‘Jurassic World’
Jurassic World er en forlystelsespark. Altså, det er navnet på dinoparken i filmen, men selve filmen føles også som en tur i en forlystelsespark. Sådan én skal bedømmes på, om der er sug i maven, overraskelser og grin. Vi vil have mere end bare et sammenskrab af gynger, karruseller og slush-ice til overpris.
Forlystelsesparken Jurassic World (som må have haft svært ved at finde et villigt forsikringsselskab) kæmper med det samme problem som nutidens Hollywood-blockbusters. Publikum kan se et søuhyre springe op og snuppe en haj i en mundfuld, de kan sejle i kano helt tæt på gigantiske planteædere og endda sætte ungerne op på en babytriceratops i klappezoo. Alligevel falder besøgstallet. Publikum kræver dinoerne »større og med flere tænder«. Den nødvendige jagt på sponsorer og wow-faktor giver virksomheden mandat til at gøre, hvad der skal til for at sikre pengestrømmen. Det kommer til at ende galt.
Det kan raptor-træneren Owen (Chris Pratt) se, men alle andre er blændet af følelsen af at være dyrenes konge. Owen har engang været på en mislykket date med chefen Claire (Bryce Dallas Howard), der står i spidsen for en virksomhedskultur i amokløb. Hun siger »aktiver«, når hun mener dinosaurer. Owen advarer hende om, at levende væsner med instinkter ikke kan styres: »Du har lavet dem i reagensglas, men det ved de ikke selv«.
Chris Pratts figur kunne nemt blive en actionstjernekliché – han bliver på et tidspunkt direkte kaldt en badass i filmen – men han kan bære det, uden at det bliver for plat, og actionscenerne er opfindsomme, selvom de måske ikke har det der ekstra, som Spielberg giver, når han er bedst.
Denne efterfølger til Spielbergs klassiker skal levere en vare til et publikum, som er vant til at se superhelte i supergrupper, der redder Jorden fra undergang, hvor storbyer lægges øde, og hvor enhver skabning, der kan udtænkes i den menneskelige hjerne, kan realiseres på det store lærred. I dag løfter ingen et øjenbryn ved synet af en brachiosaurus, der gufler blade af et træ.
Hvis man ikke var der dengang i 1993, kan det være svært at forklare fascinationen ved den originale ’Jurassic Park’. Personerne i filmen så levende dinosaurer for første gang, og det føltes, som om vi gjorde det samme. Tegningerne i bøgerne og plasticfigurerne, vi havde leget med, blev pludselig vækket til live.
Den fascination er væk. Så hvad har ’Jurassic World’ til os? Den har en genetisk hybrid-dino, som selvfølgelig er størrevilderefarligere end T-Rex. Får vi ikke mere end blot næste trin i våbenkapløbet, en lidt større monstersaurus end den foregående, tænker man uvægerligt til at begynde med.
Det viser sig imidlertid, at den nye skabning er den helt rigtige modstander og ikke kun på grund af det imponerende tandsæt. Det er det uundgåelige resultat af menneskelig grådighed. Den nye dino, kaldet Indominus Rex, har tænkt sig at bryde ud af sin indhegning og undersøge, hvor den er placeret i fødekæden. Den selvironiske morale i ’Jurassic World’ er, at man ikke skal lave Jurassic World.
I-Rex er det monster, som pengemændene har fortjent, og ’Jurassic World’ er den underholdende og ambitiøse efterfølger til originalen, vi som publikum har fortjent.
Kort sagt:
22 år efter den første films katastrofale rundvisning i dinoparken er vi nu tilbage ved samme location og plot, men glimrende opdateret med opfindsomme actionscener, et par overraskelser og et hold menneskelige karakterer, som er værd at interessere sig for. Denne efterfølger er Spielberg værdig.