‘Deus Ex: Mankind Divided’ – en glimrende historie med en sløj protagonist

‘Deus Ex: Mankind Divided’ er sidste skud på stammen i en spilserie der siden starten i 2000 til 2011’s ‘Human Revolution’, har præsteret spil i den ultimative top af industrien, men på andre tidspunkter landet solidt i meh-kategorien. ‘Mankind Divided’ låner rundhåndet fra hele bagkataloget og bliver et (måske lidt for?) stilsikkert og hjemmevant bekendtskab.

Den svært udtalelige spilserie ramte gaming-scenen for første i 2000 med et fremragende spil som på (dengang) nytænkende vis blandede rolle-, skyde- og adventure-spil med en engagerende og spændende historie om skyggeregeringer, bionisk opgraderede mennesker/maskiner og hemmelige agenter.

Som et af de første spil bød ‘Deus Ex’ på en fortælling, der skiftede alt efter spillerens valg og evner med flere slutninger samt et persongalleri ud over det sædvanlige helt/prinsesse/skurk. ‘Deus Ex’ var – og er – et af de bedste og vigtigste spil og fortjener gerne en årlig reprise af selvrespekterende nørder.

‘Mankind Divided’ er historiemæssigt en prequel for seriens stamfader, men har på alle fronter udbygget og udvidet entreprisen.

Grafikken er ikke banebrydende, men der holdes en stilsikker retning med skarpe linjer, stramt farveskema (gult og sort som tidligere) og dystopiske scenarier. I de mange cutscenes animeres ansigtsudtryk og detaljer flot, men så snart kameraet skifter og man selv overtager styring falder graden af lækkerhed desværre en del.

Samtidig er lydtæppet også en smule skizofrent og veksler imellem stemningsfulde soundtracks, der løfter scenerne uden at forstyrre, til rytmiske ‘nu sker der noget spændende og farligt’-teenagetechno-tapeter af elektroniske blip/blop-lyde. Den noget gumpetunge grafik- og lyd-profil lægger en dæmper på den nydelse, det ellers ofte kan være at bevæge sig rundt i det velpolerede og omstændige ‘Deus Ex’-univers.

 

Apartheid anno 2029

I ‘Mankind Divided’ løber historien op til den borgerkrig, hvis efterdønninger seriens første spil tackler. Efter ‘Deus Ex: Human Revoultion’s (det forrige spil i serien) slutning begynder situationen mellem mennesker og cyborgs at spidse endnu mere til. Cyborgs er i undertal i samfundet og opfattes af mange som sprængfarlige dræbermaskiner, som bare venter på én fejlmelding, inden de går amok.

Undergrundshære og skyggeregeringer kæmper for at holde kortene tæt til kroppen, samtidig med at de ikke afslører deres sande motiver eller metoder – som sjældent er helt stuerene. De mange spændinger leder til et separeret samfund hvor der åbenlyst diskrimineres og antagoniseres i både politiske diskussioner og på gaden til hverdag.

Sløj hovedperson

I rollen som den cybernetisk opgraderede Adam Jensen udfordres man til at navigere mellem Illuminati, Interpol og læssevis af større og mindre med- og modspillere i den sprængfarlige politiske situation. Adam Jensen er som tidligere råbende uinteressant og vækker på intet tidspunkt følelser eller forventninger i spilleren, men fungerer udelukkende som spejlblankt og mildest talt hamrende kedeligt plot device, som man kan bruge til at interagere med de langt mere interessante side-karakterer.

 

Det politiske spil fungerer modsat hovedpersonen til gengæld rigtig godt. Historien er tilpas kompleks til, at man får lyst at læse e-mails, avisoverskrifter og data-nøgle spillet igennem, men aldrig udsættes for en ublu læsemængde uden sans eller samling (*host* ‘Dark Souls’ *host*).

Plottet og situationen uden for Adam Jensens konstant surmulende og tvære verden virker levende og konstant tændt, og udviklingen spillet igennem synes sammenhængende og vedrørende, idet manuskriptet flot oversætter de storpolitiske spændinger til actionfyldte scenarier i førstepersons-perspektiv.

Deus Ex er ikke for idioter

I forhold til et af årets tidligere hits, ‘Doom’, taler ‘Mankind Divided’ med lidt større ord (det kan diskuteres om ‘Doom’ overhovedet kommer ud over grynte-stadiet) og sætter derved større krav til spilleren i forhold til at få en komplet oplevelse med fra spillet.

 

‘Deus Ex: Mankind Divided’ er mere ambitiøs i sin fortælling, men for at det lykkes kræver det også, at man rent faktisk tager sig tid til at nyde den komplekse og omfangsrige fortælling. Forbigår man de mange side-missioner og små sekvenser, der udspiller sig langt væk fra den primære historie, går man glip af det halve spil både i kvantitet og kvalitet.

‘Deus Ex’s force har aldrig været det glorificerede skydetelt, men derimod den komplekse, men flot sammenbundne historie krydret med solid dialog og drevne narrativer. ‘Deus Ex: Mankind Divided’ er et aldeles middelmådigt spil, hvis man forventer endnu en ‘Call of Duty’-klon, hvor man kan trykke både speeder og aftrækker i bund og 360-no-scope-fragge til højre og venstre.

Skruer man derimod ned for blusset og møder spillet på dets egne præmisser – det være sig et lidt lavere tempo, en historie der skal dyrkes og en farligt masse computer-terminaler, der skal hackes – udfolder der sig derimod et hamrende flot og gennemarbejdet univers som man nemt kan bruge timer på at snige sig rundt i, bare for at smuglytte til tilfældige menneskers samtaler eller snage i deres privatcomputere.

 

‘Deus Ex: Mankind Divided’ bliver hvad man gør det til. Det er en udtalt middelmådig korridor-shooter, men et særdeles interessant og ambitiøst open world action-rollespil. En grafisk overhaling (i hvert fald til PlayStation 4) havde klædt spillet og måske givet en stjerne mere, men den ‘kedeligere end at se våd maling tørre’-hovedperson og usammenhængende soundtrack er desværre et par ucharmerende ridser i lakken på et ellers virkelig godt og enormt ambitiøst spil.

Handling og historie er i top, men underløbes desværre af et par tekniske og designmæssige forhold. Det oprindelige ‘Deus Ex’ er stadig seriens absolutte højdepunkt, men ‘Mankind Divided’ fortjener så afgjort også en gennemspilning. Specielt hvis det snart kommer på tilbud.

---

 

Godt
+ Fremragende historier
+ Interessante valg med stor betydning
+ Mange veje gennem alle missioner

 

Skidt

– Drønkedelig hovedperson
– Soundtracket ved ikke helt hvad det vil
– Mini-spillet med hacking bliver bare aldrig sjovt