I februar listede der sig en forførende lille house-pulserende popskæring ind på vores Top Track-liste. Titlen var ‘Hollow’, og bandet hed Vesper.
Nu er Vesper aka. Mikkel Sönnichsen og Nana Odderskær klar med endnu et fornemt nummer – og med en ditto video. Denne gang drejer det sig om ‘End It Starts’, hvor den underfundige elektroniske verden med kølige housegrooves møder Odderskærs varmblodige popcroon i en fornem symbiose. Resultatet er lige så afslappende meditativt, som det er forførende dansefordrende.
‘End It Starts’ følges desuden af en video (der kan ses herunder) instrueret af Tom McKenzie. Videoen følger foruden duoen, der gør deres ting, danseren P. Linnet, der smyger sig intenst omkring de boblende beats på en tom tankstation – en fornem visualisering af det elektriske møde mellem den kølige produktion og den hede croon, man fornemmer i nummeret.
‘End It Starts’ vil være at finde på Vespers kommende selvbetitlede debut-ep, der lander den 21. april. Samme aften udkommer selv samme ‘Vesper’ (der i øvrigt ganske smukt er det latinske ord for ‘aften’) i nattevenlige versioner på ep’en ‘Nox’ (der ganske passende betyder ‘nat’ på latin), så der også er lidt til klubberne.
Vesper holder releasefest på Jolene i selskab med Manna torsdag den 20. april (hvor alle er inviterede), og de kan desuden fanges live på Rust den 28. april og i forbindelse med Spot Festival den 5. maj.