Netflix har gode kort på hånden i disse tider, og dem har de tænkt sig at holde på lidt længere. Med optagelserne til anden sæson af ‘Making a Murderer’ i fuld sving, en fortsættelse til mysterythrilleren ‘Stranger Things’ samt to nye sæsoner af ‘Narcos’ og tre af ‘Orange Is the New Black’ buldrer Netflix-toget derudaf.
Nu får en eksklusiv Netflix-serie dog dødsstødet: Det stort anlagte familiedrama ‘Bloodline’, der efter en lovende start faldt sammen fra begyndelsen af anden sæson. Efter sæsonpremieren på anden ombæring fornyede Netflix serien med Kyle Chandler, Linda Cardellini og Ben Mendelsohn på rollelisten, men nu har tjenesten offentliggjort, at tredje sæson også bliver den sidste.
På trods af seriens mange Emmy-nomineringer har Netflix valgt at stoppe serien, der da også efter sigende har en af de laveste ratings for en Netflix-original.
Det er kun tredje gang i streamingtjenestens levetid, at de lukker og slukker for en af deres egne serier. Tidligere fik ‘Lilyhammer’ og ‘Hemlock Grove’ samme skæbne, også efter tre sæsoner.
‘Bloodline’s sidste sæson får 10 afsnit i stedet 13 og har premiere i maj 2017.