‘Avengers: Age of Ultron’
Stadig med på superheltevognen? To af de hidtil mest vellykkede Marvel-film, ‘Captain America: The Winter Soldier’ og ‘Guardians of the Galaxy’, sørgede sidste år for at udsætte den mæthed over for superhelte, der på et tidspunkt må ramme det overeksponerede publikum.
Men Joss Whedons ‘Avengers: Age of Ultron’ skal nu nok klare midlertidigt frisag, for her er der atter maksimalt knald på actionscenerne.
Da Tony Starks (Robert Downey Jr.) kunstigt intelligente beskyttelsessystem Ultron (James Spader) går grassat og sender en række robotter – heriblandt sig selv – efter Captain Americas (Chris Evans) heltehold, må The Avengers redde Jorden igen. På sidelinjen står et mystisk tvillingepar, Aaron Taylor-Johnsons ufatteligt hurtige Quicksilver (af rettighedsmæssige årsager i en anden inkarnation end i ‘X-Men: Days of Future Past’) og Elizabeth Olsens Scarlet Witch, der besidder så gode kræfter som telekinese og evnen til mental manipulation.
I denne ombæring rødmer The Hulks alter ego, den småkejtede videnskabsmand Bruce Banner (Mark Ruffalo), oftere, end han bliver grøn af raseri, idet han og Natasha Romanoff (Scarlett Johansson) har set sig lune på hinanden. Og deres spirende forelskelse – hjulpet godt på vej af to sympatiske præstationer – udgør tiltrængt engagerende mørtel i en film, der med sit ret formløse plot ellers nemt kunne være faldet fra hinanden.
På et tidspunkt bemærker Hawkeye (Jeremy Renner), der får betydelig mere plads end i den første film fra 2012: »We’re fighting an army of robots, and I have a bow and arrow. None of this makes sense!« Man kan være tilbøjelig til at give ham ret, selvom kludetæppehistorien er nogenlunde til at finde hoved og hale i. Det er bare ærgerligt, at det i den grad føles, som om der mest af alt bliver trådt vande inden ‘Captain America: Civil War’ og ‘Avengers: Infinity War – Part I’.
Mesterinstruktøren Alfred Hitchcock mente, at det er afgørende for en films succes, hvor succesfuld skurken er. Og hvor den luskede og beregnende Loke da også var et af originalens stærkeste trækplastre, rangerer Spaders Ultron i den diametralt modsatte ende af skurkeskalaen. Den åh-så-ondsindede figurs mange sarkastiske platheder forhindrer ham i at blive tilnærmelsesvist faretruende.
Men en Marvel-blockbuster kan heldigvis sagtens være underholdende på trods af en tam modstander, tænk bare på ‘Guardians of the Galaxy’. Og det ser jo unægteligt fantastisk ud, når Iron Man og en flot renderet The Hulk tæver uhæmmet løs på hinanden (Hulk smash!).
Men mon ikke der i en ganske nær fremtid vil komme en dag, hvor middelmådige manuskripters overdådige hurlumhej med relativt underudviklede heltekarakterer ikke længere helt slår til?
Kort sagt:
‘Avengers: Age of Ultron’ lever ikke op til Marvel-universets bedste film. Superheltetoeren er igen nærmest skamløst letfordøjelig og denne gang hurtigt glemt, men Joss Whedon tager alligevel med nød og næppe stikket hjem på visuelle glæder og øresønderrivende bulder og brag.