’Swinger’: Dansk films swinger skuffer småborgerligt
Mikkel Munch-Fals er dansk films swinger.
Først swingede han med kultureliten som toneangivende anmelderikon i filmprogrammet ’DR2 Premiere’, så med den udøvende branche med sin vellykkede og udanske debutfilm ‘Smukke mennesker’ (2010) og nu med overdommerne på Det Danske Filminstitut som magtfuld filmkonsulent. Og nu swinger han så videre som filmskaber med sin anden spillefilm, den romantiske komedie ‘Swinger’, der følger fem par over en weekend i en swingerklub.
Centralt står Martin Buchs Adam, der lever et skarpt optrukket røvsygt liv som fjernvarmesælger. Han befinder sig i et røvsygt forhold med Iris (en alt-for-charmerende-til-at-være-troværdig-som-røvsyg Mille Dinesen), så hvert år tager de i swingerklub.
I idylliske og landlige omgivelser møder de andre par, der også bakser med gevaldige problemer. Bolette (en sødmefuld Lisbet Wullf) er desperat efter at blive gravid, manden Jan (Dan Zahle) er steril. Jørgen (Rasmus Botoft) er en kæphøj direktør med erektionsproblemer, hustruen Ingeborg (Therese Damsgaard Manley) er grænsekatatonisk trofækone.
På den måde kommer dét at gå i swingerklub faktisk til at fremstå som et fordomsfuldt symptom på mental ustabilitet – ikke som det helt ‘normale’ fænomen, filmskaberen forsøger at overbevise sin tilskuer om, at det er.
Nå, men et ungt, smukt par dukker uanmeldt op. Hun er sociolog/antropolog (Natalie Madueño), han er musiker (Emil Birk Hartmann), og Adam forelsker sig selvfølgelig hovedkulds i elskelige Madueño. Sammenbruddet for swingerparadiset kan begynde.
Ligesom med den undervurderede ‘Smukke mennesker’ har Munch-Fals lavet en ensemblefilm, hvor den tematiske tværsum af de forskellige karakterer vægter højere end den enkelte figurs personlige udvikling. I ‘Swinger’s tilfælde er det overordnede tema livs- eller snarere midtvejskrise. Og her synes jeg ikke, at Munch-Fals tilvejebringer noget overraskende eller originalt. Livet er noget, man selv skaber. Det er ikke noget, man finder et andet sted, synes den halvslappe konklusion at være.
Også på replikniveau tangerer Munch-Fals’ manuskript det tåkrummende. »I aften får anakondaen en purung pelskrave«, kan man ikke engang forvente, at sjove Botoft kan levere med sjæl.
Der er optræk til autenticitet og genialitet i enkelte scener, hvilket skyldes, at Munch-Fals har allieret sig med en række stærke kumpaner, som han iscenesætter godt. Særligt Dinesen gestalter en indlevelsesfuld Paprika Steen’sk karisma, og Jacob Kusks fotografering finder momentvist finurlige vinkler.
Helt gennemgående er Munch-Fals med ‘Swinger’ ikke lige så modig en filmskaber, som han er filmkritiker. Hans anden spillefilm indfrier ikke de forventninger, man med rette kan stille til en historie om swingeri, gruppeknald og livskriser. Ikke at jeg havde forventet en pornofilm, men en film om en swingerklub uden egentlig full frontal nudity skriger altså af sikker småborgerlighed fra et ellers alt andet end småborgerligt menneske i dansk film.
Kort sagt:
Filmskaber, -anmelder og -konsulent Mikkel Munch-Fals’ anden spillefilm indfrier ikke forventningerne, En sært ufarlig og småborgerlig film fra et alt andet end småborgerligt menneske i dansk film.