Eneren Bisse på Ideal Bar: En protagonist som skriver historier i blod

En genial titel er altid en god start, når man har et nyt album på gaden. ’Happy Meal’ er et simpelt navn, som samtidig rummer en blodig ironi, der gradvist opstår, når man hører albummet fra start til slut. Gennem galgenhumoristiske fortællinger og dobbelttydige ord understreges det nemlig, hvordan Bisse er ved at brække sig over samfundets og sin egen dobbeltmoral.

Denne udtryksmæssige stil har været gennemgående på alle album i Bisses ‘Blod’-trilogi, hvor han insisterer på historiefortællingen som den kunstneriske disciplin. Han er en karakter som ikke lefler for det brede publikum, men stædigt fastholder sin særart.

Bisse har udgivet fire album inden for bare ét år, og tirsdagens udsolgte release-koncert var derfor ikke blot fejringen af ’Happy Meal’, det var ligeså meget fejringen af Bisse selv.

’I dag går det ned’ agerede startskud, og forventningerne om en eksplosiv koncert blev kun forstærket af Bisses gentagende løfte. Hovedpersonen kastede os lige fra start rundt i hele sit musikalske repertoire og havde energisk publikum i sin hule hånd hele aftenen igennem.

Live var lyden et godt stykke fra pladerne – mere rå og upoleret – men ingen tvivl om, at der var meget på spil. Bisse lyder ikke som nogen anden dansk musiker, når han forener new wave, postpunk og hiphop, men hans styrke ligger også i de fabulerende, paroleagtige tekster, som er mere indholdsrige og tvetydige end de flestes. I ’Shotgun for dig’ gentoges det maniske omkvæd – »jeg råbte shotgun / jeg var den første / jeg vil sidde foran / jeg vil sidde ved siden af dig for altid« – som på én gang var kærlighedserklærende og selvmorderisk afhængig af, hvor bogstavligt referencen til skydevåbnet blev taget.

Bisses fortællinger blev bakket op af synth, trommer og guitar, som vekslende førte os fra calypso-toner, der ironisk kastede glade rytmer over den CV Jørgensen-inspirerede ’Camp Bastion’, til det pågående og tempofyldte beat på ‘Amalies porte’ og yderligere ud i destabiliseret hiphop på ‘Flyder sammen nu’, hvor Bisse manisk rappede over guitarflader og trommebeats. Det var bare at hænge i!

Bisse virkede næsten færdigudfoldet, selv om han vel egentlig stadig befinder sig på puppestadiet. Aftenens forestilling flåede dansk mindreværd fra hinanden og gav os et dundrende talent på et sølvfad.

Det handlede om at sætte sig selv på spil på scenen. Der syntes ingen faste dogmer eller indgroede holdepunkter. Bisse susede ud gennem et hul i normaliteten og mødte os med en enestående excentricitet, mens han skrålede sin skrammede sjæl ud og ind i vores hjertekamre. Han var konfronterende, stirrede os direkte i øjnene og brugte hele rummet som arena for sin dramatik.

»Men jeg kan ikke mere! Er der overhovedet nogen her som kan mere?«, vrængede han ud til slut på sit ekstranummer, hvilket elegant bandt en lyrisk sløjfe på aftenens kraftpræsentation, der alt i alt føltes som et splitsekund.

Bisse som karakter var lige så definerende som selve lyrikken i hans musik. Hvor han i sine sange opløser sit ego i skiftende identiteter, stod han på scenen frem som den sande protagonist. Her var han et mystisk, afviklet ego, som druknede verden i blod, og som, påvirket af CV Jørgensens arv, har blik for kunstens potentialer for at skabe historier, som kan rumme et utal af betydninger.