KOMMENTAR. I januar skred den øverste chef for Netflix’ filmproduktion.
Eller blev han fyret? Eller bare presset til at sige op?
Uanset hvad der er foregået bag scenetæppet, er den erfarne Hollywood-mand Scott Stuber færdig hos streamingtjenesten. Han havde været i jobbet – et af Hollywoods mest magtfulde – i syv år. 1. april startede hans afløser. Og nu kan The New York Times fortælle, hvilken retning Netflix med den nye chef i spidsen ønsker at gå.
Denne retning står i stærk kontrast til Stubers aftryk. Og hvad var så det?
Da han kom til i 2017, havde Netflix i et par år eksperimenteret med at lave deres egne film. Men det var stadig serierne, der var suverænt i højsædet, og filmproduktionen bar præg af spredt fægtning. Meget sigende var de to første Netflix-originalfilm Cary Fukunagas glimrende børnesoldatsdrama ’Beasts of No Nation’ og Adam Sandler-platkomedien ’The Ridiculous 6’.
Scott Stuber, der kom fra et topjob hos Hollywood-studiet Universal, blev hentet ind for at sætte Netflix på filmlandkortet. Det gjorde han med en for så vidt klassisk Hollywood-studie-tilgang.
Han igangsatte dyre kæmpeproduktioner, særligt inden for actiongenren, fra ’Bright’ med Will Smith til ’Heart of Stone’ med Gal Gadot. Han brugte en gigantisk del af budgettet på at tilknytte de største stjerner, kulminerende med ’Red Notice’ med Gadot, Dwayne Johnson og Ryan Johnson, der gik fra makværket med 20 millioner dollars hver i foret.
Sideløbende gik han via sine gode relationer i filmbyen hårdt efter projekter fra respekterede instruktører for at spille Netflix ind på den prestigefulde Oscar-bane, og det lykkedes med film som Alfonso Cuárons ’Roma’, Martin Scorseses ’The Irishman’, Jane Campions ’The Power of the Dog’ og senest Bradley Coopers ’Maestro’.
Det vakte desuden opsigt, at han brugte abnorme 469 millioner dollars på, at to fortsættelser til biografhittet ’Knives Out’ landede på Netflix.
Endelig oparbejdede han en helt uhørt volumen, så Netflix i 2021 udkom med 70 film, et vanvittigt tal, der siden er blevet reduceret en smule.
For at pleje de agtværdige talenter, Stuber havde et godt forhold til, arbejdede han på de indre linjer derudover på at ændre sin Netflix-chef Ted Sarandos’ holdning om, at streamingtjenestens film generelt ikke skulle have et liv i biograferne.
Et ydmygende hak i tuden
Det var de bærende ben i Scott Stubers regime: Tentpoles, volumen, talentpleje og enkelte prestigeprojekter.
Og det er alt det, Netflix nu – på de store linjer – ruller tilbage.
Stubers strategi var nemlig ikke entydigt en succes. På den ene side lykkedes det ham faktisk – med en svimlende pengesum i ryggen – at gøre Netflix til et sted, der kunne konkurrere om de mest eftertragtede instruktører, skuespillere og projekter. Han satte rent faktisk Netflix på filmlandkortet.
Men samtidig herskede der tvivl om, hvor stor succes de svinedyre actionsatsninger var. Film som ’The Gray Man’, ’The Old Guard’ og ’6 Underground’ kom da nemt oppe at vende i toppen af sitets popularitetslister, men de blev der ikke nødvendigvis længere end gamle biograffilm, som Netflix havde indkøbt for en slik.
Det er desuden meget sigende, at Chris Hemsworth-installationen ’Extraction’ er den eneste af de store actionsatsninger, der har fået en toer. Netflix’ manglende evne til at skabe reelle filmfranchises har vakt opsigt, og det har gnedet salt i såret, at filmene over en bred kam er blevet svinet til som så uoriginale, at de kunne være lavet af AI.
Og selvom Netflix har hevet en lang række Oscar-nomineringer i land, var det et ydmygende hak i tuden, at Apple overhalede dem med den første Bedste Film-sejr til en streamingtjeneste med ’Coda’ i 2022.
Den slags film, Netflix elsker
Samtidig har omstændighederne ændret sig radikalt, siden Scott Stuber kom til for syv år siden.
Dengang reagerede Netflix på, at de ikke længere ville kunne købe andre studiers film, fordi disse studier – som Disney (med Disney+) og Warner (med HBO Max) – arbejdede på deres egne streamingtjenester og ville beholde filmene eksklusivt frem for at hjælpe konkurrenten.
I dag er konjunkturerne skiftet. Nu sælger blandt andre pengetrængte Warner flittigt ud af kataloget, så man i dag eksempelvis kan se D.C.-film som ’Wonder Woman’ og ’The Batman’ på Netflix. Og i det hele taget nyder Netflix igen godt af ældre biografhit, der har stor gennemslagskraft, når de rammer Netflix’ 260 millioner abonnenter.
På top 10-listen over de mest populære engelsksprogede film på verdensplan i første uge af april fandt man for eksempel indkøbte film som ’The Little Things’, ’The Maze Runner’, ’Glass’ og ’Baby Driver’.
‘The Little Things’ er i øvrigt et perfekt eksempel på den slags film, Netflix elsker – en seriemorderthriller med Denzel Washington, der ikke gjorde stort væsen af sig i biograferne, men er præcis den slags letfordøjelige genrefilm, som går rent ind på en sløv aften i sofaen.
Scott Stuber tabte derudover entydigt kampen om Netflix’ (ikke-)fremtid i biograferne. Ted Sarandos og Stubers nærmeste chef Bela Bajaria (overordnet chef for alt originalindhold på Netflix) mener ikke, at Netflix er til for at servicere biograferne, men for at skabe eksklusive oplevelser for deres abonnenter.
Og det kan meget vel have været den diskussion, der endte med at sætte Stubers hoved på en pæl.
Men hvad har man så sat i stedet for det, Stuber repræsenterede? Hvilken slags film kan vi vente os af Netflix i fremtiden?
Færre, billigere … bedre?
Netflix’ nye filmchef hedder Dan Lin. Han kommer fra Warner Bros. og har stået bag succesfulde film som genindspilningen af ‘Aladdin’, den nye version af ’It’ og overraskelseshittet ’The Lego Movie’.
I en artikel baseret på anonyme kilder i Netflix-organisationen kan New York Times løfte en smule af sløret for, hvilken retning han skal trække filmene i efter ordrer udstukket af Bajaria og Sarandos.
Han har allerede fyret 15 mellemledere, og hans mission er efter sigende at:
– lave færre film
– lave billigere film
– lave bedre film
Det vil Dan Lin opnå ved at opdele filmafdelingerne i genre frem for efter budget, som det var før. Hans hold skal også være mere opsøgende i forhold til spændende ideer og projekter frem for at vente på, at producere smider det på deres bord.
Det skal være slut med de dyre stjernedrevne actionfilm, og i stedet skal Netflix lave mere forskelligartede film, så de bedre rammer abonnentsbasen. Stjernerne skal i højere grad have deres løn baseret på filmens præstation end på forhånd.
Bela Bajaria har specifikt indskærpet over for filmafdelingen, at kvaliteten skal hæves. Og det kan man jo kun tage imod med kyshånd. Netflix er over de seneste år blevet berygtede for at lave i bedste fald forglemmelige, i værste fald forfærdelige film. Der er ingen tvivl om, at de har mistet overblikket med så mange projekter i gang samtidig. Det var blevet en pølsefabrik, der ikke kunne maskeres af de enkelte gourmet-hotdogs, der blev turneret ud omkring Oscar-sæsonen.
Straight to video-følelsen
Meget tyder på, at Netflix’ filmfremtid ligger i nogle af de mellembudgetsgenrer, der har været trængt i biograferne de seneste år, som thrillers og romantiske komedier.
Det er en god nyhed for os alle, hvis streamingtjenesten vil højne kvaliteten på netop de områder.
Men der er ingen grund til at glæde sig for tidligt. Billigere flugter langt fra altid med bedre, og hvis man i mindre grad end før er villig til at gå langt for at få de bedste instruktører om bord, er der absolut grund til at frygte, at kvaliteten højst går fra ’et provokerende spild af penge’ til ’det gik lige an’.
Netflix kan tydeligt se, hvad der virker på tjenesten, og det er bestemt ikke altid kvalitet, som jeg skrev om første gang tilbage i 2020.
Vi kan meget vel se en bevægelse, hvor de gode instruktører igen prioriterer en biografrelease over alt andet. For mange opvejer fordelene ved Netflix – et gigantisk publikum, en nem finansiering og relativt frie hænder – ikke ulemperne: At ens film drukner i mængden efter to dage og ikke får den ophøjede opmærksomhed, en biografpremiere som regel stadig er garant for.
Under Scott Stubers regime har Netflix imiteret Hollywood, der jo også står for en uskøn blanding af tomhjernede blockbusters og spændende prestigeprojekter.
Nu er risikoen, at Netflix i stedet kommer til at imitere de film, der i gamle dage bare gik direkte på video. Færre, billigere og bedre kan meget vel komme til at betyde ok letfordøjelig underholdning, som akkurat glider ned. Som ’The Little Things’.
Bliver det tilfældet, kommer Netflix nok til at kigge langt efter den Oscar-statuette, de så inderligt angler efter.