Lizzo kan ikke siges at være helt ny, da hun allerede har et par album i rygsækken.
Men mens hendes to første album – ‘Lizzobangers’ og ‘Big GRRRL Small World’ – var udgivet på hendes eget pladeselskab B.G.S.M, fik hun sidste år sin debut på et major label (Warner) med ep’en ‘Coconut Oil’.
Stærke singler er de seneste måneder fulgt trop, og med et fuldbyrdet album på et stort pladeselskab på vej står et Lizzo-gennembrud muligvis for døren, og det er absolut fortjent.
Her får du tre grunde til, at Lizzos attitudefulde, selvelskende rap er kokosolie til din sjæl.
1. I Lizzos univers er der både plads til gospelkor og trap-trommer
Hvis der er ét nummer, der skal være din indgang til Lizzo, så start med ‘Good As Hell’ fra ep’en ‘Coconut Oil’. Nummeret er en gospelagtig hymne til self-love med blæs, percussion og vilde korstemmer. To numre forinden på ep’en er der næsten trap-lignende tilstande på ‘Scuse Me’, og man kan godt fornemme, hvorfor folk tidligere har sammenlignet hende med Missy Elliott. Især Lizzos debutalbum ‘Lizzobangers’ rummer en god håndfuld numre med Missy-vibes. Tjek for eksempel ‘Bus Passes And Happy Meals’.
Lizzo mestrer både hiphop og soulgenren, og hvor der nok er en overvægt af gospel-agtig soul på ‘Coconut Oil’, er der masser af hiphop-bangers på de to forrige album ‘Big GRRRL Small World’ og ‘Lizzobangers’. Det er når de to ting forenes – som på august-singlen ‘Water Me’ – at Lizzos musik bliver ret enestående.
2. Lizzo er en Riot Grrrl anno 2017
Lizzo varmede i 2015 op for punkbandet Sleater-Kinney, og det siger egentlig ret meget om, hvordan hun positionerer sig som kvindelig rapper.
Sleater-Kinney er et levn fra Riot Grrrl-bevægelsen, som tog fart i de tidlige 90’ere med ikoniske Kathleen Hannah fra Bikini Kill som frontfigur. Der blev sat fokus på køns- og racepolitiske spørgsmål med en aggressivitet og en sassyness, som Lizzo også kan bryste sig af at besidde. Lizzos tekster bliver serveret med lige dele fandenivoldskhed og humor – ret lig Sleater-Kinney, selv om deres musikalske universer umiddelbart ligger ret langt fra hinanden.
90’erne kaldte på én form for riot grrrl, og 2017 kalder på en anden. At Lizzo er en riot grrrl anno 2017 kommer til udtryk, når hun erklærer sig 100 procent bitch’n’single på sin seneste single ‘Truth Hurts’ og sågar gifter sig med sig selv i videoen. Eller når hun sætter fokus på sorte kvindefællesskaber i ‘Good As Hell’ og titelnummeret på ep’en ‘Coconut Oil’.
3. Lizzos kropspositivisme er ikke bare et fængende buzzword
På den ene side virker det redundant og en kende uretfærdigt, at Lizzos kropstype skal spille en rolle i en artikel om hendes musik. Omvendt kan man heller ikke komme uden om, at en musikers personlighed og image er en enorm del af det samlede musikalske udtryk – og så fylder krops- og selvbilleder også meget i Lizzos musikvideoer og tekster.
Kropspositivisme er et fængende buzzword, som efterhånden er blevet en smule udtrådt i mediebilledet. Men det har altså langt mere gennemslagskraft, når Lizzo rapper: »Feelin’ like a stripper when I’m lookin’ in the mirror / I’ll be slappin on that ass getting thicker and thicker« på ‘Scuse Me’, end når eksempelvis Princess Nokia rapper om sin (ret så flade) »fat belly« eller Megan Trainor synger: »My momma she told me don’t worry about your size / she says, boys like a little more booty to hold at night«. Sidstnævnte nummer kan næppe betegnes som kropspositivistisk med dets bodyshaming af ‘skinny bitches’.
Lizzo viser, at hun er stærk, sårbar, selvsikker og af og til også ekstremt usikker, og der er nok mange, som vil kunne spejle sig i hendes oprigtighed. Den ultimative hymne til selvkærlighed er den flotte ‘My Skin’ fra ‘Big GRRRL Small World’, hvor Lizzo synger om at elske og være til stede i sin brune hud.
Læs også: Hold øje med: Tre grunde til at soulede Amber Mark er din nye yndlingssangerinde