1. ‘Parks & Rec’-bloopers
Chris Pratt gav som den luddovne Andy Dwyer liv til en af de bedste karakterer i ’Parks & Recreation’, og det samme er tilfældet i seriens urkomiske blooper reels. Pratts medspillere kæmper forgæves for at holde masken, mens skuespilleren ryger ud af syrede tangenter og langt væk fra manuskriptet. »I was born … with a full head of hair and a full head of teeth«, siger han med dødsens alvor, mens mundvigene tvinger sig opad bag Nick Offermans frodige overskæg.
Det er umuligt at overse Pratts komiske talent i ’Parks & Recreation’, men det tjener til Marvel og James Gunns ros, at de så en actionhelt i den omvandrende, slipseklædte selvparodi – også selv om han før havde smidt kilo til roller i ’Moneyball’ og ’Zero Dark Thirty’.
2. ‘Weight Watch’ med Letterman
Chris Pratt smed mere end blot det overflødige hvalpefedt, da han gennemgik forvandlingen fra dvask sofakartoffel til rumeventyrer med metalhårde mavemuskler. Da han besøgte David Letterman i hans ’Late Show’, forsøgte den nu pensionerede talkshowvært at få ham til at sætte tal på sin slankekur – uden betydeligt held.
Med vanlig trang til at overdrive lod Pratt gradvist vægttabet stige og hævdede til sidst, at han vejede et kvart ton, inden han påbegyndte transformationen til den selvudnævnte ’Star-Lord’. Letterman forholdt sig skeptisk.
3. Speedrapper ikonisk Eminem-vers
I sine unge dage fristede Pratt kortvarigt en tilværelse som hjemløs i Maui, hvor han storrøg fjolletobak med ligesindede drengerøve og lyttede til gangsterrap – nærmere bestemt Dr. Dre-albummet ’2001’. For at efterprøve anekdotens sandfærdighed udfordrede nogle radioværter Pratt til at rappe hele Eminens vers fra ’Forgot About Dre’ i en direkte udsendelse, og skuespilleren kvitterede med at gøre the real Slim Shady rangen stridig.
Med en trænet rappers timing speedrapper Pratt sig vej gennem det ikoniske vers, mens studiets øvrige gæster duperet bryder ud i latter. Drengerøvsfremtoningen er ikke blot en påtaget facade.
4. ’Nonsense Karaoke’ og ’Word Sneak’ hos Fallon
Det er intet under, at Chris Pratt går forbilledligt i spænd med ‘The Tonight Show’s Jimmy Fallon, for han passer som fod i hose i talkshowets skæve segmenter. I sine hidtidige besøg på NBC’s late night-flagskib har han leget charmerende med sproget i indslagene ’Nonsense Karaoke’ og ’Word Sneak’.
Til tonerne af Mark Ronsons ‘Uptown Funk’ vræler Pratt linjer som »a bug’s on my toblerone« og »I’m gonna kiss an elf named Smitty«, inden han slår sangstemmen sammen med Fallons i en surrealistisk nytænkning af Kelly Clarksons monsterhit ’Since I’ve Been Gone’.
Komikerne graver også dybt i det engelske sprog i indslaget ‘Word Sneak’ (se herunder), hvor de skal inkorporere mærkværdige udtryk (»soul patch«, »jelly fish«, »Norm from ’Cheers’«) som naturlige elementer i en henkastet dagligdagsdialog. Pratt vender konkurrencen på hovedet ved at fremhæve sin retoriske rute mod kodeordet længe før, han ytrer det. Komikken ligger i forudsigeligheden.
5. I storform til uforudsigeligt presseinterview
Presseinterviews til fjernsyn har ofte samme underholdningsværdi som ’Tv-pejs’, men Pratt har flere gange formået at veksle de formaliserede udvekslinger til regulære stjernestunder. ’Guardians of the Galaxy’-presseturen var særligt underholdende som følge af den strålende kemi mellem Pratt, Zoë Saldana og det godmodige muskelbundt Dave Bautista.
Trekløveret var veloplagt til Moviefones ’Unscripted’-session, hvor skuespillerne både blev interviewet af fans og af hinanden. Fraværet af journalistisk styring gavnede samtalen, der pendulerede mellem det ærlige (de afslørede blandt andet, hvor mange screen tests de havde afleveret under castingprocessen) og ubetaleligt morsomme.
Pratts kolleger bad således skuespilleren rekonstruere sin reaktion, da han fik rollen som Peter Quill/Star-Lord i ’Guardians of the Galaxy’. En række vilde fagter blev efterfulgt af en bøn til konen Anna Faris: »Honey, I need to lose 75 pounds! Stop baking!«
6. Pratt som fedladen Obi Wan
Ingen inkarnerer den stereotypiske, selvfede gamer bedre end en overvægtig Chris Pratt.
Som reklame for Xbox Ones Kinect-censor gav Pratt den som Obi-Wan i direkte duel med Darth Vader. Først afbryder han kækt Vaders mekaniske tirader med sit lyssværd, inden han sænker paraderne og giver mørkets fyrste et par gratis hug.
Han teleporterer sig ud af sin jedi-kappe og genopstår i boksershorts og lidt for tætsiddende t-shirt – et plottwist, der næppe havde fungeret, hvis hans krop havde været ’Guardians of the Galaxy’-tonet.
7. Back to back med Guillermo
Jimmy Kimmels godhjertede sidekick Guillermo Rodriguez samler ’Guardians of the Galaxy’-castet til en samtale på slap line i det såkaldte ’Back to back’-segment. Med ryggen til Pratt roser den mexicanske interviewer skuespilleren for sin optræden i det, han kalder ’Parks & Decoration’, inden han byder ham på en flodbølge af tequila.
På Pratts opfordring tyller Guillermo shot efter shot, mens skuespilleren selv hælder indholdet af glassene over skulderen. Da han endelig indvilliger i at bunde en sjat af den krasbørstige brændevin, bryder feststemningen ud, og snart giver han Guillermo en sensuel hjernemassage: »Your hair is incredibly hard!«
Med ord som dude og bro forrest i ordforrådet stiller Pratt sin elskværdige, drengede side til skue – som var han et veltrænet, hyperaktivt sidestykke til Jeff Bridges’ The Dude. Det er umådeligt svært ikke at holde af ham. Og Guillermo.
8. Prankes til pr-interview
Hånden på hjertet: De to drengerøve, der udsætter kendisser for diverse akavede optrin i Youtube-serien ’Interview Prank’, burde få en tur med livremmen. De ligner nogle, der vandede lidt for mange bukser i folkeskolens frikvarterer og nu har set deres snit til at gøre karriere som skolegårdens bøller.
Så meget desto mere imponerende er Pratts tilbagelænede håndtering af lømlernes infantile drengestreger. Skuespilleren indvilliger både i at fortælle den ene interviewers mor, at hendes søn har herpes, ligesom han nedtoner sin reaktion, da det indledende håndtryk udstrækkes uendeligt.
På charmerende vis spiller han med på interviewernes melodi og bringer endda en af dem ud af kurs, da han forveksler ordet ‘Tender’ med ‘Tinder’, umiddelbart inden han tager et foto med Pratt. »I thought you wanted to take a photo of me and put it on your penis… which I was comfortable with«.
9. Purung Pratt stjæler rampelyset
Pratt fik sin første større rolle i dramaserien ‘Everwood’, en tåreperser med sporadiske glimt af komik, som overlevede i fire sæsoner. Hvor Pratts præstation som den arrogante high school-elev Bright Abbott er forglemmelig, viste han sit komiske potentiale i et tidligt tv-interview under optagelserne af serien.
Han indrømmede blandt andet, at han ofte underpræsterer til auditions, fordi han forsøger at fremmane den shakespearske skuespilkunst i stedet for at lade impulserne råde. Det er en bemærkelsesværdig udmelding med tanke på skuespillerens forfejlede auditions til James T. Kirk i ’Star Trek’ og Jake Sully i ’Avatar’, hvoraf især sidstnævnte afslag tog hårdt på ham.
»De ville have en, der havde den der ubeskrivelige ‘it factor’. Da jeg gik ind i rummet, vidste jeg, at jeg ikke havde den, og da jeg gik ud tænkte jeg, at jeg aldrig ville få den«.
I dag vil mange nok mene, at Pratt har mere ’it factor’ end manden, der fik rollen, Sam Worthington, nogensinde får.
Chris Pratt lod sig dog ikke slå ud af skuffelserne, og med hovedroller i ’Guardians of the Galaxy’ og ’Jurassic World’ har han fuldbyrdet opstigningen mod plakaternes top – vel at mærke uden at give køb på sin integritet.
I ’Everwood’-interviewet udtaler den purunge skuespiller, at hans helligste mål i livet er at svæve gennem tilværelsen som en »free spirit«, der ikke tager noget for alvorligt. Set udefra er det netop, hvad han har gjort lige siden.
Læs også: ’Jurassic World’ / Anmeldelse
Læs også: 10 bud på en ny Indiana Jones