Julian Casablancas’ nye The Voidz-album virker til at være undfanget i et anfald af kedsomhed

Julian Casablancas’ nye The Voidz-album virker til at være undfanget i et anfald af kedsomhed
The Voidz.
Julian Casablancas’ nye The Voidz-album virker til at være undfanget i et anfald af kedsomhed - Virtue
2 6
The Voidz
'Virtue'

Album, Sony

Der er mange måder at gå til håndværket at skrue et album sammen på. I tilfældet med Julian Casablancas’ sideprojekt The Voidz (som mellem deres debutalbum og denne toer har droppet The Strokes-frontmandens borgerlige navn fra krediteringen) er det ikke svært at lure, hvad teknikken har været: ‘Virtue’ er nemlig et fuldblods-kollagealbum, hvor Casablancas og resten af hans kumpaner har smidt alt op på væggen for at se, hvad der hænger fast. Sådan da. For klæbeevnen skal desværre sættes i et par gåseøjne, når man bevæger sig op i helikopteren for at overskue albummets knapt timelange spilletid.

Man kan bestemt ikke klage over for lidt diversitet i de femten indspark: Åbneren ‘Leave it in My Dreams’ samt ‘Permanent High School’ klinger mest som en light-udgave af Casablancas’ gamle venner i The Strokes, hvorefter der straks zappes over i stram electro med arabiske kvarttoner i ‘QYURRYUS’ (get it? ’curious’ – eh?).

‘ALieNNatioN’ er tilsvarende så pubertært navngivet, at man skulle tro, at Casablancas havde fået Jaden Smith til at skrive sine sangtitler for sig. Nummeret burde dog næsten snarere hedde ‘Happy Nation’, for det halter afsted som en sløj Ace of Base-demo, mens Casablancas går sine gamle idoler i Guided By Voices i lo-fi-bedene med den snøvlende, akustiske ballade ’Think Before You Drink’. ‘My Friend the Walls’ byder på en akkordgang, Radiohead kunne have skrevet, men med vocodede vokaler og et fyrigt omkvæd som et slags forskræp til de underproducerede punkskæringer ‘Black Hole’ og ‘We’re Where We Were’.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Hvis alt dette lyder som opskriften på et alvorligt stilforvirret album, så er det fordi det lige præcis er, hvad ‘Virtue’ er. Eller – hvis vi tager de positive briller på – en nysgerrig, men måske undertiden lidt for ukritisk famlen efter et nyt udtryk.

Et grundigt genrerodet album behøver isoleret set ikke være negativt – Jack White er eksempelvis lige for nylig lykkedes fint med netop ét af slagsen. Men ‘Virtue’ mangler som noget helt afgørende ganske meget rød tråd for at nå i land. Produktionen er all over the place, instrumenteringen ligeså, og Casablancas ellers så ikoniske, nasale croonerrøst ender med at være det eneste faste holdepunkt i løjerne. Og det er for lidt, især når der, apropos føromtalte klæbeevne, er så få af numrene, der hænger ved, når man er færdig med at lytte.

Men lyspunkterne findes. ‘All Wordz Are Made Up’ er eksempelvis en ren banger med et smittende, hookfyldt omkvæd og et dejligt løst beat, der rasler charmerende i knogleværket, ‘Lazy Boy’ er britpop som snydt direkte ud af næsen på Supergrass i deres velmagtsdage, og ‘One of the Ones’ dræver ondt og skumlende afsted.

Generelt er ‘Virtue’ faktisk mest spændende i de små, snacky bidder, mens albummets længste numre også er dem, der slider mest på lytterens tålmodighed. Og det er et album, der ikke rigtigt brillerer med sin nødvendighed, men snarere synes at være opstået i et anfald af kedsomhed.


Kort sagt:
Julian Casablancas’ andet album med sideprojekt-slænget The Voidz synes at være undfanget i et anfald af kedsomhed og forsøger forgæves at gabe over næsten lige så mange genrer, som der er numre på albummet. Resultatet er desværre så usammenhængende, at end ikke Casablancas’ ellers så ikoniske croonervokaler er nok af en fællesnævner til, at helheden bliver overbevisende.