Hvorfor ser I så elendige film på Netflix?

Vores filmredaktør har gennem flere uger fulgt systematisk med i, hvilke film der er mest populære blandt de danske Netflix-brugere. De fleste har én ting til fælles: De er virkelig dårlige.
Hvorfor ser I så elendige film på Netflix?
STREAMING TOGETHER

Hvad har I gang i?

Tag nu bare skrivende stund: Nummer 1 er en polsk softcore-pornofilm, som en anmelder har kaldt »gennemført forfærdelig«. Nummer 2 er straight to glemmebogsfilmen ’The Prince’ med Bruce Willis og John Cusack fra 2014. Nummer 4 er endnu en Bruce-basker, den nedslagtede ’Precious Cargo’. Nummer 5 er den 14 år gamle Jackass Number Two (…). Nr. 7 er Kevin Hart/Will Ferrell-komedien ’Get Hard’ (34 procent på Metacritic).

Nummer 8 og 9 er ’The Last Days of American Crime’ og ’The Spy Who Dumped Me’, som vi har givet tre stjerner. Til sammen. Nummer 10 er metervaren ‘Stolen’ med Nicolas Cage fra 2012. Halvdelen af filmene har en Rotten Tomatoes-score under 30, hvilket kan oversættes til: Bundrådne.

Så nu spørger jeg lige igen: Hvad fanden har I gang i?

Jeg snakker, skulle man være i tvivl, om den dagligt opdaterede top 10-liste over de mest sete film på Netflix i Danmark.

Jeg har nu noteret listen hver dag siden 27. maj, og jeg har derfor et betragteligt empirisk grundlag for at drage konklusionen: I ser elendige film. Busted.

Hvorfor? Hvorfor?? Af jord er I kommet, og jeres liv består plus-minus af 698.880 dyrebare timer, før I til jord igen skal blive, og efterlivet er nok en illusion på niveau med 10 juletræer på skrabejulekalenderen, og findes himlen, er der sgu nok ikke Netflix deroppe. Og så er det det, I bruger tiden på? Actionskrald med en afdanket Bruce Willis?

Machofilmene dominerer

Og ja ja ja 1): Du føler dig ikke ramt, for du ser selvfølgelig kun ’Roma’ og ’Uncut Gems’, og godt for dig. Og ja ja ja 2): Hvor er det bare typisk anmeldere, at de føler, at de har en bedre smag end alle andre, fuck dig din halvstuderede arrogante journalistnar, pisselortepislortsartikel, skrid hjem til din bøllehat din Soundvenue-hipsterbums, det er derfor, jeg aldrig lytter efter anmeldere, mangler-I-noget-at-skrive-om-eller-hva-fuck-sker-der-hva?

Gode ord igen. Jeg vil stadig mene, at det er tid til selvransagelse derude i stuerne, for der må da – uanset hvilken filmsmag man nu måtte have – være mere interessante muligheder end at se en otte år gammel generisk Nic Cage-film?

Men fair nok. Lad mig i stedet for at kaste med (mere) mudder også selv ransage lidt.

Når man følger med i top 10-listen på daglig basis, er det mest påfaldende, hvor mange film af ældre dato der dukker op, modsat serielisten, der primært består af spritnye titler. Og at klassiske machofilm er den suverænt mest dominerende genre. ’Battleship’, ’Bumblebee’, ’Hulk’, ‘Magnetic’, ’Never Back Down 2’, ‘All Eyez on Me’, ‘The Last Days of American Crime’ har alle stædigt holdt fast i deres top 10-placeringer over talrige dage.

I den mere specifikke afdeling får jeg en David Lynch-agtig fornemmelse af at leve i et parallelt univers, hvor godt er dårligt, og usjovt er hysterisk morsomt, efter at have konstateret, at ‘Johnny English Reborn’ i dagevis tronede på førstepladsen. Og at Bruce Willis åbenbart stadig er danske Netflix-forbrugeres go to-guy, når de søger adspredelse efter en lang uge – også hans 22 år gamle actionthriller ’Mercury Rising’ har stolt indtaget listen. Yippie ki-yay, motherfucker.

Man skal i øvrigt lede længe, rigtigt længe, efter film med kvindelige hovedroller på listen. Og dem, der klarer cuttet, har som regel en halvafklædt skønhed på thumbnail-billedet som i ’365 dni’ eller ’Focus’, en totalt ligegyldig Will Smith-film fra 2015, der med dette promobillede var at finde på top 10-listen i flere uger:

Margot Robbie i ‘Focus’.

‘Focus’ fra 2015 var afsindigt populær på Netflix.

Hvad det siger om Netflix’ danske demografi, må man drage sine egne konklusioner om. Måske ser kvinderne bare serier i stedet.

Esssensen af en videoaften

Når tilsyneladende tilfældige gamle film – der altså heller ikke havde noget synderligt godt ry, dengang de fik premiere – pludselig trender på Netflix, skyldes det selvfølgelig som regel, at de lige er blevet tilføjet tjenesten og derfor bliver promoveret ekstra på forsiden. Det er de seneste uger kommet eksempelvis Johnny Depp-filmen ’The Ninth Gate’ og Brad Pitt-apokalypsen ’World War Z’ til gode.

Og skal jeg komme ned fra min høje hest, kan jeg jo godt se, hvad der er på spil. For listerne viser, at Netflix i langt højere grad bliver brugt, som videobutikkerne gjorde, da morfar var ung. Her kunne man selvfølgelig godt leje de nye titler, der kom direkte fra biografen, men den sande fornøjelse – selve videoaftenernes essens – var at finde straight to video-titler, der lokkede med et godt forsidebillede og sendte et klart signal om uforpligtende underholdning til fredag aftens popcorngnaskeri inden for en klart markeret genre, det være sig komedie, gys eller action. Jean-Claude Van Damn, det var godt, som ingen nogensinde sagde, heller ikke dengang.

‘The Prince’.

Denne craving efter et effektivt filmfix var – og er – der bestemt ikke noget galt med. Og det er jo i øvrigt ikke kun forbeholdt hjemmebiografen, at der er en vis diskrepans mellem anmeldernes smag og de film, publikum gider bruge deres hårdt optjente sparepenge på.

Man har bare godt kunnet glemme, at forbruget på Netflix er så oldschool, fordi streaminggigantens fortælling i disse år handler så meget om deres satsning på originale titler og på, hvor meget nyt de spytter på forsiden dag ud og dag ind.

Men mens Netflix Originals soler sig på serielisten (og serierne generelt også er de mest populære, hvilket man kan se på den samlede top 10-liste, hvor filmene som regel er henvist til de sekundære pladser), er filmlisten altså forbeholdt alt godt fra b-havet. Og det må da være tankevækkende for tjenesten selv, at brugerne labber flere årtier gamle gennemsnitsvarer i sig som en otteårig på McDonald’s, selvom mange af dem nok kun har kostet Martin Scorseses protesebudget på ’The Irishman’ at få rettighederne til.

Det kan også simpelthen være, at der ikke er nok gode film på Netflix. Vi har anbefalet 20 her, men det rækker selvfølgelig kun til en halv uges ’jeg arbejder hjemme igen i dag fordi corona, chef’. Når jeg sådan lige scroller igennem, hvad Netflix præsenterer for mig sådan en helt almindelig hverdag, er det faktisk ikke synderligt imponerende. Er man en nogenlunde velbevandret filmentusiast, har man sikkert været igennem de mest oplagte fra ’First Man’ til ’Hereditary’, ’Blackkklansman’, ’Zodiac’, ’A Star Is Born’, ’Sorry to Bother You’ og ’Annihilation’, og så ligner en film, hvor Rowan Atkinsons testikler får prygl i Tibet, pludselig en eksotisk lækkerbisken.

Så altså, der er mange gode forklaringer og undskyldninger for, at listen er mere mærkværdig end Adam Sandlers popularitet på selvsamme streamingtjeneste.

Men alligevel. De rigtigt gode film er derude. Find dem, før Netflix frister dig med næste Bruce Cage-film fra bagerste hylde.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af