Beyoncé
Hun har aldrig været bange for at gøre sin egen ting. Det beviste Beyoncé igen, da hun tidligt stjal opmærksomheden på den hvide løber. Hun ankom som en isdronning i det sarte turkise outfit, der var designet af Francesco Scognamiglio.
Amber Rose
Der var noget Birgitte Nielsen i 80’erne over Amber Roses badass-look, der især blev skruet helt op på max af spejlsolbrillerne. Hun ramte en smuk balance mellem sex og I skal ikke fucke med mig-attitude. Helt klart en af aftenens bedste looks i min bog.
Tove Lo
Den svenske popstjerne omfavnede tidens oversize-trend og var sexet på den stilede måde med blusekjolen fra Dion Lee. Og så gjorde hun looket endnu mere moderne og enkelt med et par rosegold Reebok-sneakers.
Chance the Rapper
Rappere har igennem tiden haft en sjovt forhold til overalls, og den fetich tog Chance til det næste niveau. For hvor for eksempel 2Pac dyrkede det løse fit, så gik Chicago-rapperen efter et mere stramt look. Men han bar det med stil – og humor – og et stænk af selvpromovering med ‘3’-kasketten.
Nicki Minaj
Man ved, at det bliver vovet, når popstjernen ankommer til et show, og VMA’s var naturligvis ingen undtagelse. Den stramme blå kjole med de flotte udskæringer var dog så lang, at Nicki Minaj dårligt kunne klare turen ned af den hvide løber. Så er det godt, at man har en assistent til at holde kjole oppe for én.
Desiigner
Han er kendt for at smide tøjet til sine koncerter. Måske var det derfor, at han bare droppede skjorten helt. Men det er selvfølgelig ikke kun kvinderne, der skal have lov til at vise hud. Og Desiigner manglede ingen skjorte til de knækkede lyserøde jakkesæt, hvor de gule cowboystøvler var prikken over i’et.
Ashley Graham
Modellen var ren powerkvinde i den gennemsigtige kjole fra Naeem Khan, der mindede lidt om Beyoncés minus følelsen af udklædningsfest.
Hailee Steinfeld
Skuespilleren og musikeren var et af de få farverige indslag i år i en af Balmains genkendelige krigsuniformer.
Ariana Grande
Der var en del 90’er-vibes over Ariana Grandes Alexander Wang-outfit, især takket være de crepede hår og chokeren, men selvfølgelig også den lille, blonde croptop. De højtaljede brede bukser gav dog looket noget klassisk udstråling.
Winnie Harlow
Hun ankom i Beyoncés entourage, og på en hvid løber, der var præget af nemme sexpoint, hævede modellen barren i sin Nicholas Jebran-kjole. Godt nok var den sexet med den høje slids i siden, men samtidig også lang og elegant.
Alessia Cara
Selvfølgelig er det sjovt at se stjerne give den gas til de store prisuddelinger, men der er også noget befriende over at kunne prikke hul på ballonen. Og det gjorde Alessia Cara i den grad, da hun bare var helt hverdags-cool – måske lige med en choker for ekstra effekt.
Jaden Smith
Jaden fortsatte sin stilmission med at udfordre grænserne mellem herre- og kvindetøj med den detaljerige frakke fra Undercover. For ja, selv om det er et kvindemærke, så beviser Jaden, at den selvfølgelig kan bæres af en mand.
Og den ligeglade dansker…
Lukas Forchhammer
Ja, han tog turen ned ad den hvide løber, men – selvfølgelig – på sine egne præmisser. For mens Alessia Cara måske var hverdagsagtig, så tog Lukas Graham-frontmanden skridtet fuldt ud. Næsten ærgerligt, at han ikke var iklædt sit efterhånden kendetegnende Christiania-shout out-gear.
Læs også: Bow down, bitches: Se Beyoncés overlegne optræden under årets VMA