KOMMENTAR. I løbet af de seneste måneder har ’Stranger Things’-stjernen Millie Bobby Brown prydet adskillige glittede magasinsider verden over. At pressen interesserer sig for skuespillerinden, er der som sådan ikke noget overraskende eller fordækt i: Den 13-årige pige er uomtvisteligt et af Hollywoods største unge talenter og Netflix-fablen et af tidens mest succesfulde seriefænomener.
Det fejrede Teen Vogue blandt andet med en forside i september, hvor Brown blev fotograferet som det barn, hun nu engang er, i farvestrålende tøj og med en papirkrone på hovedet.
Hvad end man er til clashende tøjmønstre og blomstermotiver eller ej, er det svært at forestille sig, at nedenstående forsidebillede kan rejse mange øjenbryn:
Det har til gengæld en lang række motiver fra publikationer til ældre læsersegmenter, der ikke synes at have nogen kvaler ved at trække seksualiserede voksenidealer ned over skuespillerindens unge hoved.
Millie er en ‘tidens kvinde’
Således optræder Brown med et sensuelt portræt på forsiden af det spanske magasin Mujer Hoy (’Tidens kvinder’ – bemærk, kvinder?), i damet Louis Vuitton-outfit på forsiden af det franske modemagasin L’Officiel og på W Magazines liste over »the hottest TV stars of the year«.
Ordet ’hot’ kan naturligvis også betyde ’mest eftertragtede’ i en arbejdssammenhæng, eller ’cool’. Når billedet af Brown imidlertid placeres sammen med 12 voksne skuespillere (deriblandt Nicole Kidman, Keri Russell og Riz Ahmed), der for størstedelen optræder i lingeri, åbenstående skjorter og sexede poseringer, får »hottest stars« en mere lummer klang, der gør inkluderingen af en 13-årig i selskabet bizar.
Millie Bobby Brown er ikke den eneste i ’Stranger Things’ cast, hvis image udsættes for et erotisk-ladet aldersløft af både medier og voksne fans. Stortalentet Finn Wolfhard – der ligeledes spillede en hovedrolle i ’It’ – har fortalt i interviews, at han ikke bryder sig om, når voksne kalder ham ’daddy’, og at det er »virkelig uhyggeligt« at blive fremstillet som et objekt for voksnes seksualiserende blikke.
Det sidste udtalte han til Dazed sidste år. Dazed så dog ikke efterfølgende selv nogen dissonans mellem interviewet og samme magasins to forsider:
Så sent som i sidste uge spillede Wolfhards ’hotness’ atter hovedrollen i en voksenfantasi, da den 27-årige model Ali Micheal – til trods for efterårets enorme fokus på seksuelle krænkelser i Hollywood, deriblandt anklager om voldtægtsforsøg af mindreårige – taggede Wolfhard i en Instagram-story, hvori hun skrev: »Not to be weird but hit me up in few years«.
Tidligere barnestjerne langer ud
Blacklashet var øjeblikkeligt, og Micheal bragte en undskyldning. Det var jo bare for sjov, understregede modellen.
Men det er ikke sjovt at gøre seksuelle tilnærmelser til børn, hvad end de kommer fra en voksen mand eller kvinde. Slet ikke for børnene, uanset hvor kendte de er. Heller ikke når tilnærmelserne serveres med en »Når du nu bliver lidt ældre, så …«-retorik. Dén tankegang, der ligger bag ordene, skal børn ikke deale med.
Det var mange brugere på Twitter heldigvis enige i:
there’s so many stories about pedophila in hollywood and yet y’all continues to sexualise this kid like it’s funny and not weird af https://t.co/Ck7S9UZKmS
— indie (@INDIEWASHERE) October 30, 2017
Not—so—friendly reminder that:
Finn Wolhard is: 14
Noah Schnapp is: 13
Millie Bobby Brown is: 13
Gaten Matarazzo is: 15
Caleb McLaughlin is: 16
Sadie Sink is: 15
AND THEY AREN’T ‘HOT’ OR ‘SEXY’
Bye.— Pichu (@MiraculousPhan) November 5, 2017
Den tidligere barnestjerne Mara Wilson (‘Matilda’, ‘Mrs. Doubtfire’) har også givet sit besyv med:
It does not feel good to have strange men comment on your body when you are 13, whether in a “positive” or “negative” way.
— Mara Wilson (@MaraWilson) November 5, 2017
Hollywoods grænseoverskridende fetichering af de yngste stjerner er ikke noget nyt, fra blandt andre Shirley Temple og Judy Garland i 1930’erne til Jodie Foster og Brooke Shields i 70’erne og 80’erne og Natalie Portman og Anna Paquin i 90’erne og Fanning-søstrene i 00’erne. Med (mange) flere.
Både Foster, Shields, Portman og Paquin har i sin tid spillet småpiger og teenagere med Lolita-træk i film som ’Taxi Driver’, ’Pretty Baby’, ’Léon’ og ’Hurlyburly’. Nogle ringe, andre gode og to geniale film, der udstiller, men ikke glorificerer seksualiseringen af mindreårige.
10-årig supermodel inspirerede
Den distinktion gik tabt på flere af datidens medier og modehuse, og særligt 15-årige Shields’ Calvin Klein Jeans-reklame med sloganet »Intet kommer mellem mig og mine Calvins« huskes stadig i dag. Siden er seksualiseringen af helt unge piger kun blevet mere ekstrem i modeverdenen, hvis skønhedsidealer Hollywood spejler sig i på den røde løber i et gensidigt lukrativt forhold baseret på forførende drømmebilleder.
Vogue Paris skabte eksempelvis røre (igen), da de i et issue i 2011 – med designer Tom Ford som gæsteredaktør – bragte en modeserie med den dengang 10-årige model Thylane Blondeau i provokerende poseringer, tung makeup og voksendesignertøj.
Blondeau blev en feteret ’it-girl’ og kaldt »den smukkeste pige i verden«. Hun var dog ikke ny i gamet – modellen debuterede på Jean Paul Gaultiers catwalk som fireårig.
Millie Bobby Brown er også glad for designertøj, som hun så ofte har demonstreret i offentligheden. Selvfølgelig er hun det. De fleste piger elsker at klæde sig ud som ældre forbilleder.
Men det betyder ikke, at deres forældre eller agenter i alle tilfælde skal give dem lov, eller – og det er endnu vigtigere – at medier og fans skal lade sig forlede til at tro, at voksenæstetikken reflekterer en seksuel modenhed, barnet endnu ikke besidder.
Leave them kids alone!