Top Tracks: Her er ugens 10 bedste nye sange

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Artigeardit ‘Forklar ma’

19-årige Artigeardit laver et solidt statement med singlen ’Forklar ma’, der er forløber for debut-ep’en ’Fristelse fordærver’. Leveringen er selvsikker, det sungne omkvæd er et dejligt tilbagelænet modspil, og så er 12inchbeats’ fuldfede, soul-samplende, Kanye West-anno-’The College Dropout’-agtige produktion virkelig et friskt pust.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Muna ‘Winterbreak’

Den amerikanske trio Muna har styr på de klassiske r’n’b-dyder, og på den spejlblanke ‘Winterbreak’ spøger Haim ligeså meget i baggrunden som ‘Pure Shores’. Forsangerinde Katie Gavin prædiker med sin smukke vokal om forliste forhold og forkvaklet kærlighed, alt imens en groovy guitar stilfærdigt bokser om kap med det insisterende electrobeat.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Skepta ‘Ladies Hit Squad’

Ventetiden til Skeptas kommende album ‘Konnichiwa’ har indtil nu været let frusterende, men nu er den Roskilde-aktuelle grime-redningsmand heldigvis kommet til undsætning med det gloende nye track ‘Ladies Hit Squad’. Der bliver skudt med skarpt med læssevis af brunstige rim, og med hjælp fra D Double E og ASAP Nast er det en kendsgerning – Skepta er stadig på toppen af grime-spillet. Og er vi de eneste, der hører lidt ‘Hotline Bling’ i Nasts omkvæd?


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. First Hate ‘White Heron’

Der er fuld smæk for synth-skillingen på den danske duos nye single. Sanger Anton Gansted maler med den fulde ibenholt-palette, mens det taktfaste anslag danser en mørk vals til et soundtrack af klokkende synthtemaer. Ep’en ‘The Mind of a Gemini’ er ude den 4. marts, og samme dag giver danskerne koncert i Lille Vega.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Tsar B ‘Myth’

Nej, du er ikke ved at få hjertestop. Den dunkende lyd i din øresnegl kommer fra Tsar B, der med ‘Myth’ suger dig ind i et mellemøstligt klingende r’n’b-vidunderland, hvor summende synths sætter scenen for den belgiske sangerindes melodramatisk stemmeudtryk. Hendes forrige single ‘Escelate’ fandt vej til vores Top Track-liste i januar, og vi ser frem til, at første album/ep lander.

Hør flere Top Tracks på næste side.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Turnover ‘Humblest Pleasures’

Er du til delikat og poppet semi-shoegaze, bør du straks sætte Turnovers ‘Humblest Pleasures’ på rotation. Det melodistærke nye udspil placerer gruppen i Real Estate-ligaen inden for solbeskinnet guitarpop, og hvis du ovenikøbet ikke få nok af det seneste album fra Wild Nothing, er du landet på den helt rigtige dreampop-sky.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Artificial Brothers ‘Reindeers’

Hvis vokalen på ‘Reindeers’ lyder velkendt, er det egentlig ikke så mærkeligt. Artificial Brothers tæller nemlig to tredjedele af The Entrepreneurs, selv om ‘Reindeers’ alligevel flagrer med større armbevægelser et sted imellem M83’s episke synthrock og Tame Impalas psychpop. Bedst bliver det omtrent halvvejs inde i spilletiden, hvor nummeret kolliderer med en opslugende malstrøm, der efterlader dig rodende rundt på gulvet efter dit faldne kæbeparti.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Siba ‘Mango’

Efter en supporttjans for AV AV AV og et par Soundcloud-tracks er danske Frederik Eichens klar med singlen ‘Mango’, den første af slagsen fra hans debut-ep ‘Fruits’, der er ude den 18. marts. Eichens luftige fraseringer flyver rundt om legelystne effekter på det saftige poptrack, der umiddelbart kun kam bebrejdes for at være en tand for kort.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Tobias Rahim ‘Luk mig op’

Han har slået sit navn fast som Grande i reggaeton-duoen Camilo & Grande, men halvt danske, halvt kurdiske Tobias Rahim er nu klar til at stå på egne ben med et soloprojekt i eget navn. Den stærke førstesingle er produceret af Frederik Carstens, der blandt andet har lavet musik for Anya og Thøger Dixgaard, og hiphop-trommerne såvel som den underliggende synth agerer underspillet stemningspalet til Rahims personlige og halvt rappede, halvt sungne lyriske udfoldelser.


Kanye West

 

10. Kanye West ’Fade’

’The Life of Pablo’ er en rodet omgang, men de enkeltstående højdepunkter står næsten i kø. Af de friske numre stråler ’Ultralight Beam’, ’FML’, ’Wolv1s’, ’Waves’ og ’Famous’, men allerbedst er måske ’Fade’, der sampler Mr Fingers’ Chicago House-klassiker ’Mystery of Love’ og ender i et hjørne af dansegulvet, som Kanye aldrig har sat sine Yeezys på før. Sangen kan høres hos Tidal.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste i Spotify HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af