Hollywood er ganske vist indbegrebet af filmbrancen, men i de seneste par år har en række prominente, britiske skuespillere indtaget filmbyen som nogle af de helt store spillere. For at markere briternes triumf i det store udland har Vanity Fair i forbindelse med award-sæsonen skabt tre fine kortfilm, hvor en perlerække af de største britiske skuespillere genopfører klassiske filmscener.
Under de sigende titler ‘Preparing for War’, ‘Coming to America’ og ‘Victory is Assured’ kan man blandt andet se den Oscar-nominerede Kiera Knightley give den gas i den ikoniske orgasme-scene fra ‘When Harry Met Sally’, mens Tom Hiddleston og Felicity Jones reinkarneres som ‘Bonnie & Clyde’ og en kølig Jeremy Irons leverer replikker fra ‘Die Hard’ med en milkshake i hånden.
Herudover ses naturligvis også de to Oscar-nominerede herrer Benedict Cumberbatch og Eddie Redmayne, ligesom aldrende, britisk guld som Michael Cane og Judy Dench optræder side om side med Orlando Bloom, Sienna Miller, Sally Hawkins, Clive Owen og mange andre, der alle har markeret sig i både film og tv-serier i Hollywood de seneste par år.
Se én af videoerne ovenfor – og to mere herunder.
Læs også: Benedict Cumberbatchs største styrker – og en faldgrube, han skal undgå
Læs også: Video: Se smukt supercut af årets Oscar-film