’The Last Days of American Crime’: Ny Netflix-film er en fornærmelse

I ’The Last Days of American Crime’ har USA’s regering opfundet et signal, der kan trænge ind og kortslutte folks hjernebølger, hvis de så meget som overvejer at udføre en illegal og ukristen gerning. I praksis betyder det, at hvis du for eksempel overvejer at stjæle en sixpack fra din lokale kiosk, vil du ligge komatøs på gulvet, inden du overhovedet får åbnet køleskabet.

Efter at have set ’The Last Days of American Crime’ kunne man nok ønske, at dette sindsbedøvende signal var blevet afprøvet på filmens instruktør, Olivier Megaton, inden han gav sig i kast med at udsætte uskyldige Netflix-streamere for denne tidsstjælende katastrofe af en film.

Vi følger den hårdkogte forbryder Graham Bricke, der vil hævne sig på … ordensmagten? Regeringen? Hele landet? Det er faktisk lidt svært at sætte en finger på, hvem han helt præcis mener har gjort ham ondt, men i hvert fald er hans bror blevet dræbt, og Bricke reagerer med et godt gammeldags røveri, som skal udføres, lige inden det smarte nye signal bliver skudt i gang. Ved sin side har han den bipolare søn af en rivaliserende mafioso, Kevin Cash (spillet kugleskørt af Michael Pitt, der må føle sig meget ensom i sin fanklub for Jared Letos Joker), og filmens papirflade femme fatale, hvis eneste formål er at lege smørklat med de to mandlige hovedroller.

’The Last Days of American Crime’ vil gerne være en spekulativ, filosofisk, politisk, actionthriller med et twist af nærfremtidsdystopi, men kan i sidste ende ikke engang præstere at være en halvhjernet actionflick. Hver gang folk begynder at skyde på hinanden, foregribes det af så meget melodramatisk iver, at det føles, som om man overværer en ekstra voldsom episode af ’Days of Our Lives’ – med skuespilpræstationer, der blegner til sammenligning.

Al dialog i ’American Crime’ er distraherende overspillet (tænk ’Friends’-afsnittet med Gary Oldman, hvor han lærer Joey, at jo mere du råber og spytter, jo mere dramatisk bliver det), med undtagelse af hovedrolleindehaver Edgar Ramirez, der ligner én, der er på vej i seng.

Hvordan man kan tabe bolden så gevaldigt, når emnet har så stort potentiale, er mig en gåde. Selv ’The Purge’-filmene sætter da en småinteressant tankestrøm i gang omkring fascisme og klassekonflikter. Hvorfor ikke udforske en eneste af de iboende moralske konflikter, der ville ligge lige til højrebenet i en film, der omhandler balancen mellem menneskeret og tryghed i bedste ’Minority Report’-stil?

I stedet har vi fået en nonsensfilm om to machogangstere, pigen i midten, et røveri, der ikke giver mening, en b-historie om en mafiafamilies borgerkrig, en c-historie om en tilfældig politimands dagligdag og en d-historie om korrupte FBI-agenter. Og prikken over i’et: En nøgen dame, der danser på taget af en bil for virkelig at understrege, at verden er af lave.

Spilletiden på to en halv time er tre timer for lang, men det ville tage endnu længere tid at skitsere de utallige plothuller, dumflade karakterer og hjernedøde replikker som: »Jeg er bare en pige, der godt kan lide hurtige biler og store tal«.

---

Kort sagt:
’The Last Days of American Crime’ er en farce af en film, der hverken evner at være dybsindig eller overfladisk underholdende.