Wild Nothing: En kalejdoskopisk poprundtur i de pastelkulørte 80’ere
Jack Tatum, den enlige mastermind bag Wild Nothing, har offentligt erklæret ‘Life of Pause’ for et album, hvis mening skulle være at transportere både ham og lytteren til et andet univers. Fans af den udtalt 80’er-fascinerede sangskriver kan ånde lettet op, for han har selvfølgelig ikke forladt inspirationen fra årtiet på sit tredje album.
Alligevel er der grøde og opbrud at spore på skiven. For hvor et album som forgængeren ‘Nocturne’ sad ret sikkert placeret på to skinnelegemer – altså med ét hjul solidt placeret i dreampop glaseret i masser af guitar-jangle og ét i synthglad new wave – så folder efterfølgeren paletten gevaldigt ud.
Og nu må I altså have mig en smule namedropping undskyldt, men på åbneren med den ildevarslende titel ‘Reichpop’ går der Talking Heads i den med marimbaer i polyrytmisk akrobatik. ‘A Woman’s Wisdom’ lyder med sin svedne klaverrundgang som noget, der er stukket af fra Supertramp, den forrygende ‘Japanese Alice’ er klassisk, letbenet og hook-ladet new wave, ‘Alien’ er en powerballade med et drama som Berlins ‘Take My Breath Away’, og ‘Whenever I’ kunne have været en virkelig effektiv discobasker, var det ikke for dens slacker-dvaske sub-100 bpm-tempo.
Lyder det allerede på papiret som opskriften på et album, der stritter noget så gevaldigt og måske ligefrem forvirrer en smule, så er det skudsmål ikke meget galt, men Tatums fine popnæse samler alligevel trådene nogenlunde, og ‘Life of Pause’ bliver i stedet en kalejdoskopisk rundtur i en svunden æra.
Det er selvsagt ikke en nær så helstøbt helhed som hverken ‘Gemini’ eller ‘Nocturne’, og især i albummets sidste fjerdedel er det faretruende tæt på at kæntre i en høj søgang af bollesaxofon. Men kan man holde det ud, og har man måske endda en særlig forkærlighed for det pastelkulørte årti, gemmer der sig en fin pophyldest til det her, som blot ikke svinger sig op på Tatums sædvanlige høje niveau.
Kort sagt:
Jack Tatum, mastermindet bag Wild Nothing, har ikke forladt sin tydelige fascination af 80’erne på sit tredje album, men ‘Life of Pause’ spreder alligevel udtrykket gevaldigt ud som en slags kalejdoskopisk rundtur i det pastelkulørte årti. Det er dermed ikke en så helstøbt helhed som hverken ‘Gemini’ eller ‘Nocturne’, men har man en særlig forkærlighed for denne svundne æra, gemmer der sig en fin pophyldest til den her.