Bisses egen karakter overskygger samfundskritikken på en ellers fornem trilogi-afslutning
Der er noget forfriskende og befriende ved en kunstner som den danske sanger og sangskriver Bisse. Hvor nye navne ofte knokler med at få gjort den ene ep færdig og kunne præsentere den for omverdenen, har Bisse (der er et pseudonym for Thorbjørn Radisch Bredkjær, der har været aktiv i Spillemændene) udgivet ikke mindre end fire album på ét år. Aktivitetsniveauet er tårnhøjt, og det er det kvalitative niveau for det meste også.
’Happy Meal’ udkommer en uges tid før debutalbummet ’PMS’ fylder et år og fuldender desuden den blodtrilogi, som ’PMS’ var starten på. ’Umage’ udgjorde trilogiens andet kapitel, mens ’Bitchin’ var en hiphop-inspireret afstikker, hvis musik dog lå langt fra gængs hiphop.
Mens det var menstruationsblodet, der flød på ’PMS’, så var det hjerteblodet, der var omdrejningspunktet på ’Umage’, og på ’Happy Meal’ er det så samfundets imaginære blodårer, der er gået hul på. Bisse bader i sin egen og andres dårlige samvittighed på albummet, hvis indhold ikke rigtigt kan siges at matche den sennepsfarvede titel på coveret.
Gennem sine frit fabulerende, mærkværdige og yderst poetiske tekster skildrer han en nation og en verden, der mangler svar, men han skildrer også en forvirret person, der står magtesløs midt i det hele. Og det er sådan set et interessant udgangspunkt.
Musikalsk befinder Bisse sig på ’Happy Meal’ et sted omkring 80’ernes new wave med et par afstikkere til en mere nedtonet singer/songwriter-formel, men han gør det uden entydigt at falde inden for nogle af kategorierne. Hans mesterlige omgang med det danske sprog peger på C.V. Jørgensen og Lars H.U.G. som forbilleder, mens diktionen til tider minder mere om Talking Heads’ David Byrnes freestyle-agtige tale. Det gælder for eksempel på den bizart titlede ’Omveje ind i oldtidsvejssystemet’ og den hårdt rockende, næsten postpunkede ’Amalies porte’, der er et forbløffende mini-maraton af ord fra Bisses mund. Her hører man om en mand, der i en usammenhængende verden håber på en audiens og en drink med dronningen, og som derfor løber op til Amalienborg i strømpesokker og råber op, for dernæst blot at blive bedt om at sænke stemmen. Det er både gyngende, kaotisk, poetisk og yderst underholdende.
Bisse er en spændende kunstner på den måde, at han virker både umiddelbar og uhåndgribelig. Hvis der er noget, der binder hans foreløbige album sammen, så er det, at alle lader til at have en form for transparens som mål. Man har hørt om en umulig og vred forelskelse, og man har lagt øre til en altopslugende modløshed og sorg. I musikvideoen til ’Happy Meal’s førstesingle, den festlige og udadvendte popsang ’Lidt mere og jeg brækker mig’, følger man Bisse tumle rundt til årets uddeling af kritikerprisen Steppeulven. Det udnyttes i en kontekst, hvor Bisse opløser og udstiller sig selv i en musik, der virker så tæt knyttet til hans identitet, at han som kunstner fremstår næsten gennemsigtig. Bisse står derfor som en altoverskyggende hovedperson, men det er umuligt at skelne, hvornår biografien begynder eller ender. Ja, hvem siger, at der egentlig overhovedet er et biografisk element involveret?
Bisse pendulerer ofte mellem et mikro- og makroperspektiv i sine tekster og gerne inden for de enkelte sange. Helt intime og nære relationer kædes sammen med internationale begivenheder, som for eksempel på den flotte ’Spøgelsesskibene’, hvor twangy guitar og afslappende blæsere er baggrundstæppe for en tekst, der får kædet en afdød ven og familiemedlemmer på Mørkøv Kro sammen med bådflygtninge og krigsskibe. På samme måde skiftes der fokus i den alvorstunge ’Srebrenica – Kolby Kås’, der går fra en massakreramt by i det tidligere Bosnien til en havneby på Samsø, og man aner en ængstelighed bag emnevalget. »Endnu en gang siger vi: Aldrig mere 11. juli ’95«, synger Bisse til minde om de tusindvis af ofre for massakren og følger op med spørgsmålet: »Hvorfor står vi her igen?«. Det er en for Bisse sjældent klar tale, og den understøttes af en indadvendt stemning og uforløst harmonik.
Det er desværre også et af de få steder, hvor man får fornemmelsen af, at man ved, hvor man har Bisse. For på trods af hans originalitet er det som om, at karakteren Bisse står i vejen for den samfundskritik, han gerne vil levere, og derfor føles ’Happy Meal’ også selv en anelse retningsløs. Kritikken bliver sjældent krads, for den er for det meste camoufleret bag et lag af poetisk mystik.
Albummet lyder derfor som om, der er mindre på spil end på de spændende bekendtskaber ’Umage’ og ’Bitchin’, og det selv om emnerne på ’Happy Meal’ egentlig vedrører os alle. Man bliver derfor ikke meget klogere på Bisse som en person med politiske holdninger, men man får til gengæld føjet et par facetter til Bisse som kunstner. Og det er sådan set også mere end nok.
Kort sagt:
Bisse afslutter sin blodtrilogi ved at åbne op for samfundskritikken, og selv om hans gennemsigtige og udstillede kunstnerkarakter og mystiske poesi er dragende i sig selv, så ender det også med at skygge over den kritik, der er centrum på albummet.