapitel i sin mislykkede rumsaga rammer Zack Snyder et nyt karrieremæssigt bundniveau, som forhåbentlig kan overbevise Netflix om at trække stikket til de potentielle efterfølgere.