Den chilenske instruktør Pablo Lorraíns (‘No’, ‘The Club’) første engelsksprogede film ‘Jackie’ nød stor hæder, da den debuterede på årets Venedig-festival.
Det var især Natalie Portmans komplekse spil som førstefruen Jacqueline Kennedy, der tog publikum med storm, og Portman er af flere anmeldere spået til at være en oplagt Ocar-kandidat ved Oscaruddelingen, der ligger blot tre måneder væk.
I den seneste trailer kan man få en forsmag på Portmans overbevisende spil som den kontrollerede førstedame, hvis liv ændres på et splitsekund, da hendes mand John F. Kennedy snigmyrdes for øjnene af hende.
Derudover er Portman omringet af ligeledes dygtige skuespiller som John Hurt (‘Dame, konge, es, spion’), Peter Sarsgaard (‘Black Mass’), Billy Crudup (‘Watchmen’) og Greta Gerwig (‘Frances Ha’).
Pablo Lorraín er samtidig aktuel med den spansksprogede ‘Neruda’ om digteren af samme navn, som ligeledes er i spil til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.
Læs også: Se Natalie Portman brillere som præsidentfrue over for dansk JFK i første trailer til ‘Jackie’