Vi har ikke hørt fra ham i halvandet år, men Marvelous Mosells farverige retrorap har været savnet.
Nu er manden bag blandt andet ‘Dansk Ninja Turtles Rap’, ‘Robin Rubin solgte crack-kokain’ og en række danse-tutorials tilbage, og for første gang med et track, som ikke er baseret på samples
Hans tidligere numre var som oftest baseret på gamle disco-hits, men på den nye single ‘Antikommerciel masseappel’ er beatet lavet fra grunden af Mosell hus-dj, Tue Track, som har krydret produktionen med akustisk violin og trompet.
Videoen byder på masser af stærke moves, ligesom teksten (som altid) er tætpakket med lyriske krumspring og episke one-liners a la:
»Jeg er hårdhudet, tåler kritik / så længe den er strålende, ellers gør jeg ik«.
»Jeg danser for finanser, piger vis respekt / kig ik på mig som om jeg er et objekt«.
»Jeg er undergrund, men også overjordisk / fodarbejdet virker euforisk«.
»Danseskoler drejede nøglen om / da mine lektioner udkom på cd-rom«.
Her er Marvelous Mosells egne ord om teksten:
»Teksten er en collage af tekstbidder, som jeg har skrevet i løbet af de seneste par år. Jeg havde skrevet flere numre, som jeg ikke var tilfreds med, men så tog jeg de bedste linjer fra hvert nummer og brugte til dette. Creme de la creme«.